Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/10/2023 - 10:32

Dansk stjerne hylder hverdagsdanskeren i Royal Arena

I 2024 er Malte Ebert klar med et nyt show, der med titlen "Gennemsnitsdansker" blander skuespil, musik og historier. Danmarksturnéen afrundes i Royal Arena.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Hr. og fru Danmark er afsættet i musikeren Malte Eberts nye show, der passende har fået titlen "Gennemsnitsdansker".

Danmarksturnéen, der indledes i Randers i oktober 2024, sluttes af i Royal Arena i København 23. november 2024.

Det annoncerer koncertarrangøren Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.

I sit nye show forener Malte Ebert musik med skuespil og historier. Noget, han også prøvede af med sit seneste show, "Mellem himmel & jord", som trak på comedy, talkshows og sitcoms.

- Ud over den massive kærlighed, jeg fik med på touren, fik jeg også hug af kultureliten for, om jeg ville være seriøs musiker, der blev spillet i radioen, eller en gøgler, der stod på de skrå brædder, siger Malte Ebert i pressemeddelelsen.

- Men jeg føler mig faktisk enormt privilegeret over at være et sted, hvor jeg både kan give publikum noget at grine af og blive rørt over.

I pressemeddelelsen understreger Malte Ebert, at han hviler i alt, hvad han rummer, og de forskellige tangenter, han spiller på.

Men det fik ham til at reflektere over, hvem vi egentlig er, og hvad vi stræber efter.

- Det fik mig virkelig til at tænke, at det mest interessante menneske måske netop er gennemsnitsdanskeren? Det har jeg i al fald tænkt mig at finde ud af, uddyber han i pressemeddelelsen.

- Vi har alle sammen gode historier og er samtidig bare en del af en statistik. Det synes jeg, der er noget spændende ved.

Malte Ebert slog igennem med alter egoet Gulddreng i 2016.

I 2018 udgav Malte Ebert sit første nummer i eget navn og lagde Gulddreng i graven. Men i 2021 genoplivede han Gulddreng med fodboldsangen "Helt sikker".

Malte Ebert er i eget navn blandt andet kendt for titelsangen til DR's julekalender "Julehjertets hemmelighed" og for sangen "Kalde Dem for du" til dronning Margrethe.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek