30/09/2025 - 10:00
Hun orker ikke madplan men sparer på indkøbene med ChatGPT
Finansøkonom og podcaster Zepur Sofia Margarian har fundet en smart metode til at undgå ekstra indkøb i løbet af ugen.
Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus
Et køleskab, der bugner, men ingen plan. Det scenarie kender Zepur Sofia Margarian udmærket, for hun bliver helt træt ved tanken om en fastlåst madplan. Til gengæld har hun fundet en smart løsning - der både tilgodeser budgettet og madglæden.
I DR-serien "De dyre piger" kunne seerne se hende svinge dankortet. Men nu er der klinisk styr på finanserne for den 27-årige jyde, som arbejder i Sydbanks hovedsæde i Aabenraa og er medvært på den privatøkonomiske podcast "Noget for pengene".
Her deler hun blandt andet sit geniale tip til at undgå daglige indkøb og dertilhørende impulskøb.
Hvordan holder du overblik over din økonomi?
- Jeg er superkedelig, jeg bruger en budgetberegner, vi har i Sydbank. Det er genialt. Før sad jeg og gjorde det i Excel, men her kan du vende tilbage og rette i den. Jeg gør det faktisk bare på telefonen gennem et link, jeg har på min mail.
- Det er sindssygt vigtigt med et budget, for at tage det "på føleren" holder ikke i længden. Man skal være tro mod sit budget. Hvis jeg vælger at bruge lidt flere penge på at gå ud at spise en måned, så går jeg ind og retter det til, så jeg kan se, hvor meget der er til alt det andet. Jeg bruger det virkelig aktivt, det hjælper mig med at have overblik.
Hvad er dit allerbedste spareråd til hverdagen?
- ChatGPT! Virkelig, det er det bedste. At lave madplan til en hel uge virker ikke for mig, for jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til om tre dage. Men jeg ser, hvad jeg har i køleskabet, og så har jeg typisk kød i fryseren. Så skriver jeg til ChatGPT: "Jeg har tomater, gulerødder og hakket oksekød, hvad kan jeg lave med det?".
- Så behøver jeg ikke at tage ud og købe ind, særligt ikke, mens jeg er lidt sulten og måske kommer til at købe snacks og chips. Det har sparet mig for mange impulskøb.
Hvad ville du aldrig spare på?
- Sundhed og oplevelser. Jeg går meget op i at købe økologisk - så vil jeg hellere spare et andet sted. Jeg rejser også meget, og jeg har aldrig nogensinde fortrudt en rejse. Senest var jeg i juli i Grækenland og Makedonien.
Hvor hænger pris og kvalitet for dig ikke sammen?
- Børnetøj, det er simpelthen røvdyrt. Så jeg prøver altid at finde noget på tilbud og være ude i god tid. Man ved jo, de skal bruge det, så man kan lige så godt slå til uden for sæson.
Hvad er din egen guilty pleasure?
- Det er mit fitnessabonnement med spa. Men det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv og for det mentale. Når jeg træner, kan jeg lige tage i spaen, jacuzzi og sauna. Det koster 750 kroner om måneden, og det er alle pengene værd for mig. Det bruger jeg måske en gang om ugen, hvis jeg er god og har tid.
- Nogle gange afmelder jeg også abonnementet, hvis jeg ved, jeg ikke vil kunne nå at bruge det. Eksempelvis i juli, hvor jeg skulle rejse og flytte. Det koster omkring 50 kroner at holde pause, og så kan man altid vende tilbage.
Hvad er det dummeste, du har brugt penge på?
- Det er noget, der stadig gør ondt i mit hjerte, når jeg taler om det. På et tidspunkt fik jeg en idé om, at jeg skulle sælge tøj på en hjemmeside. Og i stedet for at kontakte udbydere af tøj, gik jeg bare i gang med at lave en hjemmeside. Forretningen fik jeg aldrig lavet, men jeg gav 17.000 kroner for den hjemmeside.
Hvad er de klogeste penge, du har brugt?
- Det er mit hus. Jeg købte et hus i Sønderborg i marts og er ved at renovere det. Det ser ud til, at der kommer til at være en god friværdi i det, det er min bedste investering.
/ritzau fokus/