København, 19/12/2023 - 09:07
Gammel kending vender tilbage i Badehotellets finalesæson
Ena Spottag gør comeback i "Badehotellets" finalesæson. Hun medvirkede i de første seks sæsoner som køkkenpigen Martha.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Efter tre sæsoners fravær vender skuespilleren Ena Spottag tilbage til "Badehotellet".
Hun var med i seriens premiere i 2013 i rollen som køkkenpigen Martha.
Ena Spottag er ikke den eneste, som gør comeback. Andrea Alma Øst Birkkjær tjekker endnu en gang ind på "Badehotellet" i rollen som teatereleven med den livlige fantasi Kitty Hansen.
Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse.
Til foråret åbner kanalen dørene til "Badehotellet" for allersidste gang. En lang række af skuespillerne, som har været med siden første sæson i 2013, tjekker ind i finalesæsonen.
Lars Ranthe, Cecilie Stenspil, Anne Louise Hassing, Anette Støvelbæk, Amalie Dollerup, Merete Mærkedahl, Peter Hesse Overgaard og Jens Jacob Tychsen er blandt de velkendte ansigter i rollerne som henholdsvis hr. Madsen, fru Weyse, fru Madsen, fru Frigh, bestyrerinden Amanda, frøken Otilia, hr. Aurland og hr. Weyse.
Tiende sæson foregår i sommeren 1946 - et år efter Anden Verdenskrigs afslutning.
- Den tyske besættelse er fortid, og gæsterne ankommer fulde af optimisme og lyst til at vende tilbage til den ubekymrede tid før krigen. Men alle skår er ikke klinkede, afslører forfatterparret, Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, i pressemeddelelsen.
- Pludselig befinder det lille hotel sig i et skæbneår, hvor gæster og ansatte er nødt til at stå sammen, hvis ikke det, de holder allermest af, skal gå tabt, lyder det om finalesæsonen.
Første sæson af "Badehotellet" blev sendt i december 2013. Serien tog sin begyndelse i 1928 og er siden med enkelte tidsspring nået frem til 1946.
Tiende sæson af "Badehotellet" har premiere på TV 2 Play den 3. marts og på TV 2 den 10. marts 2024.
/ritzau/