Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

12/06/2025 - 08:00

Barnets sygedage kan give misforståelser på arbejdet

Det er med at holde tungen lige i munden, når man skal have styr på reglerne for at holde barnets sygedage.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Har begge forældre ret til at holde barns første sygedag på skift? Og hvor bogstaveligt skal man tage ordlyden i "første sygedag", hvis nu der var optræk allerede i weekenden?

Barnets første sygedag er ifølge advokat Daniel Bendix Nielsen fra fagforeningen HK et område, der godt kan give lidt panderynker.

- Der er i den grad grundlag for misforståelser. Det skyldes, at retten til barns sygedag - altså fravær og løn under fravær - beror på overenskomster og individuelle aftaler og ikke lovgivning.

- Vi har jo et væld af overenskomster og millioner af ansættelseskontrakter. Derfor er reglerne ikke ens, og der er grobund for misforståelser, forklarer Daniel Bendix Nielsen.

Inden for den samme organisation er reglerne som regel rimelig enslydende.

Men hvis man er et forældrepar, der skal have forskellige regler og overenskomster til at spille sammen, begynder det at blive mere kompliceret.

Så kan man nemlig ikke nøjes med at se på sin egen, men må have begge aftaler op til revision, fortæller Daniel Bendix Nielsen.

Har begge parter ret til barnets første sygedag, betyder det ikke, at I har to dage at gøre godt med - medmindre det fremgår direkte af overenskomsten eller aftalen.

Sygedagene defineres nemlig som udgangspunkt ud fra barnet - ikke forældrene.

- Barnets første sygedag er, som det fremgår af ordlyden: den første sygedag. Hvis den falder på en lørdag, er mandag ikke barnets første sygedag, siger advokat og ansættelsesretschef hos Dansk Erhverv Martine Kiding og tilføjer:

- Selv om det er det juridiske udgangspunkt, er det vores opfattelse, at der bliver gode løsninger på arbejdspladsen, så medarbejderen kan passe sit syge barn på en mandag også.

Hun henviser til, at medarbejderen måske kan tage en afspadseringsdag, feriedag eller selvbetalt fridag.

- Der kan også være nogle overenskomster, hvor man kan gå hjem, når barnet bliver ringet hjem, og så også kan tage hele den efterfølgende dag, fortæller Martine Kiding.

Daniel Bendix Nielsen forklarer, at reglerne beror på, at man på den ene dag - eller to eller tre - skal kunne nå at finde pasning, til hvis barnet er sygt i længere tid.

Men som han bemærker, er de også fra en tid, hvor man typisk boede tæt på familien og havde mulighed for at trække på dem til pasning. Eller gjorde brug af barnepiger. Sådan er det ikke nødvendigvis længere, tilføjer han.

- Det er de færreste i dag, der har lyst til at sende deres syge barn over til en, de ikke rigtig kender, som han siger.

Ifølge Daniel Bendix Nielsen kan man som par nogle gange stå mere fordelagtigt, hvis man er ansat på forskellige overenskomstområder.

Har den ene part ret til barnets første sygedag, mens den anden har ret til både første og anden, kan det være nødvendigt at være lidt taktisk for at få kabalen til at gå op.

Her vil det typisk give mening, at den, der kun har en, tager den første, mens den anden part gør brug af sin ret til at tage den anden dag.

- Det kan give et incitament til at udvide rettighederne, for ellers er den med ret til én dag nok den, der altid skal tage den første. Og det er jo ikke sikkert, der bliver brug for den anden, siger Daniel Bendix Nielsen.

Er reglerne blevet misbrugt - eksempelvis ved at begge forældre afholder barnets første sygedag på skift - kan der være konsekvenser.

- Konsekvensen kan være den samme som med al mulig anden misligholdelse af ansættelsesforhold. Man kan sanktionere med en advarsel, opsigelse og i yderste konsekvens bortvisning, siger ansættelsesretschef Martine Kiding.

/ritzau fokus/

København, 13/06/2025 - 09:33

Vild med dans-stjerne er blevet far

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Den professionelle danser Nikolaj Lund og hans hustru og dansepartner, Marta Maria Lund, er blevet forældre for første gang.

Vild med dans-stjernen Nikolaj Lund og hans hustru, Marta Maria Lund, danser af lykke.

Parret er blevet forældre for første gang.

- I søndags ændrede livet sig for altid, skriver den nybagte far på Instagram og fortsætter:

- Vores søn, Maximilian Otto Lund, kom til verden - og med ham en kærlighed, jeg ikke vidste eksisterede. Det er, som om at en del af mit hjerte, jeg ikke vidste var der, pludselig åbnede sig.

- Ubeskriveligt taknemmelig for min fantastiske kone, Marta, for hendes styrke og kærlighed og for at bringe dette lille mirakel ind i vores liv.

Parret afslørede nyheden om familieforøgelsen juledag 2024 over for deres følgere på Instagram og beskrev det som den bedste julegave nogensinde.

- Vores hjerter flyder over af glæde, mens vi deler den mest vidunderlige nyhed: Vi er gravide!, jublede parret på det sociale medie.

- Dette lille mirakel fylder allerede vores liv med så meget kærlighed, og vi kan ikke vente med at begive os ud på denne smukke rejse sammen. Forældreskab er det største eventyr, og vi er så spændte på at møde den lille person, som snart vil slutte sig til vores verden i juni.

Nikolaj Lund og Marta Maria Lund danner både par professionelt og privat og er selv dansepartnere.

Nikolaj Lund debuterede som professionel danser i "Vild med dans" i den seneste sæson, som valsede over skærmen i efteråret 2024.

Her var han på gulvet med bakkesangerinden Dot Wessman.

/ritzau/

Læs Mere >>

Vágur, 12/06/2025 - 14:05

Kongepar og prinsesse svævede i zipline over færøsk kløft

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dronning Mary siger, at zipline-tur over kløft på Færøerne ligger højt over største indtryk på Færøerne.

Kong Frederik, dronning Mary og prinsesse Josephine ziplinede over en kløft på den sydlige ø Suðuroy på Færøerne.

Det skete under et besøg i naturområdet Vágseiði, som parret besøger torsdag i forbindelse med det officielle besøg til øgruppen.

En zipline er en svævebane, hvor man er hægtet fast til en line i seletøj.

Turen over kløften, hvor der var 50 meter ned fra ziplinens højeste punkt, gjorde indtryk på det danske kongepar.

- Når man lige er kommet af den zipline, så ligger den relativt højt, lød det fra dronning Mary til den fremmødte presse, da hun blev spurgt til, hvad der har gjort størst indtryk på besøget.

- Men vi har haft mange store oplevelser, lyder det fra dronningen.

Hun bemærker særligt den "hjertelige og glade modtagelse", parret har mødt alle vegne.

- Det rører os dybt.

Kong Frederik siger til pressen, at det er fantastisk at være på Færøerne som kongepar. Det er parrets første besøg til øgruppen som konge og dronning.

- Det lå faktisk øverst på vores besøgsliste i Kongeriget sidste år. Men nu er vi her, og det er vi ekstremt glade for, lyder det fra kongen.

Kongeparrets besøg til Færøerne skulle oprindeligt have været gennemført sidste år. Men på grund af en omfattende strejke på Færøerne blev turen aflyst, hvorfor kongeparret kun kom omkring Grønland på togtet i 2024.

- Færøerne er under en rivende udvikling. Det ser vi både i form af bygninger, der skyder op, og velstand, der øges, siger kongen.

Derudover tilføjer han mødet med "entreprenante færinger", der har stor glæde ved "at udvikle sig".

Turen til Færøerne strækker sig over tre dage, og blev skudt i gang onsdag. Torsdag er det særligt den færøske natur, der er i fokus.

Og det kunne dronningen mærke, da hun svævede over kløften.

- Det er så smukt. Naturen på Færøerne er bjergtagende. Det er smukt, barskt, voldsomt, og det mærker man deroppe. Alle de kræfter, som færinger lever i pagt med, siger dronning Mary.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/06/2025 - 10:00

FAKTA: Fokusér på processen

* Fejl er en del af enhver udviklingsproces. For at lære af dine fejl hjælper det derfor at skifte fokus fra resultat til proces.

* Når du er resultatorienteret, bedømmer du ofte konstant dig selv og dine handlinger, og det kan virke hæmmende.

* Prøv at skrue ned for bedømmelsen og op for nysgerrigheden.

* Uden bedømmerbrillerne på gør du dig selv mere åben over for processen og knap så bange for at træde forkert.

Kilde: psykolog Christoffer Kølgaard, der er indehaver af klinikken "Den krøllede hjerne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/06/2025 - 10:00

Omfavn dagligdagens svipsere og gør dine fejl til en force

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fejl er livets læremester, og derfor kan der være god fidus i at sætte dig selv i situationer, hvor der er en sandsynlighed for, at du rammer forbi mål.

Dine fejltrin rummer en gylden gave af potentiale, hvis du tør dvæle ved dem et øjeblik. Når du rammer ved siden af, bliver du nemlig klogere på dig selv, og hvad du kan øve dig i at blive bedre til.

Det siger selvstændig psykolog Melissa Elveberg, der beskæftiger sig med performance- og sportspsykologisk terapi.

- Fejlene hjælper os med at arbejde med vores svagheder. Det handler egentlig om at løfte og udvikle os selv, fortæller hun.

Hendes pointe bakkes op af psykolog Christoffer Kølgaard, der er indehaver af klinikken "Den krøllede hjerne". Han mener, at du spænder ben for dig selv, hvis du i hverdagen overfokuserer på at undgå at begå fejl.

- Den optagethed hæmmer muligheden for at risikere noget, så du rent faktisk formår at blive bedre. Det er vigtigt at turde at prøve noget nyt af en gang imellem, siger han.

Første skridt mod at bruge din fejlbarlighed konstruktivt er ifølge Melissa Elveberg, at du øver dig i at adskille dine præstationer fra din værdi som menneske.

Når du har en indre vished om, at du er god nok, uanset hvordan du præsterer, bliver fejlene knap så følsomme at forholde sig til, og du kan derfor nemmere arbejde med dem.

- Mine klienter er også meget optagede af, hvad andre tænker om dem, når de begår fejl. Men "de andre" tænker ikke ret meget på os. De er optaget af alt muligt andet og er ofte hurtigt videre, fortæller Melissa Elveberg.

Herfra kan du øve dig i at slippe kontrollen en lille smule og dermed gradvist øge sandsynligheden for, at der sker en svipser. Begynd i det små. Måske har du for vane at gennemlæse dine mails på arbejdet fem gange, inden du sender dem afsted. Her kan du give dig selv et benspænd og beslutte dig for, at du kun læser dem igennem en gang eller to.

- Du kan vælge én opgave og sige: Her vil jeg udfordre mig selv. Se det som en trappe, hvor du tager et skridt ad gangen, siger Melissa Elveberg.

Christoffer Kølgaard råder dig til at invitere mere spontanitet ind i din dagligdag. Gør noget andet, end du plejer, og se, hvad der sker - med risiko for, at det går galt, eller at folk omkring dig løfter et øjenbryn.

På den måde opstår der automatisk en feedbackkultur, som du kan bruge konstruktivt, siger han.

- Du opdager hurtigt, hvad der fungerer og ikke fungerer. Hvis standupkomikere ikke testede deres jokes af på et prøvepublikum, ville deres endelige shows sikkert ikke blive særligt gode.

Samtidig er det vigtigt, at du skruer ned for dine egen bedømmelse af dig selv, når du bevæger dig ud i situationer, hvor der er større sandsynlighed for, at du begår fejl.

- Prøv at møde dig selv med omsorg i stedet for selvkritik. Undgå at sige til dig selv, at det var pinligt eller dårligt, da du begik en fejl. Sig til dig selv: Jeg gjorde mig umage, siger Christoffer Kølgaard.

Fejl kan for nogle knytte sig til en bestemt del af personligheden. Måske har du fået at vide, at du skal arbejde med din utålmodighed eller din korte lunte.

Her handler det igen om ikke at lukke ned for disse "svage" sider, men at bringe dem i spil på konstruktive måder. Dit temperament kan for eksempel være en superkraft i situationer, hvor du har brug for at presse dig selv, siger Melissa Elveberg.

- Øv dig i at se dine følelser i et andet lys. Det handler om at kanalisere energien fra de svære følelser ud i noget, du kan bruge til noget - i stedet for at bruge energi på at få følelsen til at gå væk, og så mister du fokus, fortæller hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek