Los Angeles, 05/12/2025 - 23:32
Meghan har rakt ud til sin far efter melding om benamputation
Hertuginde Meghans far, der var i fokus op til brylluppet med prins Harry, er angiveligt alvorligt syg
Eduardo Munoz/Reuters
Af: /ritzau/
Hertuginde Meghan, der er gift med britiske prins Harry, har forsøgt at komme i kontakt med sin far, Thomas Markle, som hun har haft et ikke-eksisterende forhold til.
Det oplyser en talsmand for hertuginden til det britiske medie BBC.
- Jeg kan bekræfte, at hun har rakt ud til sin far, lyder det.
Thomas Markle er angiveligt alvorligt syg og indlagt på et hospital i Filippinerne. Han skal have fået amputeret sit ene ben under en operation.
Ifølge britiske medier flyttede han til Filippinerne fra Mexico tidligere på året, skriver Reuters.
BBC erfarer, at Meghan forsøgte at kontakte ham tidligere fredag, men det er uklart, om det lykkedes.
Thomas Markle kom i fokus kort inden Meghans bryllup med prins Harry i 2018.
Faren meldte afbud kort inden brylluppet grundet hjerteproblemer.
Forinden var han kommet i vælten for at medvirke i en række opstillede paparazzifotos og for at være åbenmundet. I stedet blev det prinsens far, kong Charles, der dengang var prins, som fulgte Meghan op ad kirkegulvet.
Det er ifølge BBC uklart, om hertuginden har genoptaget et godt forhold til sin far efter brylluppet.
Thomas Markle menes ikke at have mødt parrets børn, prins Archie og prinsesse Lilibet, skriver mediet.
Han var desuden kritisk over for Meghan og Harrys beslutning om at trække sig som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.
- Jeg tror, at de begge lige nu er ved at blive til fortabte sjæle, har det tidligere lydt i et interview ifølge BBC.
Det var tilbage i 2020, at parret oplyste, at de trak sig som fremtrædende medlemmer af kongehuset for at finansiere deres eget liv - væk fra det britiske kongehus som institution og væk fra den britiske tabloidpresse.
Efterfølgende har hertuginden lanceret livsstilsbrandet As Ever og kan ses i Netflix-serien "With Love, Meghan", hvor hun deler tips om madlavning, havearbejde, kreativt håndværk, blomsterbinding og værtskab.
/ritzau/




