10/09/2025 - 11:49
Hjemmearbejde kan spænde ben for forfremmelse og lønhop
Hjemmearbejde kan være godt for trivsel og velegnet til at forebygge stress. Men det kan også ende med at være isolerende og i værste fald koste på lønsedlen.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: Af Lukas Nørgaard Bødiker, Ritzau Fokus
Det er blevet populært at klare dagens dont fra hjemmekontoret. Faktisk er danske lønmodtagere blandt Europas mest hjemmearbejdende.
Fire ud af ti af os har enten hyppigt eller af og til hjemmearbejde, viser en ny analyse fra fagforeningen Krifa.
For mange er det en mulighed for at forbedre trivsel og forebygge stress.
Men det kan blive en glidebane, hvis hjemmearbejdet bliver en vane frem for en chance for afveksling i arbejdstiden, fortæller Kim Vesterskov Choglay, der er karrierekonsulent i Krifa.
- Det kan koste dyrt i forhold til løn, karriere og kolleger, hvis synligheden over for lederen forsvinder, siger Kim Vesterskov Choglay.
Krifas analyse henviser blandt andet til et nyt britisk studie, der peger på, at hjemmearbejde kan have negative konsekvenser for karriereudviklingen.
Studiet viser, at ledere er 11 procent mindre tilbøjelige til at forfremme medarbejdere, der arbejder hjemme på fuldtid. Samme tendens gælder lønforhøjelse.
Selv ved to ugentlige hjemmearbejdsdage falder sandsynligheden for forfremmelse og mere i løn.
- Derfor handler det om at finde den gyldne balance, der passer såvel den enkelte som arbejdspladsen, siger Kim Vesterskov Choglay.
Det kunne for eksempel være to dage på hjemmekontoret og tre dage på arbejdspladsen, hvis det er det rette match, foreslår han.
En anden løsning kan være at tage halvdelen af dagen på kontoret og den anden halvdel hjemme, hvis dine arbejdsopgaver tillader det.
Men det er en god idé at vise flaget på arbejdspladsen, mener karrierekonsulenten.
- Der er rigtig meget energi at hente i at have kollegialt samvær på arbejdspladsen. Og du risikerer at melde dig ud af fællesskabet, hvis du kun deltager i digitale møder, uddyber han.
Du kan med fordel også løbende fortælle om dine resultater, lyder det fra Krifa.
Du bør være tydelig omkring dine mål - især hvis din leder har begrænset mulighed for at følge din arbejdsindsats og dit engagement, når du arbejder hjemmefra.
Hvis du er i tvivl om balancen, lyder opfordringen at tage en god dialog med din nærmeste leder.
- Giv udtryk for dit ønske, men hav selvfølgelig også respekt for, at ledelsen skal være med på det, så I sammen finder en god løsning, siger Kim Vesterskov Choglay.
I april undersøgte den faglige organisation Lederne, der repræsenterer virksomhedsledere, hjemmearbejde blandt deres privatansatte medlemmer.
Her svarede knap 70 procent, at de har mulighed for at tilbyde medarbejderne hjemmearbejde.
For politisk chef for arbejdsmiljø og arbejdsliv hos Lederne, Kim Melander Jensen, viser det, at hjemmearbejde er blevet et centralt trivselsværktøj.
- Men det stiller jo selvfølgelig nogle krav at være på en arbejdsplads, der er hybrid. Både til lederne, men også til medarbejderne, siger han og fortsætter:
- Vores anbefaling er helt klart, at lederne gør meget ud af at forventningsafstemme - både i forhold til opgaveløsningen, og hvordan man støtter op om et godt kollegaskab.
Kim Melander Jensen anbefaler, at du som medarbejder går i dialog med din leder om, hvilke opgaver der kan løses hjemmefra, og hvilke der kræver din tilstedeværelse på kontoret.
/ritzau fokus/