Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 07/06/2025 - 03:34

Fejlagtigt deporteret mand vender hjem til anholdelse i USA

USA's justitsminister fastholder, at salvadoransk mands hjemvenden til USA skyldes sigtelser mod ham.

-/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Kilmar Abrego Garcia, som ved en fejl blev deporteret fra USA til El Salvador, er kommet tilbage til USA.

Det oplyser den amerikanske justitsminister, Pam Bondi, fredag amerikansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ved sin ankomst blev Garcia anholdt, sigtet for at have smuglet migranter ind i USA, siger justitsministeren.

Kilmar Abrego Garcia, som har salvadoransk statsborgerskab, boede i delstaten Maryland indtil deportationen i marts.

Her blev han sendt til et berygtet fængsel i El Salvador.

Siden har USA's højesteret beordret den amerikanske regering til at få ham tilbage.

Pam Bondi fastholder dog fredag, at hans tilbagekomst skyldes sigtelser mod ham i USA.

Den amerikanske regering har sendt en arrestordre til El Salvador og bedt om at få Kilmar Abrego Garcia udleveret, siger hun.

Hun takker landets præsident, Nayib Bukele, for samarbejdet.

- Vi takker præsident Bukele for at gå med til at sende ham tilbage til vores land, hvor han står over for alvorlige anklager, siger Pam Bondi.

Også fra Abigail Jackson, vicetalsperson for Det Hvide Hus, lyder det, at Garcias tilbagevenden intet har at gøre med hans oprindelige deportation.

- Der var ikke nogen fejl. Han kommer tilbage, fordi en ny efterforskning har afsløret så forfærdelige forbrydelser - begået i USA - at kun det amerikanske retssystem kan stille ham til ansvar, skriver hun på X.

29-årige Kilmar Abrego Garcia var en del af en gruppe på over 200 personer, der blev sendt til El Salvador som led i USA's præsident Donald Trumps indsats over for migranter.

Ifølge Trump var personerne medlem af en kriminel bande.

Advokater fra USA's justitsministerium indrømmede dog efterfølgende, at Garcia blev deporteret ved en fejl.

Han er gift med en amerikansk statsborger og havde opholdt sig lovligt i USA siden 2019.

Fredag lyder det fra justitsminister Pam Bondi, at han har spillet en afgørende rolle i en smuglerring. Her skal han have smuglet kvinder og børn såvel som medlemmer af den salvadoranske bande MS-13.

Desuden har han ved flere lejligheder transporteret våben og narkotika, siger Pam Bondi.

Efter en eventuel fængselsstraf i USA vil han blive sendt tilbage til El Salvador, tilføjer hun.

/ritzau/AFP

Manchester, 11/07/2025 - 17:48

Oasis advarer fans om høje temperaturer forud for koncerter

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

For første gang i 16 år spiller Oasis i hjembyen Manchester. Fans bør tage deres forholdsregler i varmen.

Fredag og lørdag spiller Oasis i hjembyen Manchester, og forud for koncerterne beder rockbandet koncertgængerne om at forberede sig på "ekstrem sol og varme".

Det fremgår af et opslag på bandets officielle profil på det sociale medie Instagram.

Blandt andet bliver fansene bedt om at bruge solcreme, holde sig hydrerede og forblive i skygge, hvor det er muligt.

- Pas på jer selv, og pas på hinanden, lyder det i opslaget.

Ligesom andre steder i Europa er Storbritannien i øjeblikket ramt af høje temperaturer.

En vejrudsigt hos det britiske medie BBC viser, at der fredag eftermiddag er lige under 30 grader i Manchester. Jo længere man kommer hen på aftenen, jo mere ser temperaturen ud til at falde.

Det er første gang i 16 år, at Oasis skal give koncert i hjembyen.

Oasis skal spille i Heaton Park og går efter planen på scenen klokken 20.15 lokal tid - klokken 21.15 dansk tid - fremgår det af et Instagram-opslag.

Lørdag ventes temperaturen at ramme 30 grader. Oasis skal spille i alt fem koncerter i Heaton Park. Ud over fredag og lørdag lægger de også vejen forbi parken den 16., 19. og 20. juli

Koncerterne i Manchester er en del af bandets store genforeningsturné.

Oasis blev dannet i 1991, og i 2009 blev bandet opløst som følge af personlige og professionelle uoverensstemmelser.

De efterfølgende år optrådte bandmedlemmerne og brødrene Liam og Noel Gallagher hver for sig og aldrig sammen.

Men i august sidste år meddelte det populære band - efter at der havde floreret kraftige rygter - at det genopstod og ville give koncerter i 2025.

I en udtalelse forud for genforeningsturnéen forklarede Gallagher-brødrene, at deres genforening er sket som følge af en "gradvis erkendelse af, at tiden er inde".

4. juli tog Oasis så hul på genforeningsturnéen på Principality Stadium i Wales' hovedstad, Cardiff.

Oasis-brødrene skal spille i alt 41 koncerter og kommer også forbi steder som London, Edinburgh i Skotland og Dublin i Irland. De kommer ikke forbi Danmark under turnéen.

Efter Storbritannien og Irland spiller Oasis i Canada, USA, Mexico, Sydkorea, Japan, Australien, Argentina, Chile og Brasilien.

/ritzau/

Læs Mere >>

Kongens Lyngby, 11/07/2025 - 17:24

Anders Lund Madsen kræver knap 23 millioner kroner for sin villa

Liv Latricia Habel/Ritzau Scanpix

Med den nuværende udbudspris på 22.950.000 kroner venter der tv-værten Anders Lund Madsen en potentiel fortjeneste på 8.550.000 kroner, skriver Boliga.

Efter fem år på Kongshvilebakken i Kongens Lyngby rykker Anders Lund Madsen videre.

Den kendte tv-vært og journalist har sat sin villa til salg for 22.950.000 kroner. Han erhvervede den i 2020 for 14.400.000 kroner.

Den 61-årige kendis står dermed til at indkassere 8.550.000 kroner - før fradrag af salgsomkostninger, skat og eventuelle forbedringer.

Det skriver boligsiden Boliga.

Det fremgår ikke, hvorfor Anders Lund Madsen har sat boligen til salg, og hvor han nu skal flytte hen.

Villaen, som ejendomsmægleren beskriver som moderniseret og raffineret, ligger i første parket til Lyngby Sø og rummer 174 kvadratmeter bolig fordelt på otte værelser og tre toiletter.

- Arne Jacobsen er rigt repræsenteret på tværs af boligens 324 etagemeter med både armaturer og dørgreb, lyder det blandt andet i salgsannoncen.

Anders Lund Madsen er far til otte. Han har tre voksne børn fra sit første ægteskab, og sammen med sin hustru, Karin Prehst Lund Madsen, har han fem mindre børn.

I huset bor også familiens mange kæledyr, som tæller omkring 50 forskellige arter.

Alene sønnen Modig har 177 kæledyr, som tæller lige fra græshopper til slanger og katte.

Det fortalte han til Ritzau på den røde løber til uddelingen af Tvprisen 2025 i marts, hvor TV 2-serien "Modig og havfruen" var med i opløbet om prisen som Bedste Børneprogram.

Kakerlakker var dog ikke velkommen på matriklen på Kongshvilebakken.

- Der har jeg sat foden ned - jeg kan simpelthen ikke have dem, lød det fra Anders Lund Madsen.

- Vi har haft kakerlakker, hvæsende kakerlakker, men de er gudskelov ude igen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan kan reglerne tolkes

* En mand klagede sidste efterår til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver, da han mente, der blev gjort forskel på køn i forhold til beklædningsregler for de ansatte.

* Manden sagde, at han havde fået at vide, at de mandlige ansatte skulle bære lange bukser og lukkede sko, mens de kvindelige ansatte også måtte bære kjoler og nederdele samt åbne sko.

* Nævnet afviste mandens klage.

* Begrundelsen lød, at ingen af kønnene ifølge sagens oplysninger måtte bære shorts.

* Nævnet lagde desuden vægt på, "at manden efter det oplyste ikke havde fået afslag på eller haft ønske om at klæde sig efter retningslinjerne for de kvindelige ansatte" - altså havde han været i sin gode ret til at bære kjole eller nederdel.

Kilde: Ligebehandlingsnævnet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Disse beklædningsgenstande deler vandene

Den faglige organisation Lederne har udført en undersøgelse, hvor omkring 1000 af deres medlemmer har svaret på spørgsmål om dresscode på arbejdspladsen.

Tallene angiver, hvor stor en andel af lederne, der ikke vil acceptere det følgende:

* Kort kjole/nederdel (over knæet) - 10 procent.

* Nedringet overdel eller skjorte - 21 procent.

* Joggingtøj - 39 procent.

* Kasket - 19 procent.

* Shorts - 16 procent.

* Sandaler/åbne sko - 9 procent.

* Klipklappere/badesandaler - 40 procent.

* Mavebluse - 41 procent.

* Tøj med politiske budskaber - 32 procent.

Kilde: Lederne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv