København, 27/07/2025 - 03:59
Cambodja og Thailand åbner for fredsdialog med USA som mægler
Cambodja har ligesom Thailand taget positivt imod Donald Trumps tilbud om at mægle i landenes grænsekonflikt.
Str/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Cambodja er parat til at indlede forhandlinger om en våbenhvile med Thailand, hvor USA påtager sig en rolle som mægler.
Det meddeler landets premierminister, Hun Manet, ifølge AFP natten til søndag.
Både Cambodja og Thailand har dermed signaleret, at landene ønsker en våbenhvile, efter at USA's præsident, Donald Trump, lørdag opfordrede til et øjeblikkeligt stop for voldelige sammenstød ved grænsen.
Trump førte lørdag telefonsamtaler med de to landes ledere, og her tilbød den amerikanske præsident, at USA gerne vil påtage sig rollen som mægler i konflikten.
Cambodjas premierminister, Hun Manet, byder natten til søndag meldingen fra Trump velkommen.
Manet oplyser, at han har bedt Cambodjas udenrigsminister kontakte USA's udenrigsminister, Marco Rubio, for at koordinere det videre forløb med Thailand.
Thailands fungerende premierminister, Phumtham Wechayachai, sagde lørdag aften, at Thailand er parat til at indlede en dialog omkring en våbenhvile.
- Men Thailand vil gerne se oprigtige intentioner fra den cambodjanske side, skrev Wechayachais ministerium på det sociale medie X.
Konflikten ved grænsen mellem Thailand og Cambodja begyndte torsdag og har indtil videre kostet 33 personer livet.
De to lande har i over 100 år kæmpet om suverænitet over den 817 kilometer lange grænse.
/ritzau/