Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kuala Lumpur, 11/01/2024 - 11:00

Axelsen og Antonsen er kvartfinaleklar i Malaysia

Viktor Axelsen og Anders Antonsen er begge klar til kvartfinalerne i Malaysia Open efter sejre torsdag.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

De danske badmintonspillere Viktor Axelsen og Anders Antonsen fortsætter deres gode sæsonstart i Super 1000-turneringen Malaysia Open.

Tidligt torsdag dansk tid avancerede Axelsen til kvartfinalen ved at vinde 21-17, 20-22, 21-17 over Cheuk Yiu Lee fra Hongkong.

Lidt tidligere havde Antonsen vundet over japaneren Koki Watanabe med cifrene 21-14, 21-17.

Mens Antonsen vandt sin kamp i to sæt, skulle topseedede Axelsen overraskende ud i tre sæt mod sin modstander.

Axelsen kom bagud i starten af kampen med 3-5, men den danske verdensetter vendte det hurtigt og bragte sig foran 9-6.

Cheuk Yiu Lee udlignede hurtigt til 9-9 og havde også kontakt ved 11-11, men derfra trak Axelsen igen fra og tog første sæt.

I andet sæt kom Axelsen solidt foran med 16-10 og lidt senere 18-13, men den føring blev smidt på gulvet.

Cheuk Yiu Lee kom pludselig foran 19-18 efter en række danske fejl og koncentrationssvigt, og kort efter var der udlignet til 1-1 i sæt.

Axelsen kom i yderligere problemer i starten af tredje sæt og bagud 3-6 og lidt senere 8-11.

Duellanterne fulgtes ad og havde kontakt ved 13-13, inden Axelsen trak afgørende fra og snuppede sejren i stor jubel.

Antonsen vandt ligesom i første runde overbevisende i to sæt, denne gang mod verdens nummer 23.

Det var tredje gang ud af lige så mange mulige, at Antonsen slog Watanabe.

Antonsen var for det meste i kontrol i første sæt. Danskeren afgjorde det med en serie på syv point, hvor han vekslede 13-12 til 20-12, inden han udnyttede sin tredje sætbold.

I andet sæt havde japaneren en god periode, hvor han sled sig til en del point og kom foran 11-9 efter at have været bagud med 6-9, men Antonsen svarede tilbage og kom på 16-12.

Alligevel blev det lidt spændende, da Watanabe fik kontakt igen ved 17-17. Men Antonsen formåede at løfte niveauet til de afgørende bolde. Han vandt de fire sidste bolde og lukkede kampen med et smash.

Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen tabte overraskende til Ong Yew Sin og Teo Ee Yi fra Malaysia.

Den danske duo overlevede fire matchbolde, inden det endte i nederlag med cifrene 10-21, 21-11, 22-24.

I damedouble tabte Maiken Fruergaard og Sara Thygesen med 13-21, 20-22 til de topseedede kinesere, Chen Qingchen og Jia Yifan.

I mixeddouble måtte Mathias Thyrri og Amalie Magelund se sig slået af de andenseedede japanere, Yuta Watanabe og Arisa Higashino. Cifrene lød 21-15, 21-11.

/ritzau/

København, 11/01/2024 - 10:39

DR genopliver løssluppent og uforudsigeligt program

"Lågsus" blev sendt fra 2012 til 2018 på P3, og nu gør radioprogrammet comeback i æteren fra 19. januar med Pelle Peter Jencel og Nicholas Kawamura som værter.

Selv om radioværten Pelle Peter Jencel for nylig sagde sit faste DR-job op til fordel for freelancelivet, er han slet ikke færdig på public service-stationen.

Sammen med makkeren Nicholas Kawamura genopliver han nu det populære program "Lågsus" på P3 efter mere end fem års fravær.

Det annoncerer DR i en pressemeddelelse.

"Lågsus" blev sendt fra 2012 til 2018 på P3, og nu er der altså genhør i æteren fra 19. januar.

- Med de to dygtige dj's og musikformidlere Nicholas Kawamura og Pelle Peter Jencel holder P3 en kæmpe fest fredag eftermiddag, og alle er inviteret med, skriver DR i pressemeddelelsen.

- "Lågsus" er løssluppent og uforudsigeligt, men går aldrig på kompromis med den gode stemning og det gode selskab, lyder det videre om comebackprogrammet.

Programmet er en del af P3's nye radioudsendelser i 2024, hvor der bliver skruet op for aktualiteten i både hverdagene og i weekenden, tilføjer DR i pressemeddelelsen.

Det bliver blandt andet i "Weekendmorgen" med Ida-Sophia Petersen og Sebastian Lund, og i eftermiddagsprogrammet "Carte Blanche", hvor Maria Josefine "Jojo" Madsen, Jannik Schow og Henrik Eriksen har frit lejde til at se på alt det, der sker i deres eget liv og i verden omkring dem, lyder det.

Eftermiddagen slutter af med programmet "Balalajka", hvor værterne, Mathilde Muus og Anton Ringdal, tager fat i de historier, de andre medier har overset.

DR varslede tilbage i september 2023 store ændringer på P3. Flere programmer og podcasts blev lukket for at gøre plads til flere dagsordensættende formater. Det førte også til, at flere ansatte ikke blev forlænget.

Over for fagbladet Journalisten uddybede redaktionschef Isabella Hindkjær kursskiftet.

- P3 skal fortsat være rigtig godt selskab. Vi vil gerne være pissesjove. Men det står ikke i modsætning til, at vi også kan lave vedkommende aktualitetsindhold om de største historier på dagen, sagde hun dengang til fagbladet.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/01/2024 - 07:45

Jakob Ellemann-Jensen får deltidsjob som podcastvært hos Podimo

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Jakob Ellemann-Jensen, som forlod politik efter sygdom, bliver en af de syv værter på Podimo Bogklub.

Jakob Ellemann-Jensen, som forlod posten som økonomiminister og formand for Venstre umiddelbart efter et halvt års sygemelding, bliver medvært på Podimo-podcasten Podimo Bogklub.

Det meddeler ekspolitikeren i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Jeg har meldt mig ind i en bogklub. Klubbens første møde med mig som vært var med Kristoffer Eriksen som gæst, og vi talte om Christian Bennikes bog "Engang troede vi på fremtiden", skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Podcasten har i alt syv værter, der skiftes til at være vært for afsnittene, som udkommer hver onsdag.

De seks andre værter er Birgitte Hjort Sørensen, Bodil Jørgensen, Carsten Norton, Emily Salomon, Ingrid Baraka og Olivia Salo.

- Hvis du vil være klogere på verden omkring dig, hvis du vil høre, hvorfor ironi åbenbart kan give bagslag, og hvis du vil vide mere om Taylor Swift, så lyt med, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Ellemann-Jensen trak sig fra posten efter nogle dramatiske år, hvor Venstre blev spaltet i flere partier efter opgøret mod Lars Løkke Rasmussen i Brejning ved Vejle i 2019.

Ved folketingsvalget i november 2022 fik Venstre 13,3 procent af stemmerne. Det var partiets dårligste valgresultat siden 1988.

Efter valget gik Venstre i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne, hvilket blandt andet resulterede i en post som forsvarsminister og vicestatsminister til Ellemann-Jensen.

I februar blev han indlagt med et ildebefindende, og hans sygemelding blev få uger senere til en sygeorlov.

I august vendte han tilbage til Folketinget og regeringen. Han stoppede i den forbindelse som forsvarsminister og overtog i stedet posten som økonomiminister.

I oktober meldte han ud, at han ville trække sig fra politik. Troels Lund-Poulsen (V) har overtaget posten som formand.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/01/2024 - 10:00

FAKTA: Brand i elcykler

* Hver sjette familie har et elektrisk køretøj (eksklusive biler), hvoraf det mest udbredte produkt er elcyklen, som 14 procent af de danske familier i 2023 havde en eller flere af i deres hjem ifølge Danmarks Statistiks forbrugerundersøgelse "Elektronik i hjemmet 2023".

* Brande i elcykler udgør fortsat det hyppigste enkeltprodukt blandt mindre lithiumionprodukter, som redningsberedskabet alarmeres til. I 2022 skete det i alt 13 gange. I første halvår af 2023 skete det ligeledes 13 gange.

* Ses antallet af elcykler i Danmark i forhold til antallet af brande i elcykler, svarer det til cirka 3,5 brande per 100.000 el-cykler i 2022 mod cirka 1,5 per 100.000 elcykler i 2021.

Kilde: "Status på brande opstået i mindre lithiumionprodukter" fra Beredskabsstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 11/01/2024 - 10:00

Stigning i batteribrande: Hold øje med din elcykel

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Vær opmærksom på brandfare, hvis du har en elcykel. Det er især under opladningen, at det kan gå galt, advarer eksperter.

Din elcykel er ikke kun flammende hurtig, den kan også være brandfarlig. Derfor er det vigtigt at være særligt opmærksom, når du oplader batteriet.

Sådan lyder advarslen fra Sikkerhedsstyrelsen.

- Sammen med Beredskabsstyrelsen har vi set en tendens til en væsentlig stigning i antallet af brande landet over, som er relateret til produkter med genopladelige batterier, siger Nicoline Zederkof Jensen, der er kontorchef for afdelingen Produktkontrol i Sikkerhedsstyrelsen.

I 2021 blev der i Danmark registreret 30 brande, der opstod i et mindre produkt med litiumionbatteri. I 2022 blev der registreret 73 brande, mens der alene i første halvår af 2023 blev registreret 58.

En del af disse brande opstår i elcykler, elscootere og elløbehjul, viser en opgørelse fra de to styrelser. Og 40 procent af de brande, der brød ud i de mindre personlige transportmidler i perioden fra 2018 til 2022, skete under opladning.

For at minimere risikoen for brand er det først og fremmest vigtigt, at du bruger den originale oplader til elcyklens batteri. Både oplader og batteri skal desuden være uden defekter.

- Sørg for, at batteriet ligger og lader op på et underlag, der ikke er brandbart, og undgå at lade op på steder, hvor der er spærret for flugtveje, hvis nu uheldet er ude. Det er også en god idé at have mindst en fungerende røgalarm i nærheden, siger Nicoline Zederkof Jensen.

Ud over selve batteriet og opladeren kan den elinstallation, du får strøm fra, også give problemer. Det fortæller Jesper Sandberg, der er elteknisk konsulent hos erhvervsorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne.

- Det er ikke urealistisk, at der står fem til ti cykler og lader op samtidig nede i en cykelkælder i en etageejendom. Det kan have en effekt over lang tid - især hvis man kun har en enkelt stikkontakt, og den måske sidder i et andet rum, så man trækker forlængerledninger herfra, siger han.

Sådan en løsning kan gå hen at blive farlig, fordi forlængerledningerne kan have svært ved at klare presset. Jesper Sandberg har også set eksempler på, at man i mangel på stikkontakter har trukket strøm til elcyklerne fra et lampeudtag i loftet, hvilket også øger risikoen for gnister og kortslutning.

- Hvis der sker en fejl, kan lyset, der angiver flugtveje, i øvrigt gå ud, og så risikerer man, at man slet ikke kan orientere sig gennem kælderlabyrinten, siger Jesper Sandberg.

Om du bor i lejlighed eller i hus anbefaler han, at du overvejer at få installeret et sikkerhedssystem i bygningens eltavle. Der findes nemlig sikkerhedssystemer, som kobler automatisk fra, hvis noget går galt.

Samtidig er det afgørende at sørge for, at der er monteret røgalarmer i kælderen eller i garagen, hvor elcyklen står og lader op.

- Problemet er jo, at man tit sætter den til at lade op om natten, hvor man ikke overvåger opladningen. Derfor er det vigtigt med røgalarmer, siger Jesper Sandberg.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek