København, 12/08/2025 - 15:44
Løkke begrunder nej til syge Gaza-børn med familiesammenføring
Syge palæstinensiske børn ville kunne få familiesammenføring i Danmark, lyder udenrigsministerens forklaring.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmark kommer ikke til at tage imod syge børn fra Gaza, hvor de ifølge nødhjælpsorganisationer og FN ikke kan få den livsnødvendige hjælp.
Det slår udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fast efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn tirsdag.
- Hvis vi havde en plan om at lave såkaldt medicinske evakueringer, så havde jeg selvfølgelig sagt det, og det har vi ikke nogen planer om.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har flere gange opfordret lande til at tage imod patienter fra Gaza. Danske børnelægers organisation har appelleret til regeringen om det samme.
Men det kommer ikke til at ske.
Begrundelsen skal ifølge udenrigsministeren findes i historien, og den rummer dårlige erfaringer, påpeger han.
- Det vil de facto ikke være sådan, at der så kommer nogle palæstinensiske børn til Danmark og bliver opereret, og så tager de til Gaza.
- Det vil de facto være sådan, at de vil komme, de vil få familiesammenføring, siger Lars Løkke.
Han henviser til, at man "kan studere sin historie" og læse op på særloven for palæstinensere i 1992.
Den gav asyl til palæstinensere fra Libanon, som først havde fået afslag. Siden indtog de flere kirker i København over en lang periode, hvorpå de fik asyl med særloven.
- Og så kan man jo tracke og se, hvad det har ført til af udfordringer over tid.
/ritzau/