Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 08/09/2025 - 06:00

En urolig verden kan blive afgørende ved norsk valg til Stortinget

Den udenrigspolitiske scene må ifølge analytikere ventes at spille ind ved mandagens valg i Norge.

Amanda Pedersen Giske/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Krigen i Ukraine, situationen i Gaza og Donald Trumps tilbagevenden til magten i USA.

Det er måske ikke ligefrem emner, der leder tankerne hen på et norsk valg.

Men indenrigspolitik er langtfra det eneste, som nordmændene har på hjerte, når de mandag skal til stemmeurnerne for at fordele taburetterne i Stortinget.

Ifølge politiske analytikere, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, kan det vise sig at blive en fordel for landets nuværende socialdemokratiske statsminister, Jonas Gahr Støre.

Han har en fortid som udenrigsminister og har gennem valgkampen forsøgt at fremstille sig selv som en sikker hånd på rattet.

- Det faktum, at Donald Trump er blevet præsident, snakken om told, der har gjort den internationale handel mere usikker, krigen i Ukraine - alle den slags internationale vanskeligheder får folk til samle sig om den siddende regering, siger Johannes Bergh, der er leder af det nationale valgstudie (NNES) ved Institut for samfundsforskning i Oslo til nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Bergh har centrum-venstre momentum i de seneste meningsmålinger.

For den 29-årige vælger Benjamin Tegelaar-Breiby er det foruden emnet integration netop internationale emner som klimaforandringer, Ukraine og Gaza, der kommer til at afgøre, hvor krydset skal sættes.

- Jeg føler, at verden omkring os er ved at falde fra hinanden, og derfor ønsker jeg mere stabilitet i Norge. Det er sådan set det, jeg stemmer efter, siger han.

Et gennemsnit af de seneste meningsmålinger viser, at Støres Arbeiderpartiet sammen med fire mindre partier ventes at sikre sig 88 pladser i Stortinget. Det er tre pladser mere, end der skal til for at sikre et flertal.

Det er dog stadig en tilbagegang sammenlignet med det seneste valg i 2021. Her høstede partierne samlet 100 mandater.

På højrefløjen ser det liberalkonservative parti Høyre og det indvandrerkritiske Fremskrittspartiet sammen med flere mindre partier ud til at modtage 81 mandater.

Også stigende leveomkostninger, skattetryk og kvaliteten af de offentlige tjenester har fyldt i løbet af de seneste ugers valgkamp.

Sammensætningen af Stortinget kan potentielt få betydning for landets olie- og gasindustri og dermed også den europæiske energiforsyning.

/ritzau/Reuters

London, 10/09/2025 - 20:06

Prins Harry mødes med kong Charles for første gang i over et år

Carlos Jasso/Reuters

Senest prins Harry så sin far, var da det blev offentliggjort, at kong Charles behandles for kræft.

Prins Harry har mødtes med kong Charles for første gang i over et år. Onsdag eftermiddag ankom han til sin fars bolig i London.

Det skriver Reuters.

Kongehuset bekræfter ifølge nyhedsbureauet, at prins Harry privat har drukket te med kong Charles.

Inden onsdag så den 40-årige prins Harry senest sin far i februar 2024 - kort efter, at den 76-årige konge afslørede, at han var under behandling for en uspecificeret form for kræft.

Ifølge Reuters kan mødet være et muligt første skridt mod at afslutte den meget omtalte konflikt mellem faren og sønnen.

Prins Harry har været i Storbritannien siden mandag, hvor han har deltaget i en række forskellige arrangementer.

Tidligere onsdag besøgte han et forskningscenter, der specialiserer sig i at forbedre behandling af ofre med sprængskader, skriver Reuters.

Prins Harry og amerikanske Meghan flyttede i 2020 til Californien i USA. Her bor de i dag med deres to børn.

Siden har de været kritiske over for den britiske kongefamilie i interviews, dokumentarer og i prins Harrys erindringsbog "Spare".

