København, 26/07/2025 - 20:01
Tidligt drømmehug mod Vejle sender FCK mod ny sejr
Efter to minutter bragede Lukas Lerager FCK i front og grundlagde en komfortabel hjemmesejr mod Vejle.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FC København fortsætter stimen af sejre fra starten af sæsonen. Lørdag blev det til den tredje af slagsen på godt en uge, hvis man regner Champions League-kvalifikationen med.
Hjemme i Parken blev Vejle slået komfortabelt med 2-0.
Allerede i den første halve time satte FCK tingene på plads med begge mål, og hjemmeholdet kontrollerede sejren hjem uden at anstrenge sig unødvendigt meget.
Kampen startede i et opskruet tempo, men FCK-backen Rodrigo Huescas skulle lige ud af startblokken. Han forærede efter få sekunder Vejle en stor mulighed, som Mikkel Duelund sparkede over mål.
Minuttet senere fremførte hjemmeholdet et angreb med enorm intensitet, og Thomas Delaney tacklede bolden hen til midtbanekammeraten Lukas Lerager, der fra kanten af feltet tordnede bolden i målhjørnet til 1-0.
Kort efter fik FCK også tilkendt et straffespark, men efter et VAR-gennemsyn kom dommeren frem til at annullere det.
Målet til 2-0 kom i stedet efter 25 minutter. Jordan Larsson fik lov at vandre ind mod feltet fra højre side, og da ingen gik til ham, sparkede svenskeren bolden i modsatte hjørne.
Vejle gik optimistisk nok til værks og fik lov at have bolden meget, men det kneb med at skabe det helt store.
FCK kontrollerede kampen fuldstændig og gav ikke meget væk i anden halvleg.
Omvendt havde hjemmeholdet ikke det store behov for at jagte en storsejr i et travlt startprogram, hvor der allerede på tirsdag venter europæisk returkamp mod Drita i Kosovo efter dansk sejr på 2-0 i det første opgør.
Magnus Mattsson var tæt på scoring for FCK i anden halvleg, men efter tre straffesparkmål i sæsonens første to kampe måtte han forlade banen uden at score.
Det samme måtte udeholdet, der var tæt på reducering efter en dødbold efter 83 minutter.
/ritzau/