København, 26/06/2023 - 16:16
Prins Christian får først årpenge som 21-årig
Der er endnu ikke taget stilling til, hvor meget prins Christian skal have i årpenge. Det sker først fra 2026.
Af: /ritzau/
Prins Christian får ikke årpenge, før han fylder 21 år i efteråret 2026, medmindre han inden da er blevet tronfølger.
Det er kongehuset og Statsministeriet blevet enige om, meddeler ministeriet i en pressemeddelelse.
- Der vil inden dette tidspunkt skulle fremsættes et lovforslag for Folketinget om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Christian.
- Der er endnu ikke taget stilling til niveauet for årpengebeløbet, skriver Statsministeriet.
Prins Christians far, kronprins Frederik, og hans farmor, dronning Margrethe, fik begge årpenge, fra de fyldte 18 år. De var begge tronfølgere, da de fyldte 18 år.
På nuværende tidspunkt er prins Christian nummer to i arvefølgen til den danske trone.
/ritzau/




