København, 22/05/2025 - 18:52
Joachim Boldsen stiller op til kommunalvalget for Konservative
I Hørsholm Kommune vil der være et ganske prominent navn på stemmesedlen hos De Konservative.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den tidligere landsholdsspiller i håndbold Joachim Boldsen stiller op til kommunalvalget 18. november.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
47-årige Boldsen stiller op for De Konservative i Hørsholm Kommune, hvor han også bor.
Det sker efter opfordring fra den nuværende borgmester, Morten Slotved (K), der fortsat er partiets spidskandidat ved valget.
- Jeg synes, at det kunne være interessant at være med til at præge vores kommune til at blive den bedste i Danmark. Med tre skolebørn - to i folkeskolen og én i gymnasiet - så ligger det jo mig på sinde, hvilke muligheder vi tilbyder vores unge, siger Boldsen til Sjællandske Nyheder.
Efter håndboldkarrieren har Boldsen blandt andet arbejdet som tv-vært og håndboldekspert. Som spiller er han noteret for 186 landskampe og 405 mål fra 1998 til 2008.
På klubniveau spillede han i en række klubber, blandt andet i tyske SG Flensburg-Handewitt og spanske FC Barcelona.
I dag arbejder Boldsen ifølge Sjællandske Nyheder som selvstændig HR-konsulent. Her hjælper han små- og mellemstore virksomheder, og han laver ledelseskurser.
Mærkesagerne for Boldsen er børn og unge samt kultur og idræt. Både breddeidræt og på eliteniveau.
Boldsen udtaler til Sjællandske Nyheder, at han godt ved, at "politik er et slagsmål", men han tilføjer, at det ikke behøver at være "os mod dem" hele tiden.
Borgmester Morten Slotved siger, at han "gennem en del år" har opfordret Boldsen til at blive kandidat for partiet.
Boldsen bliver kandidat nummer 13 ud af 15 på den konservative liste ved kommunalvalget. Flere kandidater kan fortsat komme på listen, meddeler borgmesteren.
På det seneste har Boldsen været ganske synlig hos TV 2, da han var en af deltagerne i programmet " 'Spillet", hvor en række kendte danskere var med.
/ritzau/