Washington D.C., 01/08/2025 - 22:15
Trump fyrer statistikchef efter dårlige jobtal
Embedsmand "forfalskede jobtal" før valget til Harris' fordel og har igen manipuleret nye tal, hævder Trump.
Kent Nishimura/Reuters
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, har beordret statistikchefen i det amerikanske beskæftigelsesministerium fyret.
Det kommer, efter at det såkaldte kongetal fredag eftermiddag dansk tid viste, at der blev skabt færre arbejdspladser end ventet i USA i juli.
- Efter min mening var der pillet ved dagens jobtal for at stille Republikanerne og mig i et dårligt lys, skriver Trump fredag aften dansk tid på sit sociale medie, Truth Social.
Han beskylder også statistikchefen for at have forfalsket jobtal forud for valget i 2024 for at hjælpe hans modkandidat, Kamala Harris.
- Jeg har netop fået at vide, at vores lands "jobtal" bliver produceret af en Biden-udnævnt embedsmand, dr. Erika McEntarfer, skriver Trump i et forudgående opslag.
Hun "forfalskede jobtallene før valget for at forsøge at øge Kamalas chancer for at vinde", skriver Trump videre.
- Jeg har bedt mit team om straks at fyre denne politiske Biden-udnævnelse. Hun vil blive erstattet af en, der er meget mere kompetent og kvalificeret, skriver Trump på Truth Social.
- Vigtige tal som disse skal være retfærdige og nøjagtige. De må ikke manipuleres af politiske grunde, lyder det videre fra præsidenten.
- Økonomien BOOMER under "TRUMP" på trods af en centralbank, der også spiller spil, denne gang med renten, understreger Trump og gentager, at han gerne så centralbankchef Jerome Powell fyret.
Økonomiske iagttagere peger på flere grunde til, at den amerikanske jobskabelse var usædvanligt svag i juli.
Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri ser cheføkonom Allan Sørensen en direkte forbindelse til Trumps politik.
Det gælder både hans mange toldstigninger rettet mod hele verden og indsatsen for at få slanket den offentlige sektor i USA. Særligt det sidstnævnte sætter sine spor i jobtallene.
Også cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank peger på Trumps egen politik som årsag til de svage jobtal.
Blandt andet er deportationer af illegale immigranter et potentielt benspænd for et arbejdsmarked, der har været meget afhængig af den udenlandske arbejdskraft, siger han i en skriftlig kommentar.
Ud over, at jobtallene for juli lå et godt stykke under forventningerne, kom USA's beskæftigelsesministerium med ændringer for tallene i juni.
I stedet for den oprindelige udmelding om en stigning i beskæftigelsen på 147.000, vurderes der nu blot at være tale om en stigning på 14.000 for juni.
/ritzau/