Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/02/2023 - 09:00

Gør sommerhuset klar til foråret

Få bugt med skimmelsvamp og skadedyr, inden du tager sommerhuset i brug efter en lang vinter.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Med lysere dage i sigte står dit sommerhus og venter på, at du vækker det fra dets vinterhi.

Hvis du har haft lukket helt ned for det i de mørke måneder, er der en række gøremål, du bør tage fat på.

Seniortaksator i forsikringsselskabet Gjensidige Morten Svarre Langner anbefaler, at du lægger ud med et udendørs tjek.

- Få kigget på taget, facaden og vinduerne. Er der faldet noget ned på taget i en storm, eller skal tagrenderne renses? Måske trænger kloakken til at få en tur, siger han.

Dernæst bevæger du dig indendørs. Her skal der tændes for strømmen og åbnes for vandet. Men først og fremmest er det vigtigt, at du slår vinduer og døre op, så der bliver luftet godt og grundigt ud.

- Den der lugt af gammelt sommerhus er faktisk lugten af skimmelsvamp. Det er ikke farligt, men det er godt at få blæst rummene helt igennem og få varme på, så der ikke dannes kondens og dug, siger Tine R. Sode, der er fagekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

Lad varmen lune huset godt igennem, sådan at du får bugt med fugten helt ind i de inderste konstruktioner. Herefter bør du svinge støvsugeren og finde vand og sæbe frem.

- Skimmelsvamp kan godt lide at sætte sig i støv. Samtidig er der et hav af insekter, der har besluttet sig for at lægge sig til at dø i hjørnerne. De skal også ud. Så er man godt hjulpet mod skimmelsvamp, lyder det fra Tine R. Sode.

Kig også efter, om der ligger muselorte bag sofaen, eller om der har været en mår oppe at rumstere på loftet.

Her skal du være opmærksom på, at mens du selv kan bekæmpe mus, så skal du have hjælp fra en skadedyrsbekæmper, hvis der er større dyr på spil.

Er du så uheldig, at rotter er flyttet ind, skal du kontakte kommunen, påpeger Tine R. Sode.

Har de gjort skade, skal du undersøge, om din forsikring har en såkaldt gnaverdækning, siger Morten Svarre Langner.

- Nogle forsikringer har den som standard, andre har det som en tilvalgsdækning, så tjek din forsikringspolice og dine forsikringsbetingelser, så du ved, om du har den.

En anden ting, der kan være smart at få tjekket, er, om vinteren har gjort skade på sommerhusets vandrør. Fyld vandinstallationerne op, åbn for vandet, og tjek, om det kommer ud, som det skal.

- Kig så på din vandmåler. Hvis den løber rundt, uden at du har en hane løbende indenfor, er det tegn på, at du enten har et løbende toilet, eller også er der gået hul på et vandrør, fortæller Morten Svarre Langner.

Frostsprængninger dækkes i øvrigt normalt heller ikke af din forsikring, understreger han.

/ritzau fokus/


København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek