København, 07/06/2025 - 05:30
Nu kan festivaler og koncerter få Svanemærket
Indleveringssystem for takeawayemballage og genbrug af led-lys giver begivenheder adgang til miljømærke.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ligesom balsam og byggematerialer kan festivaler og sportsstævner fremover få tildelt Svanemærket.
Det oplyser kriteriechef i Miljømærkning Danmark, Heidi Bugge, til Ritzau.
- Fremover vil vi som deltagere på festivaler eller ved store sportsbegivenheder kunne se, hvem der har gjort en særlig indsats for miljøet, siger hun.
- For det enkelte event kommer det til at betyde, at de reelt ved og har dokumenteret, at de har reduceret deres miljøaftryk.
Svanemærket kan nu opnås af både indendørs og udendørs begivenheder som messer, koncerter, personalefester og politiske landsmøder.
Miljømærkets kriterier stiller blandt andet krav til begivenhedernes affaldssortering, madudbud, ressourceforbrug og energiforbrug.
- Der er i dag ikke nødvendigvis så stort et fokus på, at for eksempel dekorationer som led-lys og duge fra messer og festivaler bruges mere end en gang. Men det skal fremover genanvendes eller upcycles, hvis man vil have mærket, siger Heidi Bugge.
Konkret vil gæsterne også kunne mærke, om de er til et svanemærket event, på det de spiser og drikker af.
- Man skal have et indsamlingssystem for takeawayemballage. Kopper og krus skal enten være genbrugelige eller på anden vis have reduceret miljøbelastningen, siger Heidi Bugge.
Ud over affaldssortering og genanvendelse stilles der også krav til, at der er vegetariske retter og en høj andel af økologi på menukortene.
Det er desuden væsentligt, hvor de indendørs og udendørs events' får deres strøm fra, hvis de vil svanemærkes.
- Vi sætter krav til, at energiforbruget primært skal komme fra elnettet, biobrændstoffer eller solceller. En stor del af energiforbruget kommer i dag fra fossile brændsler, og det skal vi væk fra, siger Heidi Bugge.
Svanemærket eksisterer foruden eventbranchen også i en lang række andre brancher.
For at opnå det som begivenhed skal man indsende dokumentation for, at man opfylder kriterierne.
Miljømærkning Danmark, der er ansvarlig for Svanemærket i Danmark, vil udføre kontrolbesøg for at sikre, at kriterierne overholdes, fortæller Heidi Bugge.
/ritzau/