Det har ført til, at forholdet mellem ham og hans familie er brudt sammen.

Tidligere i år har prins Harry dog åbnet op for, at familien igen ville kunne genopbygge et forhold.

- Selvfølgelig kommer nogle af mine familiemedlemmer aldrig til at tilgive mig for at skrive en bog. Selvfølgelig kommer de aldrig til at tilgive mig for mange ting. Men du ved... Jeg ville elske en forsoning med min familie, sagde han i maj til BBC.

- Der er ingen grund til at fortsætte med at skændes. Og livet er kostbart.

Prins Harry havde netop tabt en appelsag mod den britiske regering om, hvorvidt han har ret til politibeskyttelse, når han er på britisk jord.

- Jeg ved ikke, hvor meget længere min far har tilbage. Han vil ikke snakke med mig på grund af den her beskyttelsessag, men det ville være dejligt at forenes, sagde han ifølge Reuters tidligere i år til BBC.

Prins Harry er den yngste søn af kong Charles og prinsesse Diana, der døde i en bilulykke i Paris i 1997.

Han er lillebror til prins William, der skal arve den britiske trone. Prins Harry har i de seneste år også haft et besværligt forhold til sin 43-årige bror.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

London, 10/09/2025 - 19:40

Prins Harry mødes med kong Charles for første gang i over et år

Carlos Jasso/Reuters

Senest prins Harry så sin far, var da det blev offentliggjort, at kong Charles behandles for kræft.

Prins Harry ser ud til at skulle mødes med kong Charles for første gang i over et år. Onsdag eftermiddag er han ankommet til sin fars bolig i London.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sidste gang, 40-årige prins Harry så sin far, var i februar 2024 - kort efter, at den 76-årige kong Charles afslørede, at han var under behandling for en uspecificeret form for kræft.

Ifølge Reuters kan det være et muligt første skridt mod at afslutte den meget omtalte konflikt mellem faren og sønnen.

Prins Harry og amerikanske Meghan flyttede i 2020 til Californien i USA. Her bor de i dag med deres to børn.

Siden har de været kritiske over for den britiske kongefamilie i interviews, dokumentarer og i prins Harrys erindringsbog "Spare".

Det har ført til, at forholdet mellem ham og hans familie er brudt sammen.

Tidligere i år har prins Harry dog åbnet op for, at familien igen ville kunne genopbygge et forhold.

- Selvfølgelig kommer nogle af mine familiemedlemmer aldrig til at tilgive mig for at skrive en bog. Selvfølgelig kommer de aldrig til at tilgive mig for mange ting. Men du ved... Jeg ville elske en forsoning med min familie, sagde han i maj til BBC.

- Der er ingen grund til at fortsætte med at skændes. Og livet er kostbart.

Prins Harry havde netop tabt en appelsag mod den britiske regering, om, hvorvidt han har ret til politibeskyttelse, når han er på britisk jord.

- Jeg ved ikke, hvor meget længere min far har tilbage. Han vil ikke snakke med mig på grund af den her beskyttelsessag, men det ville være dejligt at forenes, sagde han ifølge Reuters tidligere i år til BBC.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

, 10/09/2025 - 11:49

Hjemmearbejde kan spænde ben for forfremmelse og lønhop

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hjemmearbejde kan være godt for trivsel og velegnet til at forebygge stress. Men det kan også ende med at være isolerende og i værste fald koste på lønsedlen.

Det er blevet populært at klare dagens dont fra hjemmekontoret. Faktisk er danske lønmodtagere blandt Europas mest hjemmearbejdende.

Fire ud af ti af os har enten hyppigt eller af og til hjemmearbejde, viser en ny analyse fra fagforeningen Krifa.

For mange er det en mulighed for at forbedre trivsel og forebygge stress.

Men det kan blive en glidebane, hvis hjemmearbejdet bliver en vane frem for en chance for afveksling i arbejdstiden, fortæller Kim Vesterskov Choglay, der er karrierekonsulent i Krifa.

- Det kan koste dyrt i forhold til løn, karriere og kolleger, hvis synligheden over for lederen forsvinder, siger Kim Vesterskov Choglay.

Krifas analyse henviser blandt andet til et nyt britisk studie, der peger på, at hjemmearbejde kan have negative konsekvenser for karriereudviklingen.

Studiet viser, at ledere er 11 procent mindre tilbøjelige til at forfremme medarbejdere, der arbejder hjemme på fuldtid. Samme tendens gælder lønforhøjelse.

Selv ved to ugentlige hjemmearbejdsdage falder sandsynligheden for forfremmelse og mere i løn.

- Derfor handler det om at finde den gyldne balance, der passer såvel den enkelte som arbejdspladsen, siger Kim Vesterskov Choglay.

Det kunne for eksempel være to dage på hjemmekontoret og tre dage på arbejdspladsen, hvis det er det rette match, foreslår han.

En anden løsning kan være at tage halvdelen af dagen på kontoret og den anden halvdel hjemme, hvis dine arbejdsopgaver tillader det.

Men det er en god idé at vise flaget på arbejdspladsen, mener karrierekonsulenten.

- Der er rigtig meget energi at hente i at have kollegialt samvær på arbejdspladsen. Og du risikerer at melde dig ud af fællesskabet, hvis du kun deltager i digitale møder, uddyber han.

Du kan med fordel også løbende fortælle om dine resultater, lyder det fra Krifa.

Du bør være tydelig omkring dine mål - især hvis din leder har begrænset mulighed for at følge din arbejdsindsats og dit engagement, når du arbejder hjemmefra.

Hvis du er i tvivl om balancen, lyder opfordringen at tage en god dialog med din nærmeste leder.

- Giv udtryk for dit ønske, men hav selvfølgelig også respekt for, at ledelsen skal være med på det, så I sammen finder en god løsning, siger Kim Vesterskov Choglay.

I april undersøgte den faglige organisation Lederne, der repræsenterer virksomhedsledere, hjemmearbejde blandt deres privatansatte medlemmer.

Her svarede knap 70 procent, at de har mulighed for at tilbyde medarbejderne hjemmearbejde.

For politisk chef for arbejdsmiljø og arbejdsliv hos Lederne, Kim Melander Jensen, viser det, at hjemmearbejde er blevet et centralt trivselsværktøj.

- Men det stiller jo selvfølgelig nogle krav at være på en arbejdsplads, der er hybrid. Både til lederne, men også til medarbejderne, siger han og fortsætter:

- Vores anbefaling er helt klart, at lederne gør meget ud af at forventningsafstemme - både i forhold til opgaveløsningen, og hvordan man støtter op om et godt kollegaskab.

Kim Melander Jensen anbefaler, at du som medarbejder går i dialog med din leder om, hvilke opgaver der kan løses hjemmefra, og hvilke der kræver din tilstedeværelse på kontoret.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/09/2025 - 10:00

FAKTA: Hjemmearbejde hitter

* Hjemmearbejde er blevet markant mere udbredt på det danske arbejdsmarked i løbet af det seneste årti.

* I 2015 var det cirka 27 procent af lønmodtagere, der arbejdede hjemmefra. I 2024 lød samme tal på 41 procent.

* Danmark ligger i dag markant over EU-gennemsnittet, men på linje med vores nordiske naboer og Holland.

* Hjemmearbejde er særligt udbredt i København og omegn, viser en tidligere undersøgelse fra Danmarks Statistik.

* Ifølge Krifas analyse vil fire ud af ti slet ikke acceptere et job uden mulighed for hjemmearbejde.

* Det er især den reducerede transporttid til arbejde, der fremhæves som en fordel.

Kilder: Krifa og Eurostat.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek