Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Frankfurt, 24/07/2025 - 17:10

ECB holder renten i ro efter flere rentesænkninger

ECB har valgt at fastholde renten, efter at inflationen i eurozonen har nået det ønskede niveau på to procent.

Heiko Becker/Reuters

Af: /ritzau/

Den Europæiske Centralbank (ECB) har på et rentemøde torsdag besluttet at fastholde indlånsrenten på to procent.

Det skriver ECB i en pressemeddelelse.

Det er første gang i år, at renten ikke bliver sat ned i forbindelse med et rentemøde.

Ved det foregående rentemøde i juni blev det besluttet, at renten skulle sænkes med 0,25 procentpoint. Det var ottende gang på et år, at renten blev sat ned.

Det var ventet, at ECB denne gang ville lade renten forblive på det nuværende niveau.

Det skyldes, at inflationen i eurozonen har nået det ønskede niveau på to procent, lyder det fra Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.

- Renten fra ECB har nået et neutralt niveau. Kommer renten meget længere ned, er der en fare for, at det øger inflationen igen. Det er kun, hvis væksten for alvor skuffer, at ECB vil sætte renterne meget længere ned, skriver han i en kommentar til Ritzau.

Allan Sørensen forventer, at renten bliver sænket en smule i efteråret.

Det samme mener Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit.

Han forventer dog, at der vil komme to rentenedsættelser inden nytår.

På et pressemøde torsdag siger formanden for ECB, Christine Lagarde, at spændinger på handelsområdet gør økonomien usikker.

- Blandt de største risici (for den økonomiske vækst i EU, red.) er en eskalering af globale handelsspændinger og usikkerheder herved, som kan dæmpe eksporten og mindske investeringer og forbrug, siger Lagarde på pressemødet.

USA's præsident, Donald Trump, har truet med at indføre told på 30 procent på varer fra EU fra 1. august.

Onsdag erfarede medierne Financial Times og Politico fra unavngivne kilder tæt på forhandlingerne, at EU er ved at nærme sig en aftale om en amerikansk told på 15 procent fra varer fra EU.

Dette er hverken bekræftet af EU eller USA.

Lagarde understreger, at ECB følger forhandlingerne, og at man håber på en hurtig løsning.

En aftale om told vil mindske den økonomiske usikkerhed, mener Sune Malthe-Thagaard fra Totalkredit.

- En toldaftale mindsker usikkerheden, og sammenlignet med en situation med en eskalerende handelskrig mindsker det sandsynligheden for, at der kommer flere rentenedsættelser end i vores prognose, skriver han i en kommentar til Ritzau.

Nationalbanken har torsdag ligeledes valgt at fastholde renten på det nuværende niveau.

Nationalbanken plejer at følge trop, når der er rentenyt fra ECB. Det skyldes, at kronen som følge af fastkurspolitikken er bundet til euroen, og derfor er renterne nødt til at følges nogenlunde ad.

/ritzau/

København, 03/08/2025 - 08:00

Sommerglade Bubber: Hold kæft og nyd det

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Bubber elsker den danske sommer. Den ene dag er det solskin og den næste slagregn, men han bruger ikke tid på de dårlige ferieminder.

Sommeren er for mange lig med et par ugers fri med familien.

For Niels Christian Meyer - også kendt som Bubber - er det helt omvendt.

Som sprechstallmeister i Cirkus Arena betyder sommeren nemlig, at han skal rundt i Danmark for at underholde landets børn og barnlige sjæle med de tilhørende cirkusartister.

Men det gør ham slet ikke noget, for det betyder, at den 60-årige mediepersonlighed kommer rundt i Danmark med sin hustru, 45-årige Signe Rossing, og deres fælles børn Rosa og Alfred på den bedste tid af året.

Her fortæller han om sine sommerminder:

Hvad er dit bedste sommerferieminde?

- Det er Danmarks kyster. Det der med at sejle rundt. Der har været nogle somre, hvor jeg har skullet til Bornholm med cirkus, og så er jeg sejlet, fordi jeg tænkte, at nu skal jeg bruge båden. Så sejlede vi fra havn til havn, og det var fantastisk.

- I det hele taget er Danmark jo fantastisk om sommeren. Vi er så sindssygt privilegerede med cirkus, fordi vi tager afsted, når det hele springer ud, og så kan man se bondemanden, der begynder at putte frø i jorden, og når vi så er ved at være færdige, så begynder de at høste.

- Vi er med hele sæsonen, og det er en fantastisk ting. Der er også regn og rusk og 13 grader, men så er der også de dage, hvor alt er fantastisk.

Hvad er dit værste sommerferieminde?

- Det værste er også det bedste.

- Den ene dag er det 32 grader, og alt kører, den næste dag er det 13 grader og slagregn. Alt kan være så smukt den ene dag, og så kan det vende den næste, men jeg har ikke en charterferie fra helvede eller noget.

- Jeg tror også, at jeg ville have glemt det, hvis jeg havde. Jeg er rigtig dårlig til at huske de dårlige minder. Hvad fanden skal man gøre, når familien sidder på en båd og fryser og siger, at de vil hjem. Altså, hold kæft og nyd det!

- Det skal man også igennem. Man kan ikke kun have medvind og solskin, der skal også være nogle byger nogle gange.

Hvad er det bedste ved sommeren?

- Når det er godt vejr, så kunne jeg ikke forestille mig at være et bedre sted end i Danmark. Men det er klart, når man så mærker, hvordan det er at sejle i Spanien for eksempel - det kan sgu også noget.

Hvad er det værste ved sommeren?

- Jeg synes ikke, at der er noget "det værste" ved sommeren. Måske skulle man sige, at det værste er, at den er så kort. Man når lige at vænne sig til det, så har det allerede været midsommer, og så begynder det jo at gå den anden vej.

- Allerede i august, hvor duggen og de tidlige aftener kommer, tænker man, at det ikke må slutte.

Hvad skal du lave resten af sommeren?

- Hvis man siger, at sommeren varer til august, så skal jeg jo lave cirkus. Så går vi ind i efteråret, og der skal jeg til Grønland med cirkus. Der laver Julie Berthelsen og jeg cirkus i hallerne.

- Når sæsonen for i år er færdig, så tager vi til Færøerne og laver cirkus i Thorshavn.

/ritzau/

Læs Mere >>

Khan Younis, 03/08/2025 - 02:26

Røde Halvmåne melder om angreb på organisationens kontor i Gaza

En person er ifølge Palæstinensisk Røde Halvmåne blevet dræbt under israelsk angreb på hovedkontor i Gaza.

En medarbejder fra Palæstinensisk Røde Halvmåne (PRCS) er blevet dræbt under et israelsk angreb på hjælpeorganisationens hovedkvarter i Gaza.

Det melder PRCS natten til søndag i et opslag på det sociale medie X.

Yderligere tre personer meldes såret.

Hjælpeorganisationens hovedkvarter ligger i Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben.

- Israelske styrker angreb organisationens hovedkvarter i Khan Younis, hvilket startede en brand på bygningens første sal, skriver PRCS.

Israel har natten til søndag ikke kommenteret meldingerne fra hjælpeorganisationen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 03/08/2025 - 10:00

FAKTA: Mange har kort vej til skole

* Sidste år gennemførte Epinion en undersøgelse for Rådet for Sikker Trafik. Her blev lidt over 2000 forældre spurgt til, hvordan deres børn kommer til og fra skole, og hvor langt barnet har til skole. 

* Størstedelen - i alt 65 procent - havde enten under 500 meter, cirka 1 kilometer eller cirka 2 kilometer.

* I sommerhalvåret kom 37 procent af børnene oftest i skole, ved at de selv cyklede. 19 procent gik, mens 27 procent blev kørt i bil.

* I vinterhalvåret så billedet anderledes ud. 23 procent cyklede selv, 20 procent gik, og 39 procent blev kørt i bil. 

* Er det muligt, opfordrer Rådet for Sikker Trafik til, at børn bliver selvtransporterende ved at gå eller cykle til skole - i det niveau, der passer til det enkelte barn. Det kan hjælpe dem til at blive sikre trafikanter, der finder det trygt at bevæge sig ud på vejene. 

Kilde: Rådet for Sikker Trafik.  

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 03/08/2025 - 10:00

FAKTA: Sørg for at dit barn bliver set

* Når det er mørkt, regner, er tåget eller diset, er det ekstra vigtigt, at der er lys på cyklen og reflekser på tøjet.

* Det er forælderens ansvar, at barnet bliver set i trafikken. Et barn i mørkt tøj eller uden lygter på cyklen kan meget let blive overset af bilister og andre trafikanter.

* Derfor skal du sørge for, at der er reflekser på tøjet eller tasken, eller at barnet har refleksvest på, og at cyklen er udstyret med gode cykellygter.

* Lyset på cykellygterne skal lyse så kraftigt, at de er tydeligt synlige på mindst 300 meters afstand.

* Tjek mindst en gang om ugen, at cykellygterne virker. Gør det sammen med barnet, så junior også selv lærer at se efter, om der er lys i.

Kilde: sikkertrafik.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek