Herning, 20/05/2025 - 06:30
Landstræner ændrer succesformel for Ehlers: En no-brainer
Nikolaj Ehlers glider mod Tyskland ind i den danske førstekæde og får en vigtig rolle i powerplay.
Cameron Bartlett/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det må siges at være noget af et luksusproblem at skulle finde den rette plads på landsholdet til Danmarks bedste forward.
Men det er ikke desto mindre det, ishockeylandstræner Mikael Gath skal gruble over frem mod kampen mod Tyskland tirsdag aften.
Med tilgangen af Nikolaj Ehlers kommer der en ny spiller til den danske førstekæde og en sand powerplay-specialist. Og det betyder, at Gath skal ændre i de opstillinger, der har scoret mål på samlebånd i de seneste kampe.
- Sådan er det. Det er altid svært, når man skal ændre på nogle ting, der virker. Vi har haft et godt powerplay og kæder, der har fungeret.
- Men Nikolaj skal jo helt sikkert spille i en topkæde og skal spille powerplay, og det indebærer, at vi må lave lidt om, siger Gath.
Han slår fast, at han fastholder kæden med Oscar Fisker Mølgaard, Joachim Blichfeld og Mikkel Aagaard. Også sliderkæden med Morten Poulsen og Mathias Bau fortsætter som hidtil.
Dermed kommer Ehlers til at gå ind i kæden, der mod Norge talte Nicklas Jensen, Patrick Russell og Jonas Røndbjerg.
Spørgsmålet er så, hvilken af de to powerplay-formationer, han skal spille i. For selv om det danske overtalsspil hører til turneringens bedste, skal der naturligvis findes plads til en spiller med Ehlers' kvaliteter.
- Det er en no-brainer. Det er ikke et spørgsmål, om han skal spille powerplay. Det er kun et spørgsmål om, hvor han skal spille, fastslår Gath.
Landstræneren glæder sig selvsagt til at få den 29-årige hurtigløber ind på holdet til den afgørende gruppekamp.
Men han påpeger samtidig, at det er barske vilkår for Ehlers at skulle præstere under.
- Man skal passe på med at have for store forventninger til én kamp efter en lang rejse og ingen træninger.
- Men han kommer jo med en kvalitet og fart, der giver os en ny dimension. Det er jo en af de bedste spillere, vi kan finde. Han har haft en kanonsæson. Vi håber, at han har kunnet sove i nat, siger Mikael Gath.
Kampen mod Tyskland begynder klokken 20.20.
/ritzau/