Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rom, 11/05/2025 - 10:02

Sinner overrasker sig selv i comeback efter dopingkarantæne

Jannik Sinner følte sig bedre tilpas end ventet, da han lørdag fik comeback efter dopingkarantæne.

Aleksandra Szmigiel/Reuters

Af: /ritzau/

Den italienske tennisstjerne Jannik Sinner er yderst tilfreds med det niveau, som han lørdag viste i sit comeback på den store scene efter at have udstået en dopingkarantæne.

Efter tre måneder på sidelinjen vandt han 6-3, 6-4 over argentineren Mariano Navone ved den store Masters 1000-turnering Italian Open i Rom.

- Jeg var overrasket over at kunne føle mig så godt tilpas så hurtigt. Jeg prøvede virkelig at give alt, hvad jeg havde. Det er det eneste, jeg kan kontrollere i øjeblikket.

- Fornemmelsen var rigtig god. Der var selvfølgelig op- og nedture undervejs, det er helt normalt, og det accepterer jeg. Nu skal jeg lige have noget feedback på den her præstation, men der er helt sikkert noget at arbejdere videre ud fra, siger en tilfreds Sinner ifølge Reuters efter sejren.

Sinner slap i første omgang for karantæne hos Det Internationale Tennisintegritetsagentur (Itia), selv om han to gange i marts 2024 afleverede en positiv dopingprøve, som indeholdt spor af det forbudte stof clostebol.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) sendte sagen til sportsdomstolen CAS, men før den blev behandlet, indgik parterne en aftale om en karantæne på tre måneder. Den var udstået 4. maj.

Dommen har delt vandene i tennismiljøet, og nogle mener, at Sinner har fået positiv særbehandling på grund af sin status som nummer et på verdensranglisten. Den plads har han beholdt trods sin lange kamppause.

Før comebacket var Sinner i tvivl om sit niveau, men nu tør han at være mere optimistisk.

- Det er en utrolig følelse, og jeg har ventet i rigtig lang tid på det her øjeblik. Jeg er virkelig glad for at være tilbage.

- Det er svært at vide, hvor man står, når man ikke har haft nogle kampe at kunne evaluere ud fra, så det vigtigste for mig i den her turnering er kamptræning. Det var ikke nogen nem comebackkamp, og jeg er glad for at være videre i turneringen, siger Sinner.

Han sad over i turneringens første runde og er derfor klar til tredje runde efter sejren over Navone. Mandag skal Sinner møde hollænderen Jesper De Jong, der er nummer 93 på verdensranglisten.

/ritzau/

Basel, 13/05/2025 - 05:30

Danmark må kigge langt efter skandinaviske stemmer i Eurovision

10070 Jessica Gow / Tt/Ritzau Scanpix

I årets første semifinale i det internationale melodigrandprix skal Norge, Sverige og Island i ilden.

Med 37 lande, som stiller op i årets internationale melodigrandprix, skal finalefeltet findes i to semifinaler.

Den første finder sted tirsdag aften i St. Jakobshalle i den schweiziske storby Basel, og her skal bookmakernes foreløbige favorit fra Sverige på scenen.

Journalisten Ole Tøpholm, der i mange år har kommenteret Eurovision for DR, kalder Sverige for en musikalsk supermagt.

- Det gælder ikke kun i Eurovision-sammenhæng. Det gælder også den musik, der ellers produceres. Men jeg kan godt forstå, hvorfor så mange taler om Sverige i år, for de stiller op med noget helt andet, end det de plejer at vinde med, siger grandprixkenderen.

Trioen Kaj går på scenen med saunasangen "Bara Bada Bastu".

Ole Tøpholm beskriver sangen som retro.

- Melodien kunne have været med for 20-30 år siden, og så er der den halve tone til sidst. Og så finder du også et tema, som kan forstås internationalt, siger han og fortsætter:

- Og når de så undervejs har en koreografi, hvor danserne kun har et håndklæde på, er det noget, man kan forstå fra Finland til Cypern.

Ud over Sverige skal Island og Norge også i ilden i årets første semifinale.

Dermed kan de ikke stemme i den anden semifinale torsdag, hvor Danmarks Eurovision-håb, Sissal, skal forsøge at kvalificere sig til en plads i lørdagens grande finale med nummeret "Hallucination".

- Det kunne have været lækkert, hvis vi havde haft Norge, Sverige og Island i vores semifinale til at kunne stemme på os. Men tirsdagens semifinale er stadig spændende med danske øjne, fordi vi har vores bedste venner med i den, siger Ole Tøpholm.

Også Estland, Ukraine og Albanien skal optræde i årets første semifinale.

Det er et stærkt felt, lyder det fra Carsten Nilsson, der er medstifter af fanmediet Eurosong.dk, og som i år skal til sit 18. Eurovision.

- Der er lande, der ryger i finalen uden problemer, og så er der tre-fire stykker, der er fuldstændig chanceløse, mener han.

Selv om feltet i den første semifinale er stærkt, ville Sissal faktisk stå stærkere i den end i torsdagens semifinale, vurderer Carsten Nilsson.

- Der er næsten ikke nogen kvinder med i den første semifinale. Hvis Sissal havde stået i den, ville jeg ikke være i tvivl om, at hun ville brage videre. Vores semifinale torsdag kunne ikke være værre rent lodtrækningsmæssigt, siger grandprixeksperten.

Seks lande slipper hvert år for semifinalerne.

Det drejer sig om Italien, Spanien, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, simpelthen fordi de betaler den største del af Eurovision, og så får sidste års vinderland også altid en direkte finaleplads. Denne gang er det Schweiz.

Første semifinale i Eurovision kan ses på DR1 tirsdag aften klokken 21.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 13/05/2025 - 04:18

Rapper indlagt efter knivoverfald i amerikansk fængsel

Damian Dovarganes/Ritzau Scanpix

Mandag morgen blev musikeren Tory Lanez overfaldet og stukket 14 gange, står der på hans Instagram-profil.

Den canadiske rapper Tory Lanez, der sidder fængslet i USA, er blevet indlagt efter at være blevet overfaldet.

Det oplyser fængselsmyndigheden i delstaten Californien mandag eftermiddag lokal tid ifølge AFP.

Myndigheden uddyber ikke, hvad der er sket, eller hvor slemt musikeren er kommet til skade. Men i et opslag på hans profil på Instagram fremgår det, at han er blevet stukket 14 gange, blandt andet i ryggen og ansigtet.

Begge hans lunger kollapsede, men han er uden for livsfare, står der.

- Selv om han har smerter, taler han normalt og er ved godt mod og takker Gud for, at han klarer sig, lyder det i opslaget.

Ifølge mediet TMZ blev en hjemmelavet kniv - en såkaldt shank - brugt.

Overfaldet skete mandag morgen klokken 07.20 i et fængsel i byen Tehachapi, der ligger omkring 110 kilometer nord for storbyen Los Angeles.

Den canadiske rapper afsoner en dom på 10 års fængsel for at have skudt den amerikanske rapper Megan Thee Stallion i foden i 2020.

Retssagen kørte i 2023, hvor det kom frem, at Tory Lanez, hvis borgerlige navn er Daystar Peterson, beordrede hende til at danse, mens han flere gange skød mod hendes fødder.

De to havde indledt et forhold i de foregående måneder. En aften kom de op at skændes efter en fest hos kendissen Kylie Jenner.

Megan Thee Stallion - med det borgerlige navn Megan Pete - fortalte i retten, at hendes skader havde påvirket hendes evne til at gå normalt efter hændelsen.

Tory Lanez nægtede sig skyldig.

Fængselsmyndigheden i Californien siger mandag, at der er blevet indledt en efterforskning af overfaldet. Den foregår i samarbejde med distriktsadvokaten i Kern amt, lyder det.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/05/2025 - 11:00

FAKTA: Omkostninger ved kør selv-ferie

Tallene viser kilometer tur-retur, udgift med benzinbil samt udgift med elbil.

* Aarhus til Gardasøen, Italien: 3033 kilometer, 9053 kroner, 6930 kroner.

* København til Gardasøen: 2812 kilometer, 8436 kroner, 6468 kroner.

* Aarhus til den franske riviera: 3536 kilometer, 11.278 kroner, 8803 kroner.

* København til den franske riviera: 3494 kilometer, 11.161 kroner, 8715 kroner.

Kilder: Spar Nord og Bilbasen. De samlede omkostninger ved at eje og bruge en bil - kaldet Total Cost of Ownership - er beregnet til i gennemsnit 2,79 kroner per kilometer for benzinbiler og 2,09 kroner for elbiler. Brændstofforbrug er sat til et gennemsnit på 14,10 kilometer per liter, og benzinprisen 14,80 kroner per liter. Elprisen er sat til et gennemsnit på 3 kroner per kilowatt-time, og der er regnet med et gennemsnitligt strømforbrug på 20 kilowatt-timer per 100 kilometer. Færgeoverfart er ikke inkluderet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 12/05/2025 - 11:00

FAKTA: Tips til kør selv-ferie i elbil

* Planlæg turen med en ruteplanlægningsapp og en app til at finde ladestandere.

* Hvis du kommer til en ladestander, som du ikke har abonnement til, kan du med fordel tjekke priserne i forskellige ladeapps før opladning, da der kan være store prisforskelle på samme ladestation.

* Kør 110 kilometer i timen på motorvejen i stedet for 130 kilometer. På den måde kan du spare op til 20 procent på bilens forbrug af strøm.

* Lad bilen op til 80 procent ved lynladere, hvis der er kø. De sidste 20 procent tager lang tid.

* Sørg for at have minimum ti procent strøm, hvis du kører til større ladeparker. Er der tale om en mindre ladepark, bør du have minimum 20 procent strøm tilbage, så du kan køre videre, hvis der er kø.

* Husk ladekabel til de langsommere ladestandere.

* Spørg hotellet, om der er mulighed for at oplade.

Kilde: FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek