Venedig, 28/06/2025 - 03:07
Medier: Bezos har sagt ja ved storslået bryllup i Venedig
Jeff Bezos' hustru har ændret sit navn på Instagram til Lauren Sanchez Bezos efter bryllup i Venedig.
Stefano Rellandini/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den amerikanske milliardær og Amazon-grundlægger, Jeff Bezos, har sagt ja til sin hustru, journalisten Lauren Sanchez, under et bryllup i Venedig i Italien.
Det skriver flere medier, heriblandt nyhedsbureauerne AP og AFP.
Det skete ifølge italienske medier på San Giorgo, der er en af Venedigs mange øer. Vielsen menes at have fundet sted i et stort, udendørs amfiteater på øen, der ligger over for Markuspladsen i Venedig.
Der er ingen af de to, der direkte har bekræftet, at vielsen har fundet sted.
Sanchez lagde sent fredag aften et foto ud af sig selv og 61-årige Bezos på det sociale medie Instagram. Her er hun iført en lang, hvid kjole, og han et sort jakkesæt med butterfly.
I beskrivelsen har hun skrevet datoen for brylluppet, den 27. juni. Sanchez har desuden ændret sit Instagram-navn til Lauren Sanchez Bezos.
Ifølge medierne sang Matteo Bocelli for det nygifte par. Han er søn af den berømte operasanger Andrea Bocelli.
55-årige Sanchez menes at have forberedt 27 sæt tøj, som hun skulle bære under fejringen.
Det var i det hele taget et ekstravagant bryllup, hvor flere kendisser deltog.
Blandt de fotograferede var talkshowværten Oprah Winfrey, skuespilleren Orlando Bloom og mediepersonlighederne Kim og Khloe Kardashian.
Desuden sås den amerikanske fodboldspiller Tom Brady, Jordans dronning Rania og den amerikanske præsident Donald Trumps datter, Ivanka Trump.
Bezos og Sanchez donerer i forbindelse med brylluppet tre millioner euro - godt 22 millioner kroner - til byen. Det har regionen Venetos præsident, Luca Zaia, oplyst til AFP.
Brylluppet har vakt vrede blandt aktivister i Venedig. I flere uger har folk demonstreret imod brylluppet med argumenter om, at Venedig bliver lavet om til en forlystelsespark for de rige.
Ifølge blandt andet mediet BBC skulle brylluppets festligheder oprindeligt have fundet sted i byens centrum i den historiske bygning Cuola Vecchia della Misericordia.
Det blev dog rykket til udkanten af byen til skibsværftet Arsenale di Venezia. Det er ikke officielt bekræftet, og det er uklart, om demonstrationerne var årsag til ændringen.
Aktivisterne så det som en sejr, har de sagt til BBC.
/ritzau/