København, 21/05/2025 - 08:26
Dansk badmintonduo kommer ned på jorden efter vild uge
William Kryger Boe og Christian Faust Kjær spillede finale i sidste uge. Det bliver det ikke til i denne uge.
Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Med en højst overraskende finaleplads i Thailand Open i sidste uge strøg William Kryger Boe og Christian Faust Kjær med fantomfart ind på den internationale badmintonscene.
I denne uge kom duoen ned på jorden igen.
Onsdag morgen dansk tid spillede herredoublen sin første kamp ved Malaysia Masters, og det blev også den sidste.
William Kryger Boe og Christian Faust Kjær tabte i første runde med 21-12, 11-21, 17-21 til Khai Xing Kang og Aaron Tai fra Malaysia.
Dermed er den danske duo ude af turneringen, der ligesom Thailand Open rangerer som en Super 500-turnering - det fjerdehøjeste niveau.
De to badmintonspillere overraskede alt og alle, da de tog den ene sejr efter den anden mod prominente par ved Thailand Open i sidste uge.
De nåede hele vejen til finalen, hvor de vandt første sæt over malaysiske Aaron Chia og Wooi Yik Soh, som dog fik styr på sagerne og vandt de to næste sæt og dermed finalen.
Præstationen betød, at William Kryger Boe og Christian Faust Kjær strøg adskillige pladser frem på verdensranglisten. Det var dog nødvendigt at spille kvalifikationsturnering for at få adgang til Malaysia Masters.
Ved den malaysiske turnering spillede Line Christophersen sig onsdag morgen dansk tid videre til anden runde i damesingle. Senere på dagen skal blandt andre Line Kjærsfeldt og Rasmus Gemke i aktion.
/ritzau/