Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/08/2023 - 10:50

BRIKS vil udvide alliance med Iran og fem andre lande

BRIKS-lande med Kina i spidsen kan få seks nye medlemmer fra 1. januar. USA og Europa følger det opmærksomt.

Af: /ritzau/

BRIKS-landene har på et topmøde i Sydafrika besluttet at invitere seks lande ind i alliancen.

Det drejer sig om Saudi-Arabien, Iran, Argentina, Egypten, Etiopien og De Forenede Arabiske Emirater, oplyser Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa.

BRIKS består af landene Kina, Rusland, Indien, Sydafrika og Brasilien.

Udvidelsen vil give BRIKS ny fremdrift, siger Kinas leder, Xi Jinping, der har deltaget i topmødet i Johannesburg.

Mødet i Johannesburg følges opmærksomt af USA og Europa. Her frygter man, at Kina sammen med Rusland er i gang med at samle en antivestlig alliance.

Xi har ikke lagt skjul på, at udvidelsen skal sikre, at BRIKS får en meget større stemme i den internationale politik, økonomi og handel.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, der er ikke er i Sydafrika, fordi han her er omfattet af en international anholdelsesordre for krigsforbrydelser, takker for Ramaphosas indsats med at invitere nye medlemmer, skriver Reuters.

Ramaphosa siger, at de seks kandidatlande blive en del af BRIKS-alliancen fra 1. januar 2024. Han fortæller, at 22 lande havde søgt om at blive nye medlemmer af alliancen, mens 40 har udtrykt deres interesse.

Kun et af de seks lande har fuldt demokratisk styre. De fire lande fra Mellemøsten er autoritære styrer.

/ritzau/Reuters

København, 24/08/2023 - 10:05

Bryllupslykke i haven: Dansk sangerinde er blevet gift

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Sangerinden Clara Sofie er blevet gift med sin kæreste gennem mere end ti år.

Der så ud til at være havehygge for alle pengene, da sangerinden Clara Sofie onsdag blev gift.

Den danske sangerinde, som lyder det fulde navn Clara Sofie Fabricius Rosenhoff, kunne ses i lang hvid kjole med sin udkårne i hånden på det sociale medie Instagram på flere såkaldte stories, som er et billede eller videoklip, der deles i 24 timer.

Tilbage i 2021 fortalte sangerinden, der altså blot er kendt som Clara Sofie, at hendes kæreste, Mads Nørgaard, havde valgt at gå på knæ og fri til hende. Parret har sammen to børn.

Flere kendte var på pletten på den store dag og delte i instagramstories, at parret nu er blevet gift.

Blandt andet har skuespiller Johannes Nymark delt et billede af det nygifte par med teksten: "De bedste to bliver gift i dag".

Også svømmeren Sarah Bro har delt en video af Clara Sofie i hvid brudekjole med teksten: "Har aldrig set en smukkere brud".

Det er ikke kun Clara Sofie, der er noget ved musikken i ægteskabet. Også hendes nyslåede mand, Mads Nørgaard, gør sig i melodier og strofer. På Mads Nørgaards Instagram fremgår det, at han er lydmand, mixer og producer.

Den 42-årige sangerinde har efterhånden været en del år i den danske musikbranche.

Mest kendt er hun nok for et særligt monsterhit. Tilbage i 2010 var det nok de færreste, der ikke hørte Clara Sofies stemme, da hun og dj'en Rune RK hittede med nummeret "Når Tiden Går Baglæns".

Clara Sofie Fabricius er født i 1981 i Gentofte, hvor der både var en buddhistisk far, en katolsk opdraget mor og et flygel i hjemmet.

Selv er Clara Sofie hverken døbt eller konfirmeret. Det kan man læse i hendes profil på koncertarrangøren Live Nations hjemmeside.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/08/2023 - 09:00

Pilou Asbæk: Min datter har ændret mit blik på tilværelsen

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Filmstjernen Pilou Asbæk vender hjem til dansk film efter flere år i den internationale filmbranche. Og det har både han og familien godt af.

Egentlig havde Pilou Asbæk det godt i Danmark.

Han og kæresten var blevet etableret med deres lille datter i midten af 2010'erne. Pilou Asbæk kunne gå til fodboldkamp i weekenden med vennerne. Han kunne vælge og vrage mellem de roller, han ville have.

Men efter tre gribende hovedroller i Tobias Lindholms skelsættende "R", "Kapringen" og "Krigen" begyndte friske fornemmelser at knopskyde.

- Jeg havde brug for nye impulser, så jeg satsede og søgte mod USA, siger Pilou Asbæk:

- Selv om jeg aldrig havde drømt om at komme til Hollywood, kunne jeg mærke, at hvis jeg skulle blive ved med at være en god udgave af mig selv, måtte der ske noget nyt.

Efter blandt andet at have spillet over for Scarlett Johansson i "Ghost in the Shell", være blevet storrost for rollen Euron Greyjoy i HBO-serien "Game of Thrones" og have lagt stemme til tordenguden Thor i den kommende Netflix-animationsserie "Twilight of the Gods" vender den 41-årige skuespilstjerne nu hjem til dansk film igen.

Det sker som hovedrolle i Anden Verdenskrigsdramaet "Når befrielsen kommer". Her spiller Pilou Asbæk forstander på en højskole, som skal tage imod tyske flygtninge. Det får moralen i både arbejds- og privatliv til at knage.

- Det er rart at være tilbage, selv om det var sjovt at være ude. Jeg besluttede, at jeg måtte være kompromisløs i min jagt på at komme til USA dengang, men nu er det tid til ikke at være på farten konstant. Det er både godt for mig og for min familie, siger han.

Familien har været med rundt i verden. Det er der en særlig grund til.

- Da jeg havde fået etableret mig i USA, opdagede jeg, at mit eventyr også kunne blive min families eventyr. Jeg ville vise min familie verden. Det var faktisk Matt Damon, der åbnede mine øjne i den retning, siger Pilou Asbæk.

Det kan godt kan være ensomt at være dansker på egen hånd i den store filmverden, fortæller han. Derfor inviterede han kæreste og barn til Gobi-ørkenen, da han skulle indspille filmen "The Great Wall" med Matt Damon og Game of Thrones-kollegaen Pedro Pascal.

- Da Matt Damon så, at jeg havde familien med, sagde han til mig, at det skulle jeg altid have. Han bruger selv sine film til at vise sin familie klodens afkroge, for hvornår får man ellers mulighed for at se lige præcis den del af Kina? Det tog jeg til mig, og derefter var Anna og Agnes med, når det kunne lade sig gøre, siger skuespilleren:

- I dag er det indskrevet i mine kontrakter, at jeg skal have mulighed for at flyve venner eller familie ud til mine sets.

Med tiden gik hans datter, Agnes, ind på hotelværelserne og sagde: "Er det her vores nye hjem?". Det var det ikke, kunne hendes forældre forklare, men det var her, de boede lige nu.

- Jeg har haft mulighed for at vise min datter, at verden er mere end Danmark. Verden er også Danmark, men den er samtidig meget større. Når jeg i dag får tilbudt en rolle, vurderer jeg den, men jeg vurderer også, hvilke oplevelser der ligger og gemmer sig bagved, siger Pilou Asbæk:

- Jeg er selv rundet af et hjem, hvor min mor kom til Danmark fra et andet land, mens min far er fra Hammel. Jeg har altid været bevidst om, at man er mere end én ting. Det har jeg gerne villet give videre.

Hans tilbagekomst til Danmark ligger i forlængelse af netop det:

- Min datter bliver snart 11 år, og på et tidspunkt gider hun ikke hænge ud med sin far længere. Men vi vil stadig have oplevet Kina sammen i nogle måneder, vi vil stadig have været i New Zealand i et halvt år, og hendes mor og jeg vil stadig være blevet gift på en strand i USA med kun hende som vidne, siger han.

Det er ifølge Pilou Asbæk godt for familiedynamikken. Og for ham som menneske:

- Det har ændret mit blik på tilværelsen at bruge så meget tid sammen med min datter. Det er en særlig luksus at være så meget sammen med sit barn, som jeg har været imellem mine projekter, siger han.

- Inden jeg fik hende, var jeg mere selvcentreret. For eksempel handlede mine roller om mig og om, hvor de kunne bringe mig hen. I dag jeg ser på en film som en helhed.

Det kunne han især mærke, da han stod under optagelserne til "Når befrielsen kommer". Her er forstanderen, som Pilou Asbæk portrætterer, far til en dreng på ti år.

- Det, jeg er allermest stolt af ved filmen, er samspillet med Lasse Peter Larsen, som spiller min søn. For tiden ligger min interesse i fædre og deres børn.

- Jeg kommer til at være med i flere film, der kredser om det emne, og af samme grund er jeg begyndt at engagere mig mere uden for skuespillet. Ikke kun i min familie, men også i frivilligt arbejde, siger Pilou Asbæk.

Dette er blandt andet som ambassadør for Askovfonden, der tager hånd om utilpassede danske unge. Noget, der umiddelbart ligger langt fra at rejse verden rundt som feteret skuespilstjerne.

- Det mener jeg ikke, er en modstilling, for jeg passer ikke ind i en boks. Det tror jeg helt generelt ikke, at mennesker gør. Vi er hverken gode eller onde, helte eller skurke. Vi er lidt af det hele, og det er også derfor, jeg er så stolt af "Når befrielsen kommer", siger han og uddyber:

- Her spiller jeg en mand, der tvivler på sine valg. Han er meget mere end én ting. Han er et menneske, man bliver nødt til at forholde sig til, siger Pilou Asbæk.

Særligt én scene i den nye film er afgørende for den erfarne skuespiller:

- På et tidspunkt løfter forstanderen sin søn op og går gennem en flygtningestrøm af mennesker. For mig er det et billede af en far, som viser sit barn, hvad verden er. Det er helt afgørende, at vi er bevidste om, hvad vi giver videre. Både som forældre og som mennesker, siger Pilou Asbæk.

"Når befrielsen kommer" har premiere i biograferne den 24. august.

Fakta: Om Pilou Asbæk

* Pilou Asbæk kom til verden i København i 1982.

* Pilou Asbæk er døbt Johan Philip Asbæk. Hans kælenavn, Pilou, betyder "lille Philip" på fransk.

* Pilou Asbæk er søn af galleriejerne Patricia og Jacob Asbæk.

* Han blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 2008.

* Han fik sit danske gennembrud i DR-dramaet "Borgen" i 2010.

* Han vandt karrierens første Bodil-statuette i 2011 for præstationen i fængselsdramaet "R". Den indbragte ham også en Robert. Den anden Bodil modtog Pilou Asbæk i 2015 for sin birolle i Bille Augusts "Stille hjerte".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/08/2023 - 08:00

FAKTA: Husk at spænde hjelmen

* Cykelhjelmen skal sidde tæt på hovedet og være så stram, at den ikke falder af, når du bukker dig frem uden spændt hagerem.

* Hjelmen skal derudover sidde godt ned i panden, og spænderne skal samles lige under ørerne og ikke nede ved hagen.

* Hageremmen skal være så stram, at du lige kan få to fingre under. Den må ikke hænge og slaske.

* Juster remmene en gang om ugen på din egen og barnets cykelhjelm. Remmene bliver nemlig hurtigt løse.

Kilde: Pernille Ehlers, chefkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 24/08/2023 - 08:00

Så tit skal du udskifte cykelhjelmen

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Ældes din cykelhjelm med ynde, kan den holde en hel del år. Men det er vigtigt, at du er opmærksom på skader og slid.

Patina er ikke et look, der gør noget godt for din cykelhjelm. For hvis den er for slidt, beskytter den ikke dit hoved, som den skal.

Det fastslår Pernille Ehlers, der er chefkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.

- Efter ti år er det på tide at udskifte cykelhjelmen. For her begynder remmene at blive slidte, og flamingoen kan være blevet dårlig, fortæller hun.

Dog gælder tiårsreglen ikke, hvis hjelmen har fået skader. Så skal du investere i en ny.

- Det kan være, at remmen begynder at flosse, at der kommer revner i flamingoen, eller at belægningen er gået i stykker, og så virker hjelmen ikke optimalt, siger Pernille Ehlers.

Har din cykelhjelm været involveret i et decideret styrt, skal du også kassere den. Det siger Stine Müller, der er projektleder med ansvar for test af cykelhjelme hos Forbrugerrådet Tænk.

- Hvis den har været udsat for et reelt stød, anbefaler vi altid, at man udskifter den, også selv om den ser ud til at være okay, siger hun og fortsætter:

- Når den har stødabsorberet en gang, så kan materialet nemlig godt ændre sig.

Har du børn, gælder tiårsreglen selvsagt heller ikke. Deres cykelhjelme skal skiftes oftere, og det er vigtigt, at du ikke spænder en for lille størrelse fast på det voksende hoved.

- Når hjelmen begynder at blive for lille, skal den skiftes til en større størrelse. Ellers dækker den ikke hovedet ordentligt, siger Pernille Ehlers.

Alderen på cykelhjelmen kommer også i spil, hvis du overvejer at købe en brugt en af slagsen. Faktisk så anbefaler Forbrugerrådet Tænk, at du afholder dig fra at gøre netop det.

- Du kender ikke cykelhjelmens historie, hvis du køber den brugt. Du kan ikke vide, om den har været involveret i et styrt, siger Stine Müller.

Dog skal du ikke være nervøs for at lade dine børn arve cykelhjelme fra hinanden.

- For så kender du jo cykelhjelmens historie og ved, at den er i orden, siger hun.

Selv om du har en velfungerende cykelhjelm, kan der alligevel være en god grund til at gå på udkig efter en ny, hvis du begynder at synes, at den er for grim.

Udseendet betyder nemlig noget for, hvor villige cyklister er til at iføre sig hovedbeskyttelse, lyder det fra Pernille Ehlers.

- Der er meget større chance for, at du bruger cykelhjelmen, hvis du synes, at den er flot, siger hun og fortsætter:

- Jeg har haft min egen i tre år nu, og den er begyndt at blive lidt afbleget i farven, så jeg overvejer snart at købe en ny.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv