Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Vordingborg, 30/10/2023 - 10:51

Brand aflyser togtrafik på Sydsjælland og Falster

Brand søndag aften stopper togtrafik mellem Nykøbing Falster og Næstved mandag, hvor togbusser er sat ind.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Togtrafikken mellem Nykøbing Falster og Næstved er mandag aflyst, efter at en brand søndag aften opstod ved Vordingborg Station.

Det oplyser Banedanmark, der på det sociale medie X kalder hændelsen "hærværk".

Skaderne har gjort det svært at sætte signal og sporskifte. Der er derfor sat togbusser ind resten af driftsdøgnet, der er frem til tidligt tirsdag morgen.

- Prognosen for at skaffe kabler er forlænget, oplyser Banedanmark til Ritzau, og det vil tage tid at sætte dem på sin rette plads.

Tidligere var meldingen, at togbusserne ville køre frem til klokken 12.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der fundet noget, "der ligner en molotovcocktail".

- Umiddelbart er der ikke noget, der typer på, at det er et angreb på togtrafikken eller infrastrukturen, siger Jakob Jensen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet fik opkaldet klokken 19.46, og det vil gerne høre, hvis der er nogle, som har set noget på stedet.

Brandvæsnet og Banedanmark rykkede hurtigt ud til stedet søndag aften.

- Vi er i fuld gang med at løse problemet, oplyser Banedanmark.

Togbusser kører fra Næstved tre gange i timen, mens de fra Nykøbing Falster kører to gange i timen ifølge DSB's hjemmeside.

Der er fra begge stationer indsat hurtigbusser, der har stop i Vordingborg.

/ritzau/

København, 30/10/2023 - 10:32

Dansk stjerne hylder hverdagsdanskeren i Royal Arena

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

I 2024 er Malte Ebert klar med et nyt show, der med titlen "Gennemsnitsdansker" blander skuespil, musik og historier. Danmarksturnéen afrundes i Royal Arena.

Hr. og fru Danmark er afsættet i musikeren Malte Eberts nye show, der passende har fået titlen "Gennemsnitsdansker".

Danmarksturnéen, der indledes i Randers i oktober 2024, sluttes af i Royal Arena i København 23. november 2024.

Det annoncerer koncertarrangøren Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.

I sit nye show forener Malte Ebert musik med skuespil og historier. Noget, han også prøvede af med sit seneste show, "Mellem himmel & jord", som trak på comedy, talkshows og sitcoms.

- Ud over den massive kærlighed, jeg fik med på touren, fik jeg også hug af kultureliten for, om jeg ville være seriøs musiker, der blev spillet i radioen, eller en gøgler, der stod på de skrå brædder, siger Malte Ebert i pressemeddelelsen.

- Men jeg føler mig faktisk enormt privilegeret over at være et sted, hvor jeg både kan give publikum noget at grine af og blive rørt over.

I pressemeddelelsen understreger Malte Ebert, at han hviler i alt, hvad han rummer, og de forskellige tangenter, han spiller på.

Men det fik ham til at reflektere over, hvem vi egentlig er, og hvad vi stræber efter.

- Det fik mig virkelig til at tænke, at det mest interessante menneske måske netop er gennemsnitsdanskeren? Det har jeg i al fald tænkt mig at finde ud af, uddyber han i pressemeddelelsen.

- Vi har alle sammen gode historier og er samtidig bare en del af en statistik. Det synes jeg, der er noget spændende ved.

Malte Ebert slog igennem med alter egoet Gulddreng i 2016.

I 2018 udgav Malte Ebert sit første nummer i eget navn og lagde Gulddreng i graven. Men i 2021 genoplivede han Gulddreng med fodboldsangen "Helt sikker".

Malte Ebert er i eget navn blandt andet kendt for titelsangen til DR's julekalender "Julehjertets hemmelighed" og for sangen "Kalde Dem for du" til dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 30/10/2023 - 07:50

Venner-skabere hylder afdød Matthew Perry

Matthew Perry, der blev kendt for sin rolle i tv-serien "Venner", blev lørdag fundet død i sit hjem.

Det er uvirkeligt, at skuespilleren Matthew Perry, bedst kendt som Chandler Bing fra tv-serien "Venner", er død.

Sådan lyder det fra skaberne bag den ikoniske tv-serie fra halvfemserne i en udtalelse søndag.

- Det eneste, vi kan sige, er, at vi føler os velsignede af at have haft ham i vores liv, lyder det fra Marta Kauffman, David Crane og Kevin Bright.

Perry blev lørdag fundet død i sit hjem i Los Angeles. Han blev 54 år.

I en udtalelse til People Magazine mindes hans efterladte også skuespilleren.

- Matthew bragte så meget glæde til verden, både som en skuespiller og som en ven. Vi er knuste over det tragiske tab af vores elskede søn og bror, lyder det.

Dødsårsagen er endnu ikke kendt.

Tv-netværket NBC, som sendte "Venner" fra 1994 til 2004, har udtalt, at man er "ekstremt kede af Matthew Perrys for tidlige bortgang".

- Han bragte så meget glæde til hundrede millioner af mennesker i hele verden med sin perfekte komiske timing og skæve humor, lyder det fra NBC.

Talsmand for brandvæsnet i Los Angeles Erik Scott har oplyst, at man lørdag rykkede ud til en adresse i nabolaget Pacific Palisades efter en anmeldelse om en mand, der blev fundet bevidstløs i et boblebad.

- En forbipasserende fik mandens hoved oven vande og bragte ham til kanten, hvorefter at brandmændene fjernede ham fra vandet, da de ankom, lyder det.

Han blev dog med det samme erklæret død.

Det er blot et år siden, at Perry udgav sine erindringer, "Friends, Lovers, and the Big Terrible Thing", hvor han fortalte om en årtier lang kamp med en afhængighed af receptpligtig medicin og alkohol.

På tidspunktet for udgivelsen sagde Perry, at han havde været ædru i 18 måneder.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

København, 30/10/2023 - 10:00

FAKTA: Fire tip til at få en god snak

* Lyt grundigt til, hvad dit barn siger - uden samtidig at forberede dit eget svar.

* Vis den samme respekt og den samme høflighed, som du selv gerne vil vises.

* Tilbyd neutrale aktiviteter, som din teenager sætter pris på. Skab et fælles rum uden forventninger og krav.

* Bed om lov til at spørge om mere. Sig for eksempel: "Jeg har lidt flere spørgsmål. Er det okay, at jeg stiller nogle af dem?".

Kilde: Dansk Sundhedssikring.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 30/10/2023 - 10:00

Spark gang i gode samtaler med din tavse teenager

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lad dit barn vide, at du altid er lutter øren, og forsøg at være nysgerrig i stedet for dømmende, når du tager initiativ til en snak.

Engang fortalte hun dig alt, men nu trækker din teenagedatter bare på skuldrene, når du spørger, hvad hun mon går og tænker på.

Det kan være svært at få hjemmets store barn i tale.

I en undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen lavede i 2021, svarede hele 95 procent af de adspurgte forældre, at de i en eller anden udstrækning oplever det som udfordrende at have en god samtale med teenageren.

For at få snakken mellem jer i gang er det først og fremmest afgørende, at du væbner dig med tålmodighed.

Det siger Stina Grøn, der er direktør i ngo'en Mot, der arbejder for at fremme unges trivsel, og er medforfatter til den nye bog "Lyt til din teenager".

- De fleste unge mennesker gider ikke lange snakke. Det oplevede jeg selv i en periode med min egen datter, da hun var teenager, siger hun.

Det betyder ikke, at du skal give op og vente på, at dit barn kommer til dig og betror sig.

- Du skal aldrig bare afvente, men tale om det uden at gøre dig selv til et offer, lyder rådet fra Stina Grøn.

Spørg for eksempel din datter eller søn, om hun eller han har nogle at tale med om, hvad der rører sig i livet.

- Man kan lige så vel have en venindes mor som en troværdig samtalepartner, som man kan have sin egen mor, siger Stina Grøn og tilføjer:

- Det kan være enormt sårbart som forælder at opleve.

Den sårbare følelse bør du dog ifølge hende ikke belemre dit barn med.

Den kan du vende med en god ven eller din partner, mens du til dit barn kan sige: "Du skal bare vide, at jeg er her også, men jeg er rigtig glad for, at du har andre, som du snakker med".

Prøv at gå positivt til problematikken, og forsøg at være så rummelig og åben som muligt, lyder hendes råd.

- De unge mennesker suger alt til sig. Så hvis du for eksempel siger: "Jeg kan mærke, at du ikke taler med mig så meget mere", kan de opfatte det som en bebrejdelse, og det kan gøre, at de lukker endnu mere ned.

Det kan være en stor hjælp, hvis du og dit barn har en fælles fritidsinteresse eller noget særligt, I begge går op i, der kan fungere som en samtaleåbner.

- Nogle gange skal du som forælder så at sige have sat lidt ind på kontoen, før I kan komme i gang med at tale om noget, der kan være potentielt konfliktoptrappende, siger Stina Grøn.

Er du decideret bekymret for dit barn eller har brug for at tage et svært emne op, handler det om at være så klar i din kommunikation som muligt.

- Som forældre er vi nødt til at være modige og ikke pakke tingene ind i vat. Du kan sige: "Jeg har brug for at snakke med dig om den måde, du taler til mig på". Eller: "Jeg har brug for, at vi snakker om, at det virker, som om du ikke trives", foreslår Stina Grøn.

Forvent dog ikke, at I får klaret problemet i én samtale, understreger hun.

- Vælg tre hovedpunkter, og bring dem på banen i samtalen inden for de første fem minutter, og vær så tydelig som muligt.

Fortvivl endelig ikke, hvis I går skævt af hinanden. For det er en naturlig del af jeres vej mod at opbygge en god relation, siger Stina Grøn.

- De unge kan meget mere, end vi tror, de kan - hvis vi møder dem med åbenhed og nysgerrighed og ikke dømmer deres valg, siger hun og fortsætter:

- Vi skal forstå, at de unge er på en træningsbane, hvor de er i gang med at blive de mennesker, de nu engang bliver. Og som forældre kan vi stå ved sidelinjen og klappe og hjælpe og lade dem vide, at vi er der.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv