Går det, som Steffen Brandt håber, tager publikum imod tv-2's nye album, "Som om vi ikke har mere at sige", ved at skråle løs.
Det er i hvert fald den stemning, han og resten af bandet er gået efter.
- Hele grundtanken har været, at det skulle være en plade med energi og nogle omkvæd, man har lyst til at synge med på. Nogle gange er "skråle" et lidt nedsættende ord, men af og til er det lige præcis det, man har lyst til, siger Steffen Brandt og peger blandt andet på nummeret "Der er sol i hver eneste sommer".
- Omkvædet kalder på, at man åbner vinduet og livsglad råber ud i det blå. Uden at pladen skulle blive lalleglad, var det den energi, vi gerne ville have: "Kom så, nu gør vi det simpelthen! Vær glade!".
Albummet er den første plade med nyt materiale siden "Tæt trafik i Herning" fra 2018, for der kom en coronakrise i vejen. Nedlukningen brugte mange musikere til at skrive nyt, men ikke Steffen Brandt.
Faktisk er albummets glade energi nok en ubevidst reaktion på den tid, fortæller han.
- Hvis du spørger mig, var det bare to totalt spildte år. At sidde og være bange var ikke et kreativt rum, jeg kunne bruge til noget, siger den 71-årige musiker og fortsætter:
- Frygt har aldrig været en drivkraft for mig, og ligesom alle andre havde jeg nok at gøre med at få livet til at hænge sammen, siger han.
Faktisk skulle vi et godt stykke om på den anden side af nedlukningerne, før han var klar til at skrive igen. Så meldte spørgsmålet sig: Vi kom igennem, men blev vi klogere?
Det fik sangskriveren til at røre på sig igen. Så kan han komme med en spids pen og forlange en forklaring.
Det er ikke alle sange, der bare er lyse og glade. På albummet finder man også numre som "De græder i Jylland", der gør det ret klart, at Steffen Brandt hellere ville have brugt en del af det, han kalder minkavlernes tårnhøje erstatning, på for eksempel børn og gamle.
Et andet nummer handler om klimaforandringer. Men hvad gør sangeren og sangskriveren egentlig selv på det punkt?
- Jeg er blevet god til at affaldssortere. Det synes jeg har været rigtigt svært, siger han og griner lidt.
- Nej, jeg tror bare, jeg gør, som alle mulige andre også gør: Jeg prøver at have en form for klimabevidsthed med i stort set alle de handlinger, man udfører for at fungere i et moderne samfund. Behøver jeg den ekstra plastikpose? Hvad med at gå i stedet eller bare tage cyklen.
Faktisk synes Steffen Brandt, at det er en spændende udfordring, selv om han også er klar over, at der skal større tiltag til på verdensplan, hvis det for alvor skal batte.
- Det får nogle til at spørge, om det overhovedet hjælper. Man kunne også vende det om: Hjælper det, hvis du ikke gør noget?
Coronaen spændte også ben for tv-2's 40-års jubilæumsturné.
De koncerter, der faktisk blev gennemført, føltes forkerte, fordi folk sad ned med masser af luft imellem sig.
Andre blev aflyst og udskudt.
Heldigvis får gruppen mulighed for at tage revanche, for i år kan de holde 45-års jubilæum, hvilket i øvrigt også markeres med en ny dokumentarfilm, der får premiere på filmfestivalen CPH:DOX og senere bliver sendt på TV 2.
- Vi har altid jubilæum, griner Steffen Brandt.
- Vi er værre end Bilka. Vi har altid mulighed for at feste. Vi er jo kendt som Danmarks lykkeligste orkester. Men vi er jo også kendt under sloganet: "Hvis der er nogen, der ved, hvordan man fester, er det Danmarks lykkeligste orkester".
Til sommer skal tv-2 spille en række koncerter landet over, men allerede her i marts skydes festen i gang med koncerter i Royal Arena og Aarhus Congress Center.
De er alle udsolgte, og på den måde har tingene ændret sig en del i løbet af de 45 år.
- Vi var nogle langsomme startere. Vi spillede i ti år, inden det rigtigt lykkedes for os at nå et større publikum, siger Steffen Brandt og husker grinende tilbage på dengang, de spillede i Vestjylland og ikke helt ramte plet med musikken.
Faktisk blev de bedt om at stoppe efter første sæt.
- Arrangøren kom ud i omklædningsrummet og spurgte, om vi ikke godt ville tage hjem, hvis vi fik vores penge, for han kunne ikke garantere for vores sikkerhed, fortæller Steffen Brandt.
- Vi har også ligget og rakket rundt på de tyske motorveje i en gammel kassevogn, sovet på madrasser oven på anlægget og levet af bratwurst, currywurst og solæg. Vi har prøvet alle de der ting, siger han.
Drama har der også været.
- Vi var ved at blive sejlet ned i Grønland på vej til Aasiaat (Egedesminde, red.). Lige pludselig kom en såkaldt piteraq inde fra indlandsisen, så vi måtte ligge i fem timer og ride stormen af, inden vi kunne søge nødhavn, fortæller Steffen Brandt.
- Vi har oplevet så mange ting, hvor man bare må sige, at vi har været der, levet det, kæmpet det.
På nogle punkter har tingene ikke ændret sig.
- Vi kører stadig rundt i en bandbus. Det er under mere komfortable forhold. Men vi sidder stadig og snakker og drikker øl eller vin efter koncerten og er sammen, så vi ikke kun mødes i øvelokalet, fortæller han.
- Det er den samme energi, vi går på scenen med. Vi spiller, og vi elsker det - men vi ved også godt, at der skal arbejdes, og at man altid skal være i tvivl, om det, man laver, er godt nok.
På den måde er tv-2 også stadig et fællesskab, og det fylder endnu mere i dag.
Det er dog ikke noget, bandet selv sætter mange ord på, og de ser heller ikke nødvendigvis hinanden hver anden dag.
- Vi er jo ikke sådan nogen, der sætter os ned og tager en god snak om det hele, siger Steffen Brandt og griner lidt:
- Vi møder op, snakker om, hvad vi spiller, og så spiller vi. Bagefter snakker vi om, hvordan det gik, og så fortæller vi, hvad vi ellers går og laver. Men vi har ikke formuleret en dagsorden eller sat ord på, at nu er vi en del af et fællesskab. De linjer tror jeg ikke, så mange drenge har brug for at trække op.
Og dreng, det er man for evigt i et band - og i det hele taget.
- Men hvis man ikke passer på, hører den drengede tilstand op alt for tidligt, og det kan jeg bestemt ikke anbefale, siger Steffen Brandt og understreger, at der ikke ligger andet i det end den indstilling, at man skal have det sjovt, og at der skal være plads til at udfolde sig.
- Vi kan da stadig finde på at lave åndssvage ting, erkender han dog.
For eksempel spiller bandet hvert år en koncert på Christiansø. I den forbindelse spiser de altid på en lokal restaurant, der har oplysninger om den lille ø trykt på servietten.
Den serviet er det blevet et fast ritual at afsynge.
- Det er fuldstændig fjollet, at der sidder 12 granvoksne mennesker og synger en serviet. Hvor er fornuften i det? Men jeg tror, de fleste kender til at blive angrebet af et anfald af løssluppenhed, hvis der ikke er en eller anden i selskabet, der slår det ned og siger: "Nu skal vi altså huske at være voksne!".
"Som om vi ikke har mere at sige" udkommer 14. marts.
/ritzau/
