Washington D.C., 14/05/2025 - 05:47
Trump: Aftale med Kina vil åbne landet for virksomheder fra USA
Der er udsigt til, at amerikanske virksomheder skal spille en større rolle i Kinas økonomi, siger Trump.
Af: /ritzau/AFP
USA har allerede rammerne på plads til en "meget stærk" handelsaftale med Kina.
Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, i et interview udsendt tirsdag aften amerikansk tid på tv-kanalen Fox News.
- Vi har rammerne til en meget, meget stærk aftale med Kina. Men den mest spændende del af aftalen handler om at gøre Kina mere åbent for amerikanske virksomheder, siger præsidenten.
Han tilføjer, at det også vil være spændende for Kina, hvis der bliver flere muligheder for amerikanske selskaber i landet.
Interviewet er optaget om bord på præsidentflyet Air Force One.
En central del af forhandlingerne om en handelsaftale mellem Kina og USA handler om told.
Mandag meldte de to lande ud, at de var blevet enige om i en periode på 90 dage at sænke toldsatserne markant. I mellemtiden fortsætter forhandlingerne om en egentlig handelsaftale.
Her mener Trump altså, at forhandlingerne er kommet langt. Han går dog ikke nærmere i detaljer.
Tidligere har han sagt, at der var meget, Kina og USA var enige om.
/ritzau/AFP