Washington D.C., 29/07/2025 - 15:45
IMF hæver sine forventninger til vækst efter advarsler om Trump-told
Der er stadig grund til at være meget forsigtig, siger cheføkonom i IMF om den forventede vækst.
Andy Buchanan/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Den Internationale Valutafond (IMF) hæver forventningerne til den økonomiske vækst i verden.
IMF venter nu, at der vil være en vækst på 3,0 procent i 2025.
Det en smule mere end de 2,8 procent, som forventningen fra IMF lød tilbage i april.
Forventningerne til væksten næste år hæver IMF fra 3,0 procent til 3,1 procent.
Begge vækstrater er dog stadig lavere end den globale vækst i 2024, som var 3,3 procent, og et godt stykke under det historiske gennemsnit for årene 2000 til 2019, som ligger på 3,7 procent.
Da IMF i april meldte ud, at man forventede en vækst i år på 2,8 procent, var der tale om en nedjustering på 0,5 procentpoint.
Det blev især tilskrevet høje toldsatser fra USA som følge af politik fra landets præsident, Donald Trump.
Selv om IMF nu har opjusteret sine forventninger, er der stadig grund til at være meget forsigtig, siger cheføkonom Pierre-Olivier Gourinchas.
- Virksomheder har forsøgt at sætte turbo på investeringer og flytte ting rundt, inden toldsatserne blev implementeret. Det bidrager til den økonomiske aktivitet.
- Det vil ramme dem senere. Hvis du fylder hylderne op nu, er der ikke behov for at fylde dem senere i år eller næste år, siger han.
IMF forventer altså, at der vil være mindre handel, end man har set i første halvdel af 2025.
Efter sin tilbagevenden til Det Hvide Hus har Donald Trump indført told på 10 procent på varer fra næsten alle lande, mens han har indført højere satser for varer som biler og stål.
For nogle lande varslede han i april markant højere toldsatser end 10 procent. De er dog sat på pause indtil august, mens USA forhandler med en række lande om handelsaftaler.
Den Internationale Valutafond er en finansiel institution, som har til formål at fremme økonomisk samarbejde og stabilitet i verdensøkonomien.
IMF udarbejder blandt andet økonomiske analyser og yder lån i forbindelse med finanskriser.
/ritzau/AFP