Kyiv, 28/07/2025 - 02:39
Ukraine melder om mindst fem sårede i angreb på Kyiv
Fem personer er blevet såret i et russisk angreb på Kyiv, melder lederen af den ukrainske hovedstads militær.
Af: /ritzau/
Et russisk luftangreb på Ukraines hovedstad, Kyiv, har såret mindst fem personer og beskadiget en beboelsesbygning.
Det melder lederen af Kyivs militære administration, Tymur Tkatjenko, på den krypterede beskedtjeneste Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Rusland har ifølge ukrainske meldinger de seneste uger sendt rekordmange droner og missiler af sted mod ukrainske byer og har dræbt adskillige civile.
Søndag eftermiddag blev tre civile dræbt, og adskillige blev såret, da en russisk drone ramte en bus i Ukraines nordøstlige Sumy-region.
Det meldte regionens anklagemyndighed ifølge AFP på Telegram, hvor billeder af det ødelagte køretøj var vedhæftet. Ofrene var kvinder i alderen 66 til 78 år.
Ukraine har den seneste tid også intensiveret sine angreb i Rusland.
Den russiske region Leningrads guvernør, Aleksandr Drozdenko, meldte søndag på Telegram, at en mand var død i en brand forårsaget af nedfaldne dronerester fra Ukraine. Det skrev det statslige russiske nyhedsbureau Tass og AFP.
Yderligere tre personer blev desuden såret, lød meldingen. Ifølge Ruslands forsvarsministerium blev 50 ukrainske droner skudt ned over Leningrad i løbet af dagen.
Drozdenko mener, at angrebet var målrettet industrielle og militære mål.
/ritzau/