København, 01/08/2025 - 08:06
Tesla er igen trillet ud af liste over danskeres foretrukne
I juli blev der indregistreret i alt 13.811 nye personbiler i Danmark, hvoraf 336 af dem var Tesla-biler.
Morten B. Bek/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I juli er Tesla igen blevet presset ud af top ti over danskernes foretrukne personbiler.
Her blev der indregistreret i alt 13.811 nye personbiler i Danmark, hvoraf 336 af dem var Tesla-biler.
Det viser en opgørelse fra Mobility Danmark baseret på tal fra Bilstatistik.dk. Mobility Danmark er brancheforening for de danske bilimportører.
Dermed ligger det amerikanske bilmærke på en 13.-plads over danskernes mest foretrukne personbil mod en tredjeplads måneden forinden.
I samme måned året forinden blev der indregistreret 706 biler fra Tesla.
Ilyas Dogru, som er forbrugerøkonom hos bilisternes interesseorganisation, FDM, synes, det er bemærkelsesværdigt, at Tesla er forsvundet fra top ti i juli.
Det begrunder han med, at Teslas nye modeller er i gang med at blive leveret, og at bilproducenten netop ikke længere har problemer med levering og produktion som tidligere.
- Så vi kan se, at det ikke længere handler om det (leveringsproblemer, red.), men at det handler om, at forbrugerne har så mange alternativer, siger han.
I maj sneg Teslas Model Y sig ellers igen ind i top ti, efter at producentens biler var blevet presset ud i april.
Den nye Model Y blev lanceret i Danmark i marts, men de billigste varianter blev først leveret i maj og juni. Derfor slog det igennem i salgstallene der, forklarer han.
Dermed er der et stykke til den dominerende position Tesla tidligere har haft på det danske bilmarked.
- Bare for tre år siden, der tænkte vi på en Tesla, når vi tænkte på en elbil og omvendt, men det gør vi ikke længere, siger Ilyas Dogru og påpeger, at i et konkurrencepræget marked går Tesla tilbage.
I løbet af 2025 har der været stort fokus på Teslas topchef, Elon Musk. Han bragede ind på den politiske scene i USA og fik en fremtrædende rolle i præsident Donald Trumps regering.
- Der har meget støj omkring Tesla, som ikke har handlet om bilen, men om direktøren og hans politiske ståsted. Det har sikkert en betydning, men det er ikke noget, vi kan måle, siger han.
Han påpeger, at det i hvert fald i dag er nemmere at vælge et alternativ til Tesla, end det var for få år tilbage.
Tesla har i juli måned haft størst succes med Model Y på det danske marked. Her blev der indregistreret 268 af modellen i Danmark.
/ritzau/