København, 03/06/2025 - 06:51
Norge vil med dansk hjælp overtale EU til aldersloft på sociale medier
Norske ministre har været i Danmark forud for dansk EU-formandskab til snak om aldersgrænse på sociale medier.
Af: /ritzau/
Norge vil indføre en aldersgrænse på 15 år for brug af sociale medier og ser gerne, at EU følger med.
Sådan lyder det fra Norges børne- og familieminister Lene Vågslid og digitaliseringsminister Karianne Tung, som mandag begge var i Danmark.
Her diskuterede de ifølge det norske nyhedsbureau NTB sagen med den danske digitaliseringsminister, Caroline Stage (M).
Danmark har formandskabet i EU det næste halve år og kan dermed sætte sagen på dagsordenen.
Det ser man gerne fra norsk side.
- Vi er her for at varsle, at vi ønsker, at Europa skal forene kræfterne i at indføre en absolut aldersgrænse på sociale medier, siger de to norske ministre til NTB.
Karianne Tung kalder det "meget vigtigt", at Europa går i takt.
Caroline Stage har tidligere meldt sig klar til at udfordre EU-lovgivning om sociale medier.
- I tilfælde, hvor EU-lovgivningen er uklar, er jeg meget villig til at prøve rækkevidden af reguleringen af.
- Jeg mener, at vi skal udnytte det de steder, hvor vi har et nationalt handlerum til at beskytte børn og unge online, lød det i et folketingssvar fra Caroline Stage i marts.
I interviewet med NTB siger den norske digitaliseringsminister dog, at det er vanskeligt at indføre en sådan aldersgrænse i praksis.
- Det er juridisk og teknisk banebrydende arbejde, siger Karianne Tung til NTB.
/ritzau/