Kyiv, 30/08/2025 - 16:35
Ukrainsk toppolitiker skudt og dræbt i vestukrainsk by
Tidligere parlamentsformand, der også spillede stor rolle i Majdan-revolutionen, er blevet dræbt i Lviv.
Roman Baluk/Reuters
Af: /ritzau/
Politikeren Andrij Parubij, som er tidligere formand for det ukrainske parlament, er blevet dræbt i byen Lviv i det vestlige Ukraine.
Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på det sociale medie X lørdag.
Myndigheder oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at han blev skudt.
- Indenrigsminister Ihor Klymenko og rigsadvokat Ruslan Kravtjenko har netop oplyst om de umiddelbare forhold omkring det forfærdelige drab i Lviv, skriver Zelenskyj.
- Andrij Parubij blev dræbt. Mine kondolencer til hans familie og kære.
- Alle nødvendige styrker og midler er sat ind i efterforskningen og eftersøgningen efter drabsmanden, fortsætter den ukrainske præsident.
I et opslag på sociale medier senere lørdag skriver Zelenskyj ifølge AFP, at drabet på den tidligere parlamentsformand var nøje planlagt.
- Desværre var denne forbrydelse nøje planlagt. Men vi sætter alt ind på at løse denne forbrydelse, skriver præsidenten.
Ukrainsk politi melder ifølge AFP, at Parubij blev dræbt i en byge af skud.
Parubij spillede en stor rolle i Majdan-revolutionen.
Det var de historiske proeuropæiske protester, der førte til, at den daværende prorussiske præsident, Viktor Janukovitj, i februar 2014 flygtede til Rusland.
I Majdan-protesterne stod den nu dræbte politiker for at organisere de omfattende demonstrationers selvforsvarsstyrker.
Majdan-protesterne tog fart, efter at Janukovitj havde droppet en associeringsaftale med EU.
Kort efter protesterne blussede uroen op i Østukraine. Det var umiddelbart efter Janukovitjs flugt, at russerne annekterede halvøen Krim.
Samtidig støttede Rusland prorussiske separatister, som gjorde oprør i det østlige Ukraine i Donetsk og Luhansk.
Fra februar til august 2014 - mens uroen på Krim og i Østukraine var stor - var Parubij sekretær for Ukraines Nationale Sikkerheds- og Forsvarsråd. Formelt er det præsidenten, der leder rådet, mens sekretæren står for den daglige ledelse.
Den ukrainske premierminister, Julija Svyrydenko, kalder drabet et "stort tab" for landet.
- Du har altid været en ukrainsk patriot og ydet et stort et bidrag til dannelsen af vores af stat, skriver hun på X.
Der bor omkring 700.000 mennesker i Lviv, som ligger omkring 70 kilometer øst for grænsen til Polen.
/ritzau/