Bruxelles, 26/06/2025 - 18:37
Ingen tiltag om øget pres på Israel efter topmøde
EU skal arbejde videre med Israel-associeringsaftale og sanktioner mod bosættere, lyder det efter EU-topmøde.
Abdel Kareem Hana/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
EU's stats- og regeringsledere giver grønt lys til, at EU-Ministerrådet kan arbejde videre med sanktioner mod ekstremistiske bosættere på Vestbredden og enheder og organisationer, der støtter dem.
Det står i den konklusionstekst, som er blevet offentliggjort, efter at EU-medlemslandene har diskuteret situationen i Mellemøsten på EU-topmødet i Bruxelles.
Landene er ikke blevet enige om, hvorvidt Israels associeringsaftale med EU skal revideres.
Diskussionen fortsættes i EU-Ministerrådet i juli, lyder det, og den er afhængig af udviklingen på stedet.
Associeringsaftalen er en handelsaftale mellem de to parter.
Ifølge dens artikel to skal begge parter overholde menneskerettigheder.
Flere lande har opfordret EU-Kommissionen til at undersøge, hvorvidt Israel overholder artikel to grundet beretninger om hungersnød i Gaza.
Sidste uge præsenterede EU's udenrigschef, Kaja Kallas, resultaterne for medlemslandenes udenrigsministre.
Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) er der brug for, at den humanitære hjælp kan komme ind i Gaza, og at de civile beskyttes.
- Vi har Gaza og de ulovlige bosættere på Vestbredden, og der er ingen tvivl om, at vi skal bruge vores møde også i dag til yderligere at presse Israel, siger hun på topmødet.
Mere kritisk lyder det fra blandt andre Frederiksens irske kollega, premierminister Micheál Martin.
- Jeg vil sige til mine europæiske kolleger, at Europas befolkning finder det uforståeligt, at Europa ikke synes at være i stand til at lægge pres på Israel og påvirke Israel til at stoppe denne krig i Gaza.
- Til at stoppe den fortsatte nedslagtning af børn og uskyldige civile, siger Martin.
Han kalder den rapport, som Kaja Kallas har præsenteret for medlemslandene, for "beskeden".
Han tilføjer, at han forstår, at forskellige lande har forskellige holdninger til situationen af historiske årsager, men kalder det "uforståeligt" ud fra et humanitært perspektiv.
Blandt andet Tyskland har sagt, at man ikke må pille ved EU's associeringsaftale med Israel.
Lignende kritisk lyder det fra den spanske premierminister, Pedro Sánchez, der på sin vej ind til topmødet kalder situationen i Gaza et folkemord.
/ritzau/