Den opdaterede udgave af Kraks Blå Bog, som udkommer torsdag, har særligt i år budt velkommen til en række personer fra det danske kulturliv.
Blandt andre cellist Josefine Opsahl, forfatter Morten Pape, kunstner Maria Koshenkova og designer Anker Bak er blevet tilføjet.
Det oplyser Gads forlag, der udgiver bogen, i en pressemeddelelse. Kraks Blå Bog er et opslagsværk over betydningsfulde danskere, der blandt andet indeholder information om vedkommendes erhverv og virke, uddannelse og familie.
Der er også en royal entre i årets Blå Bog. Prinsesse Isabella, der fyldte 18 år tilbage i april, er tilføjet til listen over kendte og prominente personer i landet.
Prinsesse Isabella er den yngste, som i år er tilføjet til Kraks Blå Bog.
I alt er 101 nye personer blevet optaget i årets opdaterede udgave af Kraks Blå Bog.
Den trykte udgave af bogen indeholder 8245 biografier om nulevende personer, mens den digitale version rummer mere end 30.000 navne.
En lang række forskellige professioner er også repræsenteret på listen, såsom overlæge Morten Frisch samt politidirektør Kim Christiansen.
Flere politikere er ligeså tilføjet til bogen, blandt andre EU-parlamentsmedlemmerne Rasmus Nordqvist og Marianne Vind, samt Rasmus Stoklund, folketingsmedlem og skatteminister, og Jeppe Bruus, folketingsmedlem og minister for Grøn Trepart.
Der findes ikke en fast formel på, hvem der bliver udvalgt til at indgå i opslagsværket.
Betingelsen for optagelse er, at man er fagligt dygtig og anerkendt inden for sit område og dermed har en markant, positiv indflydelse på det danske samfund, skriver Gads forlag på sin hjemmeside.
Kraks opdaterede udgave af den Blå Bog udkommer torsdag og koster 2275 kroner.
Bogen er udkommet hvert år siden 1910.
/ritzau/