Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/03/2025 - 07:00

Steffen Brandt: Vi har altid mulighed for at feste

Tv-2 fejrer 45-års jubilæum med nyt album og udsolgte koncerter. Sådan var det bestemt ikke i begyndelsen. Alligevel er noget stadig ved det samme som dengang.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: af Benedikte Ballund, Ritzau Fokus

Går det, som Steffen Brandt håber, tager publikum imod tv-2's nye album, "Som om vi ikke har mere at sige", ved at skråle løs.

Det er i hvert fald den stemning, han og resten af bandet er gået efter.

- Hele grundtanken har været, at det skulle være en plade med energi og nogle omkvæd, man har lyst til at synge med på. Nogle gange er "skråle" et lidt nedsættende ord, men af og til er det lige præcis det, man har lyst til, siger Steffen Brandt og peger blandt andet på nummeret "Der er sol i hver eneste sommer".

- Omkvædet kalder på, at man åbner vinduet og livsglad råber ud i det blå. Uden at pladen skulle blive lalleglad, var det den energi, vi gerne ville have: "Kom så, nu gør vi det simpelthen! Vær glade!".

Albummet er den første plade med nyt materiale siden "Tæt trafik i Herning" fra 2018, for der kom en coronakrise i vejen. Nedlukningen brugte mange musikere til at skrive nyt, men ikke Steffen Brandt.

Faktisk er albummets glade energi nok en ubevidst reaktion på den tid, fortæller han.

- Hvis du spørger mig, var det bare to totalt spildte år. At sidde og være bange var ikke et kreativt rum, jeg kunne bruge til noget, siger den 71-årige musiker og fortsætter:

- Frygt har aldrig været en drivkraft for mig, og ligesom alle andre havde jeg nok at gøre med at få livet til at hænge sammen, siger han.

Faktisk skulle vi et godt stykke om på den anden side af nedlukningerne, før han var klar til at skrive igen. Så meldte spørgsmålet sig: Vi kom igennem, men blev vi klogere?

Det fik sangskriveren til at røre på sig igen. Så kan han komme med en spids pen og forlange en forklaring.

Det er ikke alle sange, der bare er lyse og glade. På albummet finder man også numre som "De græder i Jylland", der gør det ret klart, at Steffen Brandt hellere ville have brugt en del af det, han kalder minkavlernes tårnhøje erstatning, på for eksempel børn og gamle.

Et andet nummer handler om klimaforandringer. Men hvad gør sangeren og sangskriveren egentlig selv på det punkt?

- Jeg er blevet god til at affaldssortere. Det synes jeg har været rigtigt svært, siger han og griner lidt.

- Nej, jeg tror bare, jeg gør, som alle mulige andre også gør: Jeg prøver at have en form for klimabevidsthed med i stort set alle de handlinger, man udfører for at fungere i et moderne samfund. Behøver jeg den ekstra plastikpose? Hvad med at gå i stedet eller bare tage cyklen.

Faktisk synes Steffen Brandt, at det er en spændende udfordring, selv om han også er klar over, at der skal større tiltag til på verdensplan, hvis det for alvor skal batte.

- Det får nogle til at spørge, om det overhovedet hjælper. Man kunne også vende det om: Hjælper det, hvis du ikke gør noget?

Coronaen spændte også ben for tv-2's 40-års jubilæumsturné.

De koncerter, der faktisk blev gennemført, føltes forkerte, fordi folk sad ned med masser af luft imellem sig.

Andre blev aflyst og udskudt.

Heldigvis får gruppen mulighed for at tage revanche, for i år kan de holde 45-års jubilæum, hvilket i øvrigt også markeres med en ny dokumentarfilm, der får premiere på filmfestivalen CPH:DOX og senere bliver sendt på TV 2.

- Vi har altid jubilæum, griner Steffen Brandt.

- Vi er værre end Bilka. Vi har altid mulighed for at feste. Vi er jo kendt som Danmarks lykkeligste orkester. Men vi er jo også kendt under sloganet: "Hvis der er nogen, der ved, hvordan man fester, er det Danmarks lykkeligste orkester".

Til sommer skal tv-2 spille en række koncerter landet over, men allerede her i marts skydes festen i gang med koncerter i Royal Arena og Aarhus Congress Center.

De er alle udsolgte, og på den måde har tingene ændret sig en del i løbet af de 45 år.

- Vi var nogle langsomme startere. Vi spillede i ti år, inden det rigtigt lykkedes for os at nå et større publikum, siger Steffen Brandt og husker grinende tilbage på dengang, de spillede i Vestjylland og ikke helt ramte plet med musikken.

Faktisk blev de bedt om at stoppe efter første sæt.

- Arrangøren kom ud i omklædningsrummet og spurgte, om vi ikke godt ville tage hjem, hvis vi fik vores penge, for han kunne ikke garantere for vores sikkerhed, fortæller Steffen Brandt.

- Vi har også ligget og rakket rundt på de tyske motorveje i en gammel kassevogn, sovet på madrasser oven på anlægget og levet af bratwurst, currywurst og solæg. Vi har prøvet alle de der ting, siger han.

Drama har der også været.

- Vi var ved at blive sejlet ned i Grønland på vej til Aasiaat (Egedesminde, red.). Lige pludselig kom en såkaldt piteraq inde fra indlandsisen, så vi måtte ligge i fem timer og ride stormen af, inden vi kunne søge nødhavn, fortæller Steffen Brandt.

- Vi har oplevet så mange ting, hvor man bare må sige, at vi har været der, levet det, kæmpet det.

På nogle punkter har tingene ikke ændret sig.

- Vi kører stadig rundt i en bandbus. Det er under mere komfortable forhold. Men vi sidder stadig og snakker og drikker øl eller vin efter koncerten og er sammen, så vi ikke kun mødes i øvelokalet, fortæller han.

- Det er den samme energi, vi går på scenen med. Vi spiller, og vi elsker det - men vi ved også godt, at der skal arbejdes, og at man altid skal være i tvivl, om det, man laver, er godt nok.

På den måde er tv-2 også stadig et fællesskab, og det fylder endnu mere i dag.

Det er dog ikke noget, bandet selv sætter mange ord på, og de ser heller ikke nødvendigvis hinanden hver anden dag.

- Vi er jo ikke sådan nogen, der sætter os ned og tager en god snak om det hele, siger Steffen Brandt og griner lidt:

- Vi møder op, snakker om, hvad vi spiller, og så spiller vi. Bagefter snakker vi om, hvordan det gik, og så fortæller vi, hvad vi ellers går og laver. Men vi har ikke formuleret en dagsorden eller sat ord på, at nu er vi en del af et fællesskab. De linjer tror jeg ikke, så mange drenge har brug for at trække op.

Og dreng, det er man for evigt i et band - og i det hele taget.

- Men hvis man ikke passer på, hører den drengede tilstand op alt for tidligt, og det kan jeg bestemt ikke anbefale, siger Steffen Brandt og understreger, at der ikke ligger andet i det end den indstilling, at man skal have det sjovt, og at der skal være plads til at udfolde sig.

- Vi kan da stadig finde på at lave åndssvage ting, erkender han dog.

For eksempel spiller bandet hvert år en koncert på Christiansø. I den forbindelse spiser de altid på en lokal restaurant, der har oplysninger om den lille ø trykt på servietten.

Den serviet er det blevet et fast ritual at afsynge.

- Det er fuldstændig fjollet, at der sidder 12 granvoksne mennesker og synger en serviet. Hvor er fornuften i det? Men jeg tror, de fleste kender til at blive angrebet af et anfald af løssluppenhed, hvis der ikke er en eller anden i selskabet, der slår det ned og siger: "Nu skal vi altså huske at være voksne!".

"Som om vi ikke har mere at sige" udkommer 14. marts.

/ritzau/

København, 14/03/2025 - 13:03

Creme i dit øre: Andrea Elisabeth Rudolph vender tilbage som vært

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Iværksætter og tidligere Vild med dans-vært Andrea Elisabeth Rudolph lancerer podcastkanalen Radio Rudolph.

Andrea Elisabeth Rudolph vender tilbage til der, hvor det hele begyndte: radioen.

Den 48-årige iværksætter, der i 2009 forlod mediebranchen for at stifte skønhedsbrandet Rudolph Care, præsenterer nu podcastkanalen Radio Rudolph.

Det afslører hun i et længere opslag delt på Instagram.

- I dag kommer der creme til dit øre, som hun skriver på det sociale medie.

Andrea Elisabeth Rudolph har lavet interviewserien "I spejlet …", hvor hun inviterer en gæst ind foran et stort spejl til en snak om udseende, livserfaringer og alt det, vores ansigter fortæller, lyder det.

Første gæst er sangeren Lis Sørensen, afslører Andrea Elisabeth Rudolph.

- Vi taler om overgangsalderen, om at lægge makeup i mørke og om at finde sin styrke efter en skilsmisse - og så overvejer vi, hvad det egentlig vil sige at blive 70 og vel egentlig være voksen?, skriver Andrea Elisabeth Rudolph.

Andrea Elisabeth Rudolphs karriere begyndte, da hun blev optaget i DR's eget udviklingsforløb, Talentholdet.

Hun har herefter været vært på Radio 100 FM, inden hun bød velkommen til den allerførste omgang "Vild med dans" tilbage i 2005 og de følgende fem sæsoner med undtagelse af den tredje, hvor hun var på barsel.

Selv om Andrea Elisabeth Rudolph nu er tilbage bag mikrofonen, fortsætter hun Rudolph Care, understreger hun i instagramopslaget.

- Nok smører jeg nu også dine øregange ind, men det betyder ikke, at jeg er færdig med at lave creme til resten af kroppen, forsikrer Andrea Elisabeth Rudolph.

/ritzau/

Læs Mere >>

USA, 14/03/2025 - 12:47

Meghans nye satsning: Laver podcast med ærlige samtaler

Nathalia Angarita/Reuters

Prins Harrys hustru, hertuginde Meghan, er i gang med at bygge sin egen virksomhed op. I ny podcastserie vil hun høre andre kvinder, hvordan de har gjort.

Efter streaminggiganten Spotify stoppede samarbejdet med prins Harry og hertuginde Meghan i 2023 grundet forskellige forventninger, bød Lemonada Media sig til.

Og nu kan hertuginde Meghan afsløre sin første podcast for mediet, "Confessions of a Female Founder - with Meghan", som får premiere 8. april.

Det oplyser hun i et opslag delt på sin officielle instagramprofil.

- Jeg har haft ærlige samtaler med fantastiske kvinder, der har gjort drømme til virkelighed og skaleret små idéer til massive succesfulde virksomheder. De åbner sig, deler tips og tricks (og udfordringer) og lader mig udfritte dem, mens jeg bygger min egen virksomhed, As Ever, op, skriver hertuginde Meghan.

- Det har været meget øjenåbnende, inspirerende og sjovt! For hvad er meningen, hvis vi ikke kan have det sjovt imens på dette vilde eventyr?, lyder det fra hende.

Hertuginde Meghan annoncerede sidste år, at hun ville lancere en palet af produkter såsom marmelader, yogaudstyr, boligtilbehør, kogebøger og ting til kæledyr.

Produkterne skal sælges under navnet As Ever.

Prins Harry og hertuginde Meghan trak sig i 2020 som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus til fordel for et mere privat - og selvfinansieret - liv i USA.

Dels for at undgå at være underlagt det britiske kongehus som institution og for at komme langt væk fra den britiske tabloidpresse.

Samme år indgik prins Harry og hertuginde Meghan en aftale med Spotify.

Gennem deres produktionsselskab, Archewell Audio, ville parret udvikle podcasts og programmer, der skulle underholde, oplyse og inspirere, som det lød.

Hertuginde Meghan udgav podcastserien "Archetypes", hvor hun i hvert afsnit fik besøg af kendte kvinder, blandt andre jetsetteren Paris Hilton, tennislegenden Serena Williams og sangeren Mariah Carey, til en snak om stereotyper og fordomme.

Det blev kun til denne ene podcast, og det var for lidt i henhold til Spotify-aftalen på angiveligt 20 millioner dollar.

Ud over den nye podcast, "Confessions of a Female Founder - with Meghan", er hertuginden også aktuel med livsstilsprogrammet "With Love, Meghan" på Netflix.

Inden ægteskabet med prins Harry var hertuginde Meghan kendt som den amerikanske skuespiller Meghan Markle.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 13/03/2025 - 12:30

FAKTA: Fem råd til lønsamtalen

* Forbered dig grundigt, og sæt et mål for, hvad du vil have ud af lønforhandlingen.

* Spørg dig selv, hvad du er værd for virksomheden.

* Løn er mere end kroner og øre på lønsedlen. Andre goder, såsom fridage eller efteruddannelse, er også til forhandling.

* Gør dit for at skabe en god stemning.

* Du forhandler reelt løn året rundt blandt andet ved at spørge om fremtidige lønstigninger.

Kilde: Ingeniørforeningen IDA.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/03/2025 - 12:30

Få mere i løn ved at være godt forberedt og kende din værdi

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Med forberedelse og de rette argumenter kan du selv prøve at få mere i løn. Overvej også, om det er tid til at skifte job, hvis udsigterne ikke er gode.

Overenskomstforhandlingerne er i gang, og flere aftaler er kommet på plads. Men selv om de store forhandlinger sætter rammerne, kan du stadig selv forsøge at få mere i løn.

Det kræver dog som regel en god lønsamtale, hvor du er godt forberedt og klar til at fremhæve din værdi.

Se på, hvad du har bidraget med, og hvilke resultater du har nået i det forgangne år. Husk også at se fremad, lyder rådet fra Jacob Plenaa Thorngreen, der er chefkonsulent i Ingeniørforeningen IDA.

- En grundregel i lønforhandling er, at du ikke skal godtage et nej, siger han og fortsætter:

- Du bør alligevel forsøge at forhandle med gode argumenter og en positiv tone.

Jacob Plenaa Thorngreen anbefaler, at du forbereder dig grundigt og sætter et mål for, hvad du vil have ud af lønforhandlingen. Beslut dig for, hvad du ønsker i løn.

Det bør også indgå i dine overvejelser, hvordan arbejdspladsens økonomi ser ud, da det kan have stor betydning. Det fortæller cheføkonom i Dansk Metal Erik Bjørsted.

- Det er altså værd at overveje, om arbejdspladsen skovler store overskud ind og betaler udbytte til aktionærer. For så er det kun rimeligt, at det også drypper på degnen, så der falder mere af til lønmodtagerne, siger han.

I din forberedelse til lønsamtalen kan du kigge i lønstatistik og lønberegnere samt tale med kolleger, der laver det samme som dig, da I kan løfte hinanden.

- Men hvis du har kendskab til kolleger, der tjener mere, bør du undgå at inddrage deres løn direkte i en lønforhandling. Det kan skabe en negativ stemning, og du kan fremstå misundelig, siger Jacob Plenaa Thorngreen og uddyber:

- Brug i stedet dine opgaver og ansvarsområder som en løftestang i lønforhandling. Og så kan du sige til din chef, at det er vigtigt for dig, at du får en konkurrencedygtig løn i forhold til dine kolleger og branchen generelt.

Ifølge Jacob Plenaa Thorngreen kan der dog være overenskomster, som ikke giver plads til individuel forhandling. Også Erik Bjørsted vurderer, at det ikke er alle steder, der er plads til, at man som medarbejder selv kan forhandle sin løn.

- Der kan i stedet være en fælles tillidsmand, som forhandler på vegne af sig selv og de andre medarbejdere, siger han.

Hvis arbejdspladsen har problemer med at skaffe nok arbejdskraft, kan det være til din fordel, når du skal forhandle løn.

- Det skal man have i baghovedet som lønmodtager, for det betyder, at markedsprisen på arbejdskraften er stigende. Der er tale om udbud og efterspørgsel, siger Erik Bjørsted.

Det kan også være, at du skal overveje, om det er tid til et jobskift. Det er især relevant, hvis du arbejder i en virksomhed, der er kørt lidt fast og år efter år præsterer dårlige resultater.

- Så kan det være en god anledning til at indse, at der ikke er de store udsigter i virksomheden. Man må videre og finde et sted, hvor det går bedre, så der er mulighed for at stige i løn, siger han.

- For en vigtig del af dynamikken på vores arbejdsmarked er, at lønmodtagerne tør tage skridtet videre og søge nye muligheder.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek