Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/08/2023 - 09:00

Pilou Asbæk: Min datter har ændret mit blik på tilværelsen

Filmstjernen Pilou Asbæk vender hjem til dansk film efter flere år i den internationale filmbranche. Og det har både han og familien godt af.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Casper Hindse, Ritzau Fokus

Egentlig havde Pilou Asbæk det godt i Danmark.

Han og kæresten var blevet etableret med deres lille datter i midten af 2010'erne. Pilou Asbæk kunne gå til fodboldkamp i weekenden med vennerne. Han kunne vælge og vrage mellem de roller, han ville have.

Men efter tre gribende hovedroller i Tobias Lindholms skelsættende "R", "Kapringen" og "Krigen" begyndte friske fornemmelser at knopskyde.

- Jeg havde brug for nye impulser, så jeg satsede og søgte mod USA, siger Pilou Asbæk:

- Selv om jeg aldrig havde drømt om at komme til Hollywood, kunne jeg mærke, at hvis jeg skulle blive ved med at være en god udgave af mig selv, måtte der ske noget nyt.

Efter blandt andet at have spillet over for Scarlett Johansson i "Ghost in the Shell", være blevet storrost for rollen Euron Greyjoy i HBO-serien "Game of Thrones" og have lagt stemme til tordenguden Thor i den kommende Netflix-animationsserie "Twilight of the Gods" vender den 41-årige skuespilstjerne nu hjem til dansk film igen.

Det sker som hovedrolle i Anden Verdenskrigsdramaet "Når befrielsen kommer". Her spiller Pilou Asbæk forstander på en højskole, som skal tage imod tyske flygtninge. Det får moralen i både arbejds- og privatliv til at knage.

- Det er rart at være tilbage, selv om det var sjovt at være ude. Jeg besluttede, at jeg måtte være kompromisløs i min jagt på at komme til USA dengang, men nu er det tid til ikke at være på farten konstant. Det er både godt for mig og for min familie, siger han.

Familien har været med rundt i verden. Det er der en særlig grund til.

- Da jeg havde fået etableret mig i USA, opdagede jeg, at mit eventyr også kunne blive min families eventyr. Jeg ville vise min familie verden. Det var faktisk Matt Damon, der åbnede mine øjne i den retning, siger Pilou Asbæk.

Det kan godt kan være ensomt at være dansker på egen hånd i den store filmverden, fortæller han. Derfor inviterede han kæreste og barn til Gobi-ørkenen, da han skulle indspille filmen "The Great Wall" med Matt Damon og Game of Thrones-kollegaen Pedro Pascal.

- Da Matt Damon så, at jeg havde familien med, sagde han til mig, at det skulle jeg altid have. Han bruger selv sine film til at vise sin familie klodens afkroge, for hvornår får man ellers mulighed for at se lige præcis den del af Kina? Det tog jeg til mig, og derefter var Anna og Agnes med, når det kunne lade sig gøre, siger skuespilleren:

- I dag er det indskrevet i mine kontrakter, at jeg skal have mulighed for at flyve venner eller familie ud til mine sets.

Med tiden gik hans datter, Agnes, ind på hotelværelserne og sagde: "Er det her vores nye hjem?". Det var det ikke, kunne hendes forældre forklare, men det var her, de boede lige nu.

- Jeg har haft mulighed for at vise min datter, at verden er mere end Danmark. Verden er også Danmark, men den er samtidig meget større. Når jeg i dag får tilbudt en rolle, vurderer jeg den, men jeg vurderer også, hvilke oplevelser der ligger og gemmer sig bagved, siger Pilou Asbæk:

- Jeg er selv rundet af et hjem, hvor min mor kom til Danmark fra et andet land, mens min far er fra Hammel. Jeg har altid været bevidst om, at man er mere end én ting. Det har jeg gerne villet give videre.

Hans tilbagekomst til Danmark ligger i forlængelse af netop det:

- Min datter bliver snart 11 år, og på et tidspunkt gider hun ikke hænge ud med sin far længere. Men vi vil stadig have oplevet Kina sammen i nogle måneder, vi vil stadig have været i New Zealand i et halvt år, og hendes mor og jeg vil stadig være blevet gift på en strand i USA med kun hende som vidne, siger han.

Det er ifølge Pilou Asbæk godt for familiedynamikken. Og for ham som menneske:

- Det har ændret mit blik på tilværelsen at bruge så meget tid sammen med min datter. Det er en særlig luksus at være så meget sammen med sit barn, som jeg har været imellem mine projekter, siger han.

- Inden jeg fik hende, var jeg mere selvcentreret. For eksempel handlede mine roller om mig og om, hvor de kunne bringe mig hen. I dag jeg ser på en film som en helhed.

Det kunne han især mærke, da han stod under optagelserne til "Når befrielsen kommer". Her er forstanderen, som Pilou Asbæk portrætterer, far til en dreng på ti år.

- Det, jeg er allermest stolt af ved filmen, er samspillet med Lasse Peter Larsen, som spiller min søn. For tiden ligger min interesse i fædre og deres børn.

- Jeg kommer til at være med i flere film, der kredser om det emne, og af samme grund er jeg begyndt at engagere mig mere uden for skuespillet. Ikke kun i min familie, men også i frivilligt arbejde, siger Pilou Asbæk.

Dette er blandt andet som ambassadør for Askovfonden, der tager hånd om utilpassede danske unge. Noget, der umiddelbart ligger langt fra at rejse verden rundt som feteret skuespilstjerne.

- Det mener jeg ikke, er en modstilling, for jeg passer ikke ind i en boks. Det tror jeg helt generelt ikke, at mennesker gør. Vi er hverken gode eller onde, helte eller skurke. Vi er lidt af det hele, og det er også derfor, jeg er så stolt af "Når befrielsen kommer", siger han og uddyber:

- Her spiller jeg en mand, der tvivler på sine valg. Han er meget mere end én ting. Han er et menneske, man bliver nødt til at forholde sig til, siger Pilou Asbæk.

Særligt én scene i den nye film er afgørende for den erfarne skuespiller:

- På et tidspunkt løfter forstanderen sin søn op og går gennem en flygtningestrøm af mennesker. For mig er det et billede af en far, som viser sit barn, hvad verden er. Det er helt afgørende, at vi er bevidste om, hvad vi giver videre. Både som forældre og som mennesker, siger Pilou Asbæk.

"Når befrielsen kommer" har premiere i biograferne den 24. august.

Fakta: Om Pilou Asbæk

* Pilou Asbæk kom til verden i København i 1982.

* Pilou Asbæk er døbt Johan Philip Asbæk. Hans kælenavn, Pilou, betyder "lille Philip" på fransk.

* Pilou Asbæk er søn af galleriejerne Patricia og Jacob Asbæk.

* Han blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 2008.

* Han fik sit danske gennembrud i DR-dramaet "Borgen" i 2010.

* Han vandt karrierens første Bodil-statuette i 2011 for præstationen i fængselsdramaet "R". Den indbragte ham også en Robert. Den anden Bodil modtog Pilou Asbæk i 2015 for sin birolle i Bille Augusts "Stille hjerte".

/ritzau/

Bangkok, 26/10/2025 - 10:58

Et år lang begravelsesceremoni er begyndt for Thailands Sirikit

Chanakarn Laosarakham/Ritzau Scanpix

Thailands tidligere dronning Sirikits lig skal ligge lit de parade i et år, hvorefter det bliver kremeret.

To dage efter at Thailands tidligere dronning Sirikit døde i en alder af 93 år, er en et år lang begravelsesceremoni begyndt.

Søndag skal den tidligere dronnings lig transporteres fra hospitalet Chulalongkorn til det kongelige palads The Grand Palace i hovedstaden Bangkok.

Her skal dronningen ligge lit de parade - ceremoniel fremvisning - i et år, hvorefter hendes lig vil blive kremeret.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Sirikit var enke til kong Bhumibol Adulyadej, som var Thailands længst regerende monark og sad på tronen i 70 år, indtil han døde i 2016.

Kong Maha Vajiralongkorn, som er deres søn, overtog posten og blev kronet i 2019.

Sirikit har holdt sig fra offentlighedens søgelys, efter at hun fik et slagtilfælde i 2012.

Ifølge AFP har hun haft flere forskellige sygdomme, siden hun blev indlagt i 2019 - blandt andet en blodinfektion tidligere på måneden.

Søndag har hundredvis af mennesker klædt i sort fundet vej til The Grand Palace, hvor de ærer portrætter, der afbilder dronningen.

Ligeledes er tv-nyhedsværter iført sort tøj, og farverne på flere mediers hjemmesider har skiftet til sort-hvid.

Derudover er indbyggerne blevet bedt om at klæde sig i afdæmpede farver og skære ned på offentlige festlige begivenheder i 90 dage, skriver AFP.

Sirikit blev født Sirikit Kitiyakara i 1932 - samme år som Thailand fik forfatningsmæssigt monarki. Hun var datter af Thailands daværende ambassadør i Frankrig, og hun voksede op i et rigt og privilegeret hjem.

Sirikit mødte Bhumibol, som i perioder af sin opvækst boede i Schweiz, da hun selv boede i Paris, hvor hun studerede musik og sprog.

Parret blev forlovet i 1949 og blev et år senere gift i Thailand, da Sirikit var 17 år gammel.

Ud over sin søn, kong Maha Vajiralongkorn, efterlader Sirikit sig også tre døtre.

Hun blev ifølge AFP omtalt som "Nationens Moder", og hendes fødselsdag blev udpeget som mors dag.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/10/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Thue Ersted Rasmussen

* 39-årige Thue Ersted Rasmussen er født 15. november 1985.

* Han blev uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 2011.

* Efterfølgende har han medvirket i flere danske film - heriblandt "Så længe jeg lever", "Skytten" og "Skytten".

* Han har også medvirket i en række af danske serier, der ud over samtlige sæsoner af "Sygeplejeskolen" også tæller krimiserierne "Dicte", "Greyzone", "Norskov" og "Oxen" samt den seneste sæson af "Hvide Sande".

* I sin karriere har han også haft en større rolle i Hollywood-filmen "F9", som er den niende film i franchisen "Fast & Furious".

* 8. juni 2024 blev han gift med teknoantropolog Katrine Lynggaard, med hvem han har sønnen Hugo, mens endnu en lille ny er på vej.

Kilder: IMDB, Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 26/10/2025 - 10:00

FAKTA: Slå græsplænen for sidste gang

* I november kan du passende slå græsplænen en sidste gang, inden du lader den gå i vinterhi. 

* Indstil eventuelt plæneklipperen i en højde, der er sørger for, at græsset står i en højde, der skygger for mosset. Det hæmmer mossets vækst, så det ikke tager over i løbet af de kolde måneder.

* Når du har klippet græsset en sidste gang, kan du passende rengøre plæneklipperen, inden du gemmer den væk i skuret.

Kilde: Anne Stine Bruun, der er havefaglig rådgiver ved Haveselskabet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 26/10/2025 - 10:00

Novemberhaven kalder på et væld af planteprojekter

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Alt fra løvfældende træer til hækplanter og forårsblomster kan komme i jorden i løbet af november.

Der er ingen grund til at lægge havehandskerne på hylden i novembermørket.

- Du kan stadig plante det meste, så længe jorden er frostfri, fortæller Anne Stine Bruun, der er havefaglig rådgiver ved den almennyttige organisation Haveselskabet.

Hun nævner stauder som juleroser og påskeklokker, som blomstrer i januar og februar, og som du derfor snart får glæde af.

Jeanette Thysen, der er have- og landskabsarkitekt i Det Gode Haveliv, peger på løvfældende træer, buske og hækplanter som oplagte at få i jorden nu. Den lune jord og planternes dvaletilstand giver rødderne optimale muligheder for at etablere sig.

- Du kan købe dem som såkaldte barrodsplanter, hvor du får dem uden jordklump og potte, og det gør dem både billigere at købe og lettere at plante, fortæller hun.

Det er dog vigtigt, at rødderne ikke tørrer ud, at du holder øje med vejrudsigten og ikke planter på en regnvejrsdag.

- Hvis det er meget vådt, bliver jordens struktur ødelagt. Så det må ikke være alt for pløret, siger Jeanette Thysen.

I november kan du også stadig nå et lægge blomstrende løg i haven. Det kan være forårsblomster som tulipaner, krokus, påskeliljer og prydløg. Eller hvidløg, der har brug for kulden til at kunne spire til næste år.

- Jeg lægger altid prydløg mellem stauder, der er visnet ned. Hostaer er for eksempel gode, fordi de skyder sent frem om foråret, og så kan prydløgene få lov til at blomstre først, siger hun.

Ovre i køkkenhaven tipper Anne Stine Bruun dig om, at du kan grave grønkålen op og sætte den i en krukke eller i en spand inde i drivhuset, hvis du har sådan et.

- Der er lidt lunere inde i drivhuset, og så vil grønkålen fortsætte med at vokse og få små fine skud. Det ligner et lille træ, der ser smukt ud i en krukke hen over vinteren, fortæller hun.

Rummer køkkenhaven gulerødder, pastinak, persillerod og porrer er det en god idé at dække dem med blade for at beskytte dem mod kulde, hvilket får dem til at holde længere.

- Rodfrugter har bedst af at blive stående i jorden så længe som muligt. Det handler om temperatur og fugtighed. Så snart du tager dem op af jorden, tørrer de ud, forklarer den havefaglige rådgiver.

Sidst men ikke mindst er det tid til at tage eventuelle citrusplanter, der står udenfor i krukker, indenfor.

- De tåler ikke frost og skal optimalt opbevares ved fem til ti graders varme. Det kan være svært i moderne boliger med lav luftighed. Så det er en god idé at huske at overbruse dem med vand engang imellem og holde øje med, om de bliver angrebet af skadedyr, siger Anne Stine Bruun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek