Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/12/2024 - 08:00

Lars Hjortshøj: Folk skal få hovedet ud af deres egen røv

Det er en kritisk, men også en mere taknemmelig Lars Hjortshøj, der snart drager på tur med sit nye onemanshow, "Plat & krone".

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Mille Mulbjerg Rothgardt, Ritzau Fokus

Vi har aldrig levet i en mere selvoptaget tid, mener Lars Hjortshøj.

- Folk bruger enorme kræfter på sig selv og selvudvikling, lyder det fra den 57-årige komiker, skuespiller og tv-vært.

I foråret tager han på turné med sit nye show, "Plat & Krone", der handler om, at "folk skal tage hovedet ud af deres egen røv", som han beskriver det.

- Folk har sjældent blik for det fælles og spørger sjældent, hvad de kan gøre for fællesskabet, lyder det fra Lars Hjortshøj.

Showet er endnu en tilføjelse til et langt CV for den erfarne komiker, der i 2022 kunne fejre jubilæum efter 30 år på scenen.

Men det er ikke kun på arbejdet, at Lars Hjortshøj er blevet en mere erfaren herre.

Han beskriver sig selv som et mere taknemmeligt menneske i dag.

- Jeg tager ikke ting for givet. Jeg er blevet mere opmærksom i det private, siger han.

Derfor er det også en mere opmærksom Lars Hjortshøj, der snart bliver far for tredje gang, når hans kæreste, Camilla Skjødt Rønsgaard, føder parrets første fælles barn, som slutter sig til familien, der også tæller komikerens to voksne børn fra sit første ægteskab.

Hvornår efternøleren gør sin entre, vil Lars Hjortshøj gerne holde for sig selv, men det kommer ikke til at karambolere med hans forestående turné, forsikrer han.

- Der er styr på det. Jeg prøver at tage en lille smule hensyn, siger den garvede komiker med et smil på læben.

- Livet er jo fuld af overraskelser og tilfældigheder, men denne gang kommer der mere ro på, siger Lars Hjortshøj.

Inden Lars Hjortshøj drager på turné, kan han netop nu ses i Prime Video-programmet "LOL: Den der ler sidst" over for blandt andre Linda P, Mia Lyhne og Rasmus Bjerg.

Her kan han trække på sine mere end 30 år på comedyscenen, når han skal få de andre deltagere til at grine uden selv at flække sammen.

Den, der ler sidst, vinder en pose penge til et velgørende formål.

/ritzau/

København, 06/06/2025 - 15:00

Efter gedigen succes: Netflix afslører ny dansk satsning

Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen er på rollelisten i Netflix' kommende danske thriller, "Den hemmelige kvinde".

Samtidig med at den nye danske Netflix-serie, "Reservatet", går sin sejrsgang verden over, kan streaminggiganten nu afsløre sin næste danske satsning.

Det er filmatiseringen af Anna Ekbergs krimi "Den hemmelige kvinde", som Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen skal vække til live på skærmen.

Det annoncerer Netflix i en pressemeddelelse.

Filmen udspiller sig på en ø, hvor den kvindelige hovedrolle bor med sin mand og driver en café.

Men idyllen slår revner, da en fremmed mand træder ind i caféen og hævder, at hun slet ikke er den, hun tror, hun er. Han påstår, at hun i virkeligheden er en helt anden - hans egen hustru, som forsvandt for tre år siden.

Grundige undersøgelser afslører en sandhed, der vender op og ned på hendes liv, og hun føler sig tvunget til at forlade den mand, hun elsker, for at finde ud af, hvad der skete med hende for tre år siden.

Ud over Natalie Madueño, Claes Bang og den norske skuespiller Pål Sverre Hagen, som indtager de centrale roller i "Den hemmelige kvinde", er også Broen-skuespilleren Lars Simonsen og Krøniken-stjernen Stina Ekblad på rollelisten.

Filmen, som er baseret på Anna Ekbergs krimi, er skrevet af Anders August, som før har skrevet filmatiseringerne af Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" og Danmarks fodboldsejr i EM "Sommeren '92".

Filmen instrueres af Barbara Topsøe-Rothenborg, der også instruerede den danske Netflix-film "Kærlighed for voksne" i 2022.

"Den hemmelige kvinde" forventes at få premiere på Netflix i 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 06/06/2025 - 13:56

Medier: David Beckham bliver snart slået til ridder

Toby Melville/Ritzau Scanpix

I mange år har David Beckham været nævnt som kandidat til at blive slået til ridder. Nu sker det ifølge BBC.

Den tidligere fodboldspiller og landsholdsanfører David Beckham står til at blive slået til ridder.

Det erfarer det britiske medie BBC og avisen The Sun. Oplysningen er ikke officielt bekræftet.

50-årige Beckham var som aktiv udøver en kendt frisparksspecialist.

Men han har også markeret sig som modeikon, klubejer og halvdelen af et af verdens mest berømte ægtepar.

Ifølge BBC vil han blive slået til ridder ikke blot for sine bedrifter på fodboldbanen, men som følge af et bredere bidrag til det britiske samfund.

Beckham er blandt andet mangeårig ambassadør for FN's Børnefond, Unicef.

Han vil ifølge det britiske medie fremgå af kong Charles' liste over fødselsdagsudmærkelser, som ventes offentliggjort næste uge.

Kong Charles blev egentlig født 14. november i 1948, men den britiske monarks officielle fødselsdag markeres med Trooping the Colour-paraden 14. juni 2025.

Beckham har været nævnt mange gange som en mulig kandidat til at blive slået til ridder. Han fik i 2003 ordenen OBE - The Order of the British Empire.

Hverken talspersoner for den britiske regering eller David Beckham har ønsket at udtale sig til BBC.

- Vi udtaler os ikke om spekulationer vedrørende hædersbevisninger, siger en talsperson for den britiske regering.

Beckham spillede også en fremtrædende rolle i at få OL til London i 2012.

Han nåede blandt andet at spille for Manchester United, Real Madrid og LA Galaxy, inden han i maj 2013 stoppede sin fodboldkarriere efter nogle måneder hos det franske storhold Paris Saint-Germain.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Opskrift på overnight oats a la gulerodskage

* Kom havregryn, gulerod, chiafrø, kardemomme og kanel i et sylteglas.

* Tilsæt salt, rosiner og mælk.

* Rør det hele grundigt rundt.

*Sæt låg på glasset og sæt det i køleskab natten over.

* Rør rundt i grøden næste morgen.

Skyrcreme:

* Blend banan og dadler. Rør begge dele med skyr og vanilje.

* Top grøden med bær og eventuelt. honning og pak forsigtigt i madpakken med skyrcreme on the side.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Ingrediensliste til overnight oats a la gulerodskage

Opskriften er til to personer:

* 1 ½ dl fint valsede havregryn

* 1 dl revet gulerod

* 2 spsk. chiafrø

* ½ tsk. stødt kardemomme

* 2 tsk. stødt kanel

* 1 nip salt

* 1-2 spsk. rosiner

* 3 dl mælk

Skyrcreme:

* 1 moden banan

* 2 bløde dadler

* 2 dl skyr

* 1 tsk. vaniljepulver

Topping:

* 2 håndfulde blandede bær

* Eventuelt  honning

Kilde: louisalorang.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek