Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Grindavík, 19/12/2023 - 10:52

BILLEDSERIE: Vulkanudbrud maler himlen over Island orange

En sprække åbnede sig kort efter klokken 22.00 på Reykjanes-halvøen mandag. Se billederne her.

Marco Di Marco/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et længe ventet vulkanudbrud indtraf mandag aften, da en række jordskælv gjorde, at en sprække åbnede sig i jorden på Reykjanes-halvøen og begyndte at spytte lava op.

Se billederne af det imponerende naturfænomen her.

/ritzau/

København, 19/12/2023 - 10:49

Kendis i TV 2-eksperiment: Jeg har levet livet på kanten

Ditte Hansen, Jesper Skibby og Amin Jensen lægger krop til et videnskabeligt forsøg for at undersøge, om det er muligt at sænke kroppens indre alder.

På fødselsattesten står der, at skuespiller Ditte Hansen er 53 år, entertainer Amin Jensen er lige så gammel, mens tidligere cykelrytter Jesper Skibby har rundet 59 år.

Men i et nyt eksperiment, som sendes på TV 2, lægger de tre kendisser krop til et videnskabeligt forsøg på Panum Instituttet for at undersøge, om det er muligt at sænke kroppens indre alder.

Det annoncerer TV 2 i en pressemeddelelse.

- Jeg er måske en meget god forsøgskanin, for jeg har levet livet på kanten, lyder det ifølge TV 2 fra Jesper Skibby i begyndelsen af eksperimentet.

Han har tidligere åbenhjertigt fortalt om misbrug af alkohol, stoffer og piller og om at være selvdestruktiv og lide af depressioner.

Ditte Hansen har også sit hjerte med i forsøget.

- Min mor fik kræft, og min far fik Alzheimers. De døde med et halvt års mellemrum, da de var i slutningen af 60'erne. Jeg mistede dem begge inden for et år, og det har sat nogle tanker i gang hos mig, siger hun ifølge TV 2's pressemeddelelse.

Aldringsforsker og læge Morten Scheibye-Knudsen leder forsøget, og ifølge ham er der aldrig tidligere udført et tilsvarende forsøg på mennesker.

I eksperimentet undersøges det, om det er muligt at sænke menneskekroppens indre alder i løbet af 12 uger ved at spise en særlig pille, faste 16 timer i døgnet og motionere ud fra et individuelt tilpasset skema.

- Vi lever ofte de sidste ti år af vores liv med sygdom. Tænk, hvis vi med disse tiltag kunne gøre os sundere i længere tid. Så vi ikke behøver at være syge, siger Morten Scheibye-Knudsen i programmet.

Ud over Ditte Hansen, Jesper Skibby og Amin Jensen deltager 80 andre danskere i forsøget. Men i modsætning til de tre kendisser, som både skal faste, motionere og tage den særlige pille, er de 80 forsøgspersoner delt op i grupper, som skal gøre en af delene, ligesom der også er en kontrolgruppe.

På den måde kan Morten Scheibye-Knudsen undersøge, hvilket af de tre tiltag der har den største effekt på 12 uger - hvis nogen.

"Snyd din alder - yngre på 12 uger" får premiere 2. januar på TV 2 Play og TV 2.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/12/2023 - 09:07

Gammel kending vender tilbage i Badehotellets finalesæson

Ena Spottag gør comeback i "Badehotellets" finalesæson. Hun medvirkede i de første seks sæsoner som køkkenpigen Martha.

Efter tre sæsoners fravær vender skuespilleren Ena Spottag tilbage til "Badehotellet".

Hun var med i seriens premiere i 2013 i rollen som køkkenpigen Martha.

Ena Spottag er ikke den eneste, som gør comeback. Andrea Alma Øst Birkkjær tjekker endnu en gang ind på "Badehotellet" i rollen som teatereleven med den livlige fantasi Kitty Hansen.

Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse.

Til foråret åbner kanalen dørene til "Badehotellet" for allersidste gang. En lang række af skuespillerne, som har været med siden første sæson i 2013, tjekker ind i finalesæsonen.

Lars Ranthe, Cecilie Stenspil, Anne Louise Hassing, Anette Støvelbæk, Amalie Dollerup, Merete Mærkedahl, Peter Hesse Overgaard og Jens Jacob Tychsen er blandt de velkendte ansigter i rollerne som henholdsvis hr. Madsen, fru Weyse, fru Madsen, fru Frigh, bestyrerinden Amanda, frøken Otilia, hr. Aurland og hr. Weyse.

Tiende sæson foregår i sommeren 1946 - et år efter Anden Verdenskrigs afslutning.

- Den tyske besættelse er fortid, og gæsterne ankommer fulde af optimisme og lyst til at vende tilbage til den ubekymrede tid før krigen. Men alle skår er ikke klinkede, afslører forfatterparret, Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, i pressemeddelelsen.

- Pludselig befinder det lille hotel sig i et skæbneår, hvor gæster og ansatte er nødt til at stå sammen, hvis ikke det, de holder allermest af, skal gå tabt, lyder det om finalesæsonen.

Første sæson af "Badehotellet" blev sendt i december 2013. Serien tog sin begyndelse i 1928 og er siden med enkelte tidsspring nået frem til 1946.

Tiende sæson af "Badehotellet" har premiere på TV 2 Play den 3. marts og på TV 2 den 10. marts 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/12/2023 - 10:00

FAKTA: Fem overvejelser før du køber bolig

* Hvor meget kan du købe for? Udgifterne til realkreditlån og banklån er afgørende for din fremtidige økonomi, og hvordan dit budget kommer til at hænge sammen i det nye hjem.

* Hvad koster beliggenhed i tid og penge? Større byer er oftest dyrere at bo i, mens transport godt kan løbe op, hvis du bor på landet.

* Hvad er dit pladsbehov på sigt? Overvej, hvordan dit pladsbehov bliver om fem og ti år.

* Hvilket lån skal du vælge? Du skal betale minimum fem procent af købssummen i udbetaling.

* Er det nu, du skal købe? Du bør kun købe bolig, hvis det er et sted, du vil bo i længere tid.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 19/12/2023 - 10:00

Mange vælger rådgivning til boligkøb: Kend forskel på rådgiverne

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis du skal købe bolig, har du nok bemærket, at flere forskellige faggrupper tilbyder deres rådgivning. Uvildighed er vigtig, når du skal vælge, lyder rådet.

Boligkøb er nok den største investering, du kommer til at lave. Og derfor er der også mange kommende boligejere, der søger tryghed i bolighandlen gennem rådgivning.

Men der er adskillige rådgivere at vælge imellem, og det kan godt forvirre, fordi flere faggrupper som ejendomsmæglere, byggesagkyndige og advokater tilbyder rådgivning.

Formand for Danske Boligadvokater Niels Erlandsen anbefaler boligkøbere at tænke over, hvor uvildig den enkelte rådgiver er.

- Altså hvilke interesser varetager rådgiveren egentlig? Det skal man spørge sig selv om, siger han.

Det fremgår for eksempel af gældende lovgivning, at en ejendomsmægler er sælgers mand og skal varetage sælgerens behov og interesser.

En ejendomsmægler kan også repræsentere køberen som rådgiver, men må - af gode grunde - ikke være repræsentant for både køber og sælger i samme handel.

- Det kommer nok ikke som en overraskelse, at jeg ser boligadvokaten som den helt uvildige part, der er tovholder for køber, siger han.

Niels Erlandsen peger på, at en boligadvokat ved en del om alle de forskellige fagområder i en bolighandel og kan samle rådgivningen.

Advokater har ligesom rådgivere i andre brancher som ejendomsmæglere og byggesagkyndige en lovpligtig ansvarsforsikring i tilfælde af fejl og uagtsom handling.

- En boligadvokats rådgivning starter med købsaftalen og gennemgang af de individuelle vilkår, hvori ejendomsmægleren typisk varetager sælgerens interesser, siger han og fortsætter:

- Derefter gennemgår boligadvokaten alle andre dokumenter og byggesager, før en godkendelsesskrivelse med eventuelle forbehold bliver udarbejdet.

Ifølge Niels Erlandsen skal du forvente, at det koster mellem 8000 og 15.000 kroner at få rådgivning fra en boligadvokat til køb af ejendom.

Den øgede efterspørgsel på rådgivning fra boligkøbere har man i høj grad også mærket i rådgivningsvirksomheden Byggesagkyndig.nu.

Det siger virksomhedens administrerende direktør, Christian Norborg.

- I en tid med stigende priser og renter vil man som boligkøber være sikker på, at man ikke køber katten i sækken. Og flere har fået øjnene op for, at en tilstandsrapport i sig selv ikke yder nogen garantier, siger han.

- Tilstandsrapporten har som oftest en række forhold, som en bygningssagkyndig ikke har kunnet undersøge. Det kan for eksempel være, at boligens gulv er dækket af et tæppe, eller at der ikke har været adgang til loftet.

Bygningssagkyndige og byggesagkyndige har samme kvalifikationer, men det er kun beskikkede bygningssagkyndige, som må udarbejde en tilstandsrapport, forklarer Christian Norborg.

- En tilstandsrapport er et overordnet helbredstjek af boligen, siger han og fortsætter:

- Derfor kan det være en god idé for køber at hyre en uvildig byggesagkyndig til en dybere gennemgang af boligen.

Ifølge Christian Norborg vil det give bedst mening at tage en byggesagkyndig med allerede til fremvisning af en bolig, og det vil koste i omegnen af 4000 til 5000 kroner.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv