Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Horsens, 27/06/2023 - 10:54

AC Horsens-anfører indstiller karrieren efter nedrykning

Når AC Horsens i den kommende sæson skal forsøge at vende retur til Superligaen, er det uden Janus Drachmann.

Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Superliga-nedrykkerne fra AC Horsens må undvære anfører Janus Drachmann fremover.

Den 35-årige midtbanespiller indstiller nemlig karrieren.

Det skriver AC Horsens på sin hjemmeside. Drachmann havde ellers et år tilbage af sin kontrakt.

- Jeg vil bare af hjertet sige tak for alle de oplevelser, jeg har fået her og i de andre klubber, jeg har været en del af.

- Det er et eventyr, der er slut nu, og det er nok ikke helt gået op for mig endnu, for det er meget nyt, men jeg er meget overvældet af følelser, tanker og spørgsmål, siger Drachmann i pressemeddelelsen.

Han fortsætter i klubben i en anden rolle, som ikke er nærmere specificeret.

- Når folk hører mit navn, så bliver jeg identificeret med en fodboldspiller, og det er der ikke noget dårligt ved, men det er slut nu for mig og min familie. Jeg skal lige finde fodfæste i det, for det er meget specielt, men det vigtigste er at sige tak for oplevelserne. Jeg er meget stolt og glad for, at jeg har udlevet min drøm, siger Drachmann.

Tilbage i 2006 fik Drachmann debut for AC Horsens. Han forlod klubben i 2015, men vendte tilbage efter seks års fravær. I alt blev det til 251 kampe for AC Horsens.

- Der er stor respekt omkring Janus Drachmann og det, han har udrettet i klubben, og det bliver et tab for kulturen, at han ikke længere skal være spiller, men han har fantastiske menneskelige egenskaber, en stor viden og AC Horsens-DNA, som vi gerne vil bevare i klubben, så han fortsætter i en anden rolle, siger sports- og talentchef Niels Erik Søndergård.

- Han har nået en alder, hvor kroppen begynder at blive lidt slidt, og jeg har kæmpe respekt for, at han selv har truffet beslutningen med et år tilbage af kontrakten, for det er ikke alle, der er i stand til det.

- Han har ydet en kæmpe indsats på og uden for banen, og han skal foreløbig have en kæmpe tak for indsatsen som spiller, anfører og kulturbærer, siger Erik Søndergård.

Drachmann har også spillet for Sønderjyske, FC Midtjylland og OB.

/ritzau/

København, 26/06/2023 - 16:48

Prins Christian får først årpenge som 21-årig

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Der er endnu ikke taget stilling til, hvor meget prins Christian skal have i årpenge. Det sker først fra 2026.

Prins Christian får ikke årpenge, før han fylder 21 år i efteråret 2026 - medmindre han inden da er blevet tronfølger.

Det meddeler Statsministeriet i en pressemeddelelse.

- Der vil inden dette tidspunkt skulle fremsættes et lovforslag for Folketinget om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Christian. Der er endnu ikke taget stilling til niveauet for årpengebeløbet, lyder det.

Prins Christians far, kronprins Frederik, og hans farmor, dronning Margrethe, fik begge årpenge, fra de fyldte 18 år. De var begge tronfølgere, da de fyldte 18 år.

På nuværende tidspunkt er prins Christian nummer to i arvefølgen til den danske trone.

I øjeblikket går prins Christian i 2.g på Ordrup Gymnasium i Gentofte.

Kongehuset skriver i en pressemeddelelse, at det vil være hans hovedprioritet det kommende år at færdiggøre sin uddannelse.

Når tiden er inde, vil kongehuset orientere om hans videre uddannelsesforløb.

- Det er således aftalt med Statsministeriet, at der først søges om opbakning i Folketinget til en lov om årpenge, når prinsen fylder 21 år eller ved et eventuelt tronskifte, hvis det finder sted inden, skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Først herefter er det forventningen, at prinsen i højere grad vil indgå i officielle sammenhænge, lyder det.

Årpenge - også kaldet apanage - er statens ydelse til regenten og medlemmer af kongehuset.

Dronningen får ikke årpenge, men en statsydelse. I 2023 lyder den på omkring 7,5 millioner kroner om måneden svarende til omkring 91 millioner kroner om året.

Statsydelsen dækker også kongehusets udgifter til eksempelvis personale, drift, ejendomme og sikkerhed.

Kronprins Frederik modtager omkring 1,9 millioner kroner om måneden. Det svarer til omkring 22,5 millioner kroner om året. Kronprinsesse Mary modtager ti procent af det beløb.

Prins Joachims årpenge lyder på 330.450 kroner om måneden svarende til godt fire millioner kroner om året. Prinsesse Marie modtager ikke årpenge.

I maj blev det vedtaget af et stort flertal i Folketinget, at prinsen får årpengene med, når han 1. september begynder i sit nye job som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington D.C. i USA.

Ifølge Grundloven krævede det Folketingets samtykke, hvis prinsen skulle modtage årpenge i udlandet.

Prinsen vil ikke få løn i stillingen.

Dansk lovgivning giver medlemmer af kongefamilien mulighed for at modtage apanage, fra de fylder 18 år.

Kongehuset har dog tidligere meldt ud, at det kun er tronfølgere, man i fremtiden vil forvente årpenge til.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/06/2023 - 16:16

Prins Christian får først årpenge som 21-årig

Der er endnu ikke taget stilling til, hvor meget prins Christian skal have i årpenge. Det sker først fra 2026.

Prins Christian får ikke årpenge, før han fylder 21 år i efteråret 2026, medmindre han inden da er blevet tronfølger.

Det er kongehuset og Statsministeriet blevet enige om, meddeler ministeriet i en pressemeddelelse.

- Der vil inden dette tidspunkt skulle fremsættes et lovforslag for Folketinget om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Christian.

- Der er endnu ikke taget stilling til niveauet for årpengebeløbet, skriver Statsministeriet.

Prins Christians far, kronprins Frederik, og hans farmor, dronning Margrethe, fik begge årpenge, fra de fyldte 18 år. De var begge tronfølgere, da de fyldte 18 år.

På nuværende tidspunkt er prins Christian nummer to i arvefølgen til den danske trone.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 27/06/2023 - 08:00

FAKTA: Tjekliste inden afgang

* Husk at vaccinere din hund mindst 21 dage inden afrejse.

* Husk identifikationspapirer på din hund i form af et EU-selskabsdyrpas.

* Sørg for, at din hund er lovligt ID-mærket med en mikrochip.

* Pas på smitsomme sygdomme, og hold derfor øje med din hund under og efter udlandsferien.

* Husk at få styr på din hundeforsikring inden afrejse.

* Undersøg, om du må medbringe hunde til din feriedestination. Det kan variere fra land til land, ligesom det også afhænger af, hvilken hunderace du ønsker at tage med på ferien.

Kilde: Anders Jensen, chefdyrlæge, AniCura Københavns Dyrehospital

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 27/06/2023 - 08:00

Gør dit kæledyr rejseklar inden ferien

Axel Heimken/Ritzau Scanpix

Det er vigtigt at få vaccineret sin hund i god tid, ligesom der er flere retningslinjer og rejsekrav, som kæledyrsejere bør undersøge grundigt inden afrejse.

Hvis Fido, Vimse eller Pjevs skal med til udlandet i år, er der flere ting du skal have styr på.

Dit kæledyr skal nemlig både være chipmærket, vaccineret mod rabies og have et pas, hvis du vil have det med til et andet EU-land.

Har du ikke styr på det, kan du ende i den uheldige situation, at du ikke kan få din hund og kat med, siger chefdyrlæge hos AniCura Københavns Dyrehospital Anders Jensen.

- Hunde og katte, som skal rejse inden for EU skal have en vaccine mod rabies mindst tre uger før ankomsten til udlandet.

- Skal du rejse uden for EU, kan der være blodprøver, som dyret skal have taget, samt andre vacciner at tænke på.

I de fleste europæiske lande kræves det, at hunde er vaccineret minimum 21 dage før udrejse fra Danmark.

- Derfor er det en god idé at bestille tid hos en dyrlæge i god tid, da antallet af bookinger hos dyrehospitaler formentlig kun vil stige i den kommende tid, forklarer Anders Jensen.

Alle hunde skal også være chipmærkede eller have en anden form for id-mærke og have et EU-pas, fortæller han.

Mange danskere henvender sig hos Fødevarestyrelsen, fordi de er i tvivl om, hvilke regler der gælder, oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

- Selv om EU-landene stiller stort set enslydende krav til turister, der har deres kæledyr med, kan der være forskelle. For eksempel stiller Sverige krav om, at din hund skal være i bur eller sikkerhedssele, hvis du har den med i bilen, lyder det fra kontorchef i Fødevarestyrelsen Christina Rughede.

Desuden er kravene til udturen ikke nødvendigvis de samme, som de krav, der stilles, når rejsen går tilbage til Danmark igen.

Derfor er anbefalingen, at kæledyrsejere bruger Fødevarestyrelsens online-guide for "Rejse med kæledyr" til at tjekke, om de har husket det hele.

Men du kan tjekke nok så meget op på formalia inden afrejse. Der er også ting, du skal være særligt opmærksom på under selve rejsen.

- Dit kæledyr kan risikere at blive smittet med sygdomme fra eksempelvis flåter. Her ville jeg være særligt opmærksom i Centraleuropa og nedefter, siger Anders Jensen.

- De kan også blive smittet med sygdomme af parasitter - herunder leishmaniasis-parasitten, der er særlig aktiv i Spanien, Frankrig og Grækenland.

- De overføres ofte via sandfluer i disse områder, og de er mest aktive ved solopgang og solnedgang.

Han tilføjer, at man altid bør kontakte sin dyrlæge ved den mindste tvivl, eller hvis hunden opfører sig anderledes af en eller anden grund. Det kan nemlig være svært at se på dyret, hvis det er blevet inficeret.

På Fødevarestyrelsens hjemmeside finder du informationer om, hvilke krav der gælder, hvis du rejser med kæledyr som akvariefisk, krybdyr, gnavere, fugle og fritter.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv