København, 19/07/2025 - 23:00
Problemer med kortbetalinger ser ud til at være løst
Årsagen til nedbruddet i Nets er stadig ikke fundet, oplyser pressechef Søren Winge til Ritzau.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Lørdag aften har Nets været ramt af et nedbrud, som har skabt store problemer med kortbetalinger i både Danmark og Norden.
Men kort efter klokken 22.00 ser det umiddelbart ud til, at betalingerne går igennem igen.
Det oplyser Nets' pressechef, Søren Winge, til Ritzau.
- Operationen er normaliseret igen i forhold til at tage imod betalinger. Selvfølgelig med forbehold for, at der kan være nogle overgangsudfordringer, siger han.
Årsagen til nedbruddet er stadig ikke fundet.
- Vi vil selvfølgelig holde øje de kommende timer og prøve at blive klogere på forløbet, og hvad der kan være årsagen til det, siger Søren Winge.
Til Ekstra Bladet siger han, at der ikke er indikationer på, at nedbruddet skyldes et angreb.
Han vurderer, at nedbruddet begyndte klokken 19.30. Dermed varede det i knap tre timer.
Problemerne påvirkede alle korttyper. I enkelte tilfælde har det dog været muligt at betale med dankort eller kreditkort.
I Norden var i hvert fald Norge, Sverige og Island også ramt af nedbruddet, har Søren Winge tidligere sagt til TV 2.
En række medier har dog skrevet, at flere danskere også havde problemer med at betale med kort andre steder i udlandet.
TV 2 skriver blandt andet, at mediet har modtaget over 60 henvendelser fra danskere, der har haft problemer med kortbetaling, i lande som Tyrkiet, Frankrig og Italien.
Nedbruddet har også påvirket trafikken ved Storebæltsbroen, hvor der ifølge Vejdirektoratet er "forlænget rejsetid" i begge retninger.
Her har bilister ikke kunnet betale med kort i betalingsanlæggene.
Nogle bilister har lavet hærværk mod nogle af bommene på stedet, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i et opslag på det sociale medie X.
Personalet ved broen har også modtaget dødstrusler fra bilister, skriver politiet.
/ritzau/