Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Holstebro, 02/09/2023 - 10:54

Dansk bokser er dobbelt verdensmester i bantamvægt

Dina Thorslund kan kalde sig dobbelt verdensmester i bantamvægt efter fredagens sejr over Yulihan Luna Avila.

Morten Stricker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Bokseren Dina Thorslund kan kalde sig dobbelt verdensmester i vægtklassen bantamvægt.

Det står klart, efter hun fredag aften på point slog mexicanske Yulihan Luna Avila på hjemmebane i Gråkjær Arena i Holstebro.

- Rent personligt er det selvfølgelig kæmpestort for mig, siger Dina Thorslund til Dagbladet Holstebro-Struer oven på triumfen.

- Men når man så tænker lidt mere over det, så er det ret vildt på den måde at have skrevet dansk sportshistorie.

Ud over danskerens VM-bælte fra forbundet WBO var Yulihan Luna Avilas VM-bælte fra forbundet WBC også på spil.

Og da de to boksere var nummer et og to på boksemagasinets The Rings rangliste over verdens bedste kvindelige boksere i bantamvægt, fik Dina Thorslund også The Rings æresbælte.

Dina Thorslund blev verdensmester i bantamvægt i juni 2021 efter en sejr over mexicanske Jasseth Noriega.

Thorslund havde forud for fredagens kamp forsvaret VM-bæltet tre gange. Senest i februar i år.

Hun er desuden verdensmester i superbantamvægt. Det har Thorslund været efter en sejr over en tredje mexicaner, Jessica Arreguin, tilbage i august 2018.

/ritzau/

København, 02/09/2023 - 08:00

Jakob Kjeldbjerg: Jeg skifter gear og giver alt

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

"Robinson Ekspeditionen" fejrer i år 25-års jubilæum. Jakob Kjeldbjerg har været med i knap 20 år. Men hvem er manden bag den hårde ekspeditionsleder?

Der er noget med tallet 25 i Jakob Kjeldbjergs liv for tiden.

Han kan fejre sølvbryllup med sin kone, Christine. Det er 25 år siden, at han fik sin debut som tv-vært. Og så har "Robinson Ekspeditionen", hvor Jakob Kjeldbjerg er vært, 25-års jubilæum i år.

- Jeg skal ikke lege tv-ekspert, men jeg ved, at programmet stadig holder 100 procent, fordi det er tv, man kan mærke, mener han.

Det er formentlig fra "Robinson Ekspeditionen", at mange kender Jakob Kjeldbjerg bedst.

Klædt i kakifarvet uniform og vandrestøvler på en fjerntliggende strand i Det Sydkinesiske Hav som den strenge ekspeditionsleder, der med stålfast blik og kontant toneleje affyrer bredsider og indpisker deltagerne.

Jakob Kjeldbjerg afløste i 2004 Thomas Mygind som vært på det populære program, hvor danskere skal overleve på en øde ø, mens de duellerer og stemmer hinanden hjem.

Havde man spurgt en ung Jakob Kjeldbjerg, havde han dog næppe forestillet sig, at han skulle uddele talismaner og afholde øråd.

Tilbage i 1990'erne var Jakob Kjeldbjerg professionel fodboldspiller. Men én besked vendte op og ned på hans tilværelse.

For da Jakob Kjeldbjerg var bare 26 år gammel, fik han beskeden: "Du er fodboldinvalid".

En ellers flot karriere i Silkeborg IF og engelske Chelsea var med et slut, og der skulle noget nyt til i tilværelsen. Han blev headhuntet til rollen som tv-vært, og derfra tog det fart.

"Robinson Ekspeditionen" lå dog nogle endnu år ude i fremtiden.

Faktisk lå fodboldprogrammet "Onside Special", hvor Jakob Kjeldbjerg var vært, samtidig med "Robinson Ekspeditionen".

- Jeg tænkte nogle gange: "Kan de ikke snart lukke det lort?", griner han.

"Robinson Ekspeditionen" stjal nemlig seere fra Jakob Kjeldbjergs program. Han kunne somme tider komme hjem og spørge sin kone, hvad hun syntes om dagens program, men hun måtte svare, at hun havde set "Robinson".

- Det er jo meget sjovt at tænke på nu, siger han.

I løbet af Jakob Kjeldbjergs tid som ekspeditionsleder har han stået i spidsen for alt fra eksplosioner til falske hajangreb og et Guantanamo-tema - altid efter devisen, at man skal presses til det yderste, og så er det ellers bare at sætte i gang.

Men der er et skisma mellem den hårde og den bløde udgave af Jakob Kjeldbjerg.

- Jeg har aldrig fået taget nogen uddannelse, men jeg tror sgu, jeg kunne være en okay hjælper hos en psykolog, konstaterer Jakob Kjeldbjerg med et smil.

- Jeg har godt nok oplevet mange skønne mennesker i mange interessante situationer. Men i modsætning til psykologen har jeg ikke svaret, og jeg er nok mere til bare at presse - sagt med et glimt i øjet, siger ekspeditionslederen.

Jakob Kjeldbjerg har før sagt, at han "spiller poker med deltagernes hjerner", og at det til tider kræver, at han går helt ind i rollen som den hårde negl.

- En del vil måske opfatte mig næsten som arrogant, fordi jeg går så meget op i, at alle deltagere skal have et lige neutralt forhold til mig, siger han.

Lige fra sin begyndelse som vært har det været vigtigt for ham at holde en distance til deltagerne – på den måde er det mest fair, synes han.

- Jeg er aldrig et dumt svin, og jeg forholder mig bare neutralt, indtil vi går i gang. Jeg har en enorm respekt for deltagerne, uanset hvor langt de når. Men jeg er også kynisk, på den måde at jeg skal underholde, fortæller Jakob Kjeldbjerg.

Rollen som den hårde leder ligger ikke Jakob Kjeldbjerg så fjernt, og det er en rolle, som det ikke er svært at gå ind i.

Han siger selv, at han har 100 procent af sin energi fra fodbolden.

- Det er, ligesom når jeg stod og lyttede til nationalsangen i Parken. Så nytter det ikke noget, når fløjten lyder, at sige: "Ej, jeg skal lige i gang, jeg skal lige finde mine fødder", så er du bare i gang, og ellers er der 40.000 danskere, der bliver trætte af dig, og så bliver du flået ud, fortæller han.

Gennem sit liv på grønsværen har Jakob Kjeldbjerg mødt mange trænere - nogle hårdere end andre. De har været med til at lære ham netop den disciplin, som han værdsætter højt.

Her kan den tidligere fodboldspillere trække en parallel mellem sig selv og sin gamle træner Viggo Jensen, der både trænede ham i Silkeborg IF og på ungdomslandsholdet.

- Han var kompromisløs, når vi var i gang, ligesom jeg er som ekspeditionsleder. Derudover var han verdens flinkeste mand, synes jeg, siger Jakob Kjeldbjerg.

Han nævner også den tidligere landstræner Richard Møller Nielsen, som han skylder "forfærdeligt meget".

- Han var en superrar og lun fyr, men han gik også bananas, når vi gik i gang.

Jakob Kjeldbjerg har det samme forhold til sin rolle i "Robinson Ekspeditionen", som han havde på fodboldbanen: Vi skal ikke hygge os - det er et arbejde.

- Jeg prøver at gøre ligesom Viggo Jensen, hvor jeg skifter gear og giver alt, hvad jeg har. Det forventer jeg også af deltagerne, siger han.

Men at give sig selv fuldt ud i de seks til syv uger, det hvert år tager at optage "Robinson Ekspeditionen", har sin pris.

Derfor er det en uundgåelig del af Jakob Kjeldbjergs liv at lade både de mentale og fysiske batterier op.

I 2006 fik han mulighed for at udleve sin store drøm, da han flyttede til Sydfrankrig med sin kone og parrets to børn.

Her går han årets resterende måneder og passer sin ejendom og lever et stille og roligt tilbagetrukket liv.

Men selv om han har fri, tænker han stadig også på "Robinson Ekspeditionen". Det kan lyde gak, synes han selv.

- Men i Frankrig får jeg sparet en masse energi op, fortæller Jakob Kjeldbjerg.

Specielt det flygel, han købte, mens han spillede i Chelsea, og som dengang var en vej væk fra presset som fodboldspiller, betyder meget for ham.

- Det er terapi for hovedet, og det giver mig en stor ro, fortæller Jakob Kjeldbjerg.

Prisen for at bo i det sydfranske kommer dog i form af et stort savn til forældrene, der bor i Danmark.

Særligt på grund af Jakob Kjeldbjergs far, der lider af Parkinson og demens som følge af sygdommen.

- Det er dejligt med Sydfrankrig, og solen skinner. Men det er et kæmpe afsavn, at jeg ikke kan køre hen og besøge ham og drikke en kop kaffe, siger Robinson-værten.

- Jeg har altid været stolt af min far. Det kan godt være, jeg har en del fra Viggo Jensen. Men jeg har også så meget fra min far. Den der kompromisløshed og at jagte sine drømme har jeg fra ham, fortsætter han.

Rundt omkring Jakob Kjeldbjergs villa i Frankrig bor der mange, der har langt flere penge end ham.

Men når han kigger rundt på dem, ser han "døde træer", som han kalder dem. Et udtryk, der stammer fra omklædningsrummet i Chelsea. Når en spiller var skadet, var han "a dead tree".

Nok har Jakob Kjeldbjergs naboer penge nok, men de er døde træer - der mangler indhold i deres liv, kan han synes.

Det er der ingen fare for, at han selv ender som. Også selv om succesen med "Robinson Ekspeditionen" ikke skulle vare evigt.

- Jeg tror, der står 20 klar i kulissen, der gerne vil have mit job – jeg har en hilsen til dem: "De er ikke klar endnu", griner han.

Så længe han føler, at han har det, der skal til, bliver han ved.

Ligesom på fodboldbanen mener Jakob Kjeldbjerg, at man har en fornemmelse af, om der er en udskiftning på vej.

- Jeg tror selv, jeg ved, jeg er færdig, inden jeg får det at vide. Og så tager jeg selv konsekvensen, lyder det eftertænksomt.

Men lige præcis det bekymrer ham knap så meget. Jakob Kjeldbjerg er mere spændt på, hvordan deltagerne klarer sig, og hvordan seerne tager imod den nye sæson, der får premiere den 4. september.

- For mig er den største karrieremæssige ambition at lave "Robinson", så længe jeg kan give noget til formatet, og formatet kan give nok til, at jeg synes, det er sjovt at blive ved, lyder det fra ham.

/ritzau/

Læs Mere >>

Venedig, 01/09/2023 - 21:22

Et triumferende comeback: Dansk storfilm får ros fra anmeldere

Yara Nardi/Reuters

"Bastarden" er "gribende", mens også "smuk, episk og brutal", lyder det fra danske og udenlandske anmeldere.

Både i Danmark og udlandet får Nikolaj Arcels nye film, "Bastarden", flotte ord med på vejen fra anmelderne, efter at den fredag har haft verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig.

I Politiken får det historiske drama fem ud af seks stjerner, mens Soundvenues anmelder kalder filmen "smuk, episk og brutal".

Også hos filmmagasinet Ekko er der begejstring at spore over filmen, som er den første danske film, Arcel har instrueret i over 10 år.

Anmelderen kalder "Bastarden" et triumferende comeback og fremhæver blandt andet instruktørens sans for detaljer.

- "Bastarden" er et fremragende historisk værk med al den schwung, branchens topfolk kan præstere, orkestreret med præcision af en dreven fortæller med noget på hjerte og meget på spil, skriver magasinets anmelder.

I udlandet har blandt andet Variety og The Hollywood Reporter anmeldt den nye danske film.

Hos Variety er det særligt skuespiller Mads Mikkelsen, som scorer point. Han spiller hovedpersonen Ludvig Kahlen, som er en fattig soldat.

Hollywood Reporter beskriver filmen som "gribende".

- Det er en flot produktion, der viser alle dyder af sikker, gammeldags historiefortælling uden et spor af stivhed, lyder det.

"Bastarden" får premiere i Danmark 5. oktober.

Filmen er solgt til biografvisning i over 50 lande - heriblandt USA, Tyskland og Spanien.

"Bastarden" er inspireret af virkelige begivenheder. Den handler Kahlen, som vil opdyrke den jyske hede. Han får dog en fjende - godsejeren Frederik de Schinkel.

Da de Schinkels fæstebonde stikker af med sin hustru og søger tilflugt hos Kahlen, sætter godsejeren alt ind for at drive Kahlen væk.

Fredag aften fortæller Nikolaj Arcel, at han blev rørt, da hans film fik verdenspremiere i Venedig.

- Da filmen sluttede, rejste hele salen sig op og klappede, i hvad der føles som for evigt. Jeg begyndte nærmest at tude, må jeg indrømme, siger han til Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/09/2023 - 08:00

FAKTA: Du er stadig den voksne

* Selv om dine børn er blevet voksne, er det stadig dig som forælder, der har rollen som "den voksne".

* Det skyldes, at du som forælder har haft magt over børnene, da de var børn. Forholdet er dermed i udgangspunktet ulige.

* Hvis forholdet mellem jer skal repareres, kræver det, at du tager det voksne ansvar på dig.

* Går dialogen mellem jer godt, ender I på et tidspunkt et sted, hvor I er ligeværdige voksne mennesker.

Kilde: par- og familieterapeut Vibeke Dalum.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 02/09/2023 - 08:00

Genskab relationen til dine voksne børn

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forbered dig på et langt sejt træk, hvis du som forælder ønsker at lappe et forlist forhold mellem dig og dine børn, siger psykolog.

Ubesvarede sms'er og tilbagesendte fødselsdagsgaver. Det er i den grad svært at genskabe relationen til dine voksne børn, hvis de har brudt kontakten til dig.

Det fortæller psykolog Camilla Bechsgaard, der i sit arbejde beskæftiger sig med netop den problematik.

- 99,9 procent af gangene er det en meget velovervejet beslutning fra de voksne børns side, og derfor er det bestemt ikke nemt, siger hun.

Hun oplever, at de voksne børn ofte gennem mange år forud for bruddet har forsøgt at få en god dialog med forældrene. Men at det har været for svært, og derfor er de til sidst endt med at afbryde forbindelsen.

Hvis tråden skal tages op igen, kræver det derfor, at du som forælder har et dybfølt ønske om at lægge alle dine forudindtagede meninger væk og give udtryk for, at du er klar til at slå ørerne ud.

- Du skal signalere, at du er interesseret i at se verden med den andens øjne, og at du ikke har nogen intentioner om at forsvare dig selv eller retfærdiggøre det, der er gået galt imellem jer, råder psykologen.

Herefter skal du ikke presse yderligere på, men væbne dig med tålmodighed og vente på, at dit barn rækker ud til dig.

Sker det, skal du som forælder give barnet plads til at fortælle om sin oplevelse af jeres forhold. Det siger Vibeke Dalum, der har mere end 35 års erfaring som par- og familieterapeut.

- Det, der som oftest går galt i sådan en proces, er, at det bliver for meget for den lyttende, som derfor begynder at forsvare sig selv, og så er vi tilbage ved status quo, fortæller hun og fortsætter:

- Man skal huske på, at det at lytte ikke er det samme som at tilkendegive enighed. Som forælder skal man være den voksne i situationen og være i stand til at høre, hvad den anden har at sige.

I den ideelle situation får i gang i en dialog, hvor alting bliver sagt. Det vil give dig et meget mere nuanceret billede af dit barn og omvendt, hvilket hjælper jer til at danne et nyt grundlag for jeres forhold.

- I ser hinanden klarere og tydeligere som voksne mennesker og får sorteret alle jeres idéer om "bør", "skal" og "plejer" væk, siger Vibeke Dalum.

Du må dog ikke forvente, at I med et fingerknips bliver en del af hinandens liv igen, påpeger Camilla Bechsgaard

- Måske skal I mødes og gå en tur i skoven eller sætte jer på en café. Samværet skal være klart afgrænset, og der skal ikke være nogen, der er stressede over at skulle være værter eller har forventninger til, at det skal gå på en bestemt måde, siger hun.

Det handler om langsomt at nærme sig hinanden igen og bryde med de gamle handlemønstre. Her er det vigtigt, at du som forælder har øje for, at dine voksne børn kan have andre behov, end du har.

Måske forventer du, at hele familien skal være samlet i flere dage hen over julen, men den forventning skal du smide ud, mener Camilla Bechsgaard.

- Det kan være, at de voksne børn faktisk har det bedst med at komme i nogle timer om eftermiddagen og aftenen og så kører hen og overnatter på et hotel. Sådan et kompromis skal være muligt, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv