København, 28/11/2025 - 16:58
Mads Fuglede til demonstration: Jeg tager gerne borgmesterpost
Borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune mødes fredag eftermiddag til en stille protest over turbulent forløb.
Af: /ritzau/
Det nyvalgte byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern Kommune Mads Fuglede (DD) er fredag eftermiddag blandt de mennesker, der er mødt frem til demonstration i Ringkøbing.
Demonstrationen er arrangeret i protest mod, at flertallet i konstitueringsforhandlingerne er skiftet, siden kommunalvalget blev afholdt 18. november.
- Hvis den kommer retur til mig, så tager jeg selvfølgelig meget gerne imod den, siger Mads Fuglede til TV Midtvest.
Lige nu står Venstres Lone Andersen til at blive borgmester.
Mads Fuglede var den første, der blev udråbt som borgmester, da Danmarksdemokraterne efter valget lavede en konstitueringsaftale med Kristendemokraterne, SF, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Men først SF og siden De Konservative lod sig lokke ud af konstitueringen, og så var flertallet for Mads Fuglede forsvundet.
Herefter pegede et flertal bestående af Venstre, De Konservative, SF og Socialdemokratiet på Lennart Qvist (K) som kommende borgmester.
Det skete på trods af, at han er De Konservatives eneste byrådsmedlem i kommunen, mens Venstre er størst med otte mandater.
Det fik den lokale borger Jakob Arendt Laursen til at oprette Facebook-gruppen "Demonstration mod kup i Ringkøbing-Skjern Kommune", en gruppe som hurtigt fik over 2000 følgere.
Fredag eftermiddag demonstrerer flere hundrede mennesker med skilte som "Hvorfor sige noget, når I ikke lytter?" og ved at sætte gaffatape for munden.
Siden demonstrationen blev annonceret, er Venstres Lone Andersen blevet udpeget som kommende borgmester af de fire samme partier, der også stod bag at pege på Lennart Qvist i første omgang.
/ritzau/




