Basel, 13/05/2025 - 05:30
Danmark må kigge langt efter skandinaviske stemmer i Eurovision
I årets første semifinale i det internationale melodigrandprix skal Norge, Sverige og Island i ilden.
10070 Jessica Gow / Tt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Med 37 lande, som stiller op i årets internationale melodigrandprix, skal finalefeltet findes i to semifinaler.
Den første finder sted tirsdag aften i St. Jakobshalle i den schweiziske storby Basel, og her skal bookmakernes foreløbige favorit fra Sverige på scenen.
Journalisten Ole Tøpholm, der i mange år har kommenteret Eurovision for DR, kalder Sverige for en musikalsk supermagt.
- Det gælder ikke kun i Eurovision-sammenhæng. Det gælder også den musik, der ellers produceres. Men jeg kan godt forstå, hvorfor så mange taler om Sverige i år, for de stiller op med noget helt andet, end det de plejer at vinde med, siger grandprixkenderen.
Trioen Kaj går på scenen med saunasangen "Bara Bada Bastu".
Ole Tøpholm beskriver sangen som retro.
- Melodien kunne have været med for 20-30 år siden, og så er der den halve tone til sidst. Og så finder du også et tema, som kan forstås internationalt, siger han og fortsætter:
- Og når de så undervejs har en koreografi, hvor danserne kun har et håndklæde på, er det noget, man kan forstå fra Finland til Cypern.
Ud over Sverige skal Island og Norge også i ilden i årets første semifinale.
Dermed kan de ikke stemme i den anden semifinale torsdag, hvor Danmarks Eurovision-håb, Sissal, skal forsøge at kvalificere sig til en plads i lørdagens grande finale med nummeret "Hallucination".
- Det kunne have været lækkert, hvis vi havde haft Norge, Sverige og Island i vores semifinale til at kunne stemme på os. Men tirsdagens semifinale er stadig spændende med danske øjne, fordi vi har vores bedste venner med i den, siger Ole Tøpholm.
Også Estland, Ukraine og Albanien skal optræde i årets første semifinale.
Det er et stærkt felt, lyder det fra Carsten Nilsson, der er medstifter af fanmediet Eurosong.dk, og som i år skal til sit 18. Eurovision.
- Der er lande, der ryger i finalen uden problemer, og så er der tre-fire stykker, der er fuldstændig chanceløse, mener han.
Selv om feltet i den første semifinale er stærkt, ville Sissal faktisk stå stærkere i den end i torsdagens semifinale, vurderer Carsten Nilsson.
- Der er næsten ikke nogen kvinder med i den første semifinale. Hvis Sissal havde stået i den, ville jeg ikke være i tvivl om, at hun ville brage videre. Vores semifinale torsdag kunne ikke være værre rent lodtrækningsmæssigt, siger grandprixeksperten.
Seks lande slipper hvert år for semifinalerne.
Det drejer sig om Italien, Spanien, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, simpelthen fordi de betaler den største del af Eurovision, og så får sidste års vinderland også altid en direkte finaleplads. Denne gang er det Schweiz.
Første semifinale i Eurovision kan ses på DR1 tirsdag aften klokken 21.00.
/ritzau/