Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/05/2025 - 13:13

Aftale: Unge med angst og depression får ret til hurtig behandling

Økonomien i psykiatrien styrkes med et løft på 35 procent, og det har der været behov for, siger minister.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et næsten samlet folketing har mandag indgået aftale om en 10-årsplan for psykiatrien, så der tilføres flere penge, indføres rettigheder til de unge og ventetider nedbringes.

18-24-årige med angst og depression skal tilbydes behandling inden for 30 dage, ellers skal de have tilbud om behandling i privat regi. Der afsættes midler til at nedbringe de lange ventelister på området.

- Det er en historisk milepæl. Vi sætter handling bag mange års gode intentioner. Vi fuldender et historisk løft af psykiatrien, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) ved præsentation af aftalen.

Regeringen har indgået aftalen med alle de partier, som kom i Folketinget ved det seneste valg. Kun Borgernes Parti, som er kommet til senere, er ikke med.

Der tilføres ifølge sundhedsministeren et permanent årligt løft til psykiatrien på 4,6 milliarder kroner ekstra fra 2030 sammenlignet med 2019.

- Det svarer til et løft på 35 procent. Jeg tror ikke, at man kan pege på mange andre velfærdsområder, der får så markant et løft. Men jeg tror heller ikke, at man kan pege på mange andre områder, der har haft så stort et behov, siger Sophie Løhde.

Af aftalens finansiering fremgår, at der til de nye initiativer i psykiatrien afsættes i alt 2,6 milliarder kroner til kommuner og regioner i 2030.

Med tiårsplanen får børn og unge desuden ret til redning og behandling i et sammenhængende forløb. Behandling kan påbegyndes, inden udredningen er afsluttet.

Udredning og behandling er dog mere kompliceret på det psykiatriske område, understreger indenrigs- og sundhedsministeren, som ikke vil udstede garanti fra dag et.

- Jeg kan ikke garantere, at alle børn og unge fra dag et får opfyldt deres rettighed, siger Sophie Løhde.

- Det er ikke så simpelt at konstatere på en skanning. Det er ofte meget mere kompliceret.

Med aftalen styrkes de opsøgende og udgående teams, der skal støtte patienter med svære psykiske lidelser, så det kan forebygge indlæggelser for den patientgruppe.

- Hvis man har en psykisk lidelse, skal det ikke være ensbetydende med, at man også er socialt udsat, siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S).

Der afsættes 300 millioner årligt fra 2030 til opsøgende teams, og 70 millioner kroner til mere opsøgende gadearbejde. Disse midler indfases løbende fra henholdsvis 2025 og 2026.

De svære psykisk syge har som patientgruppe i særlig grad haft behov for hjælp. Det budskab fremførte Enhedslisten og De Radikale på pressemødet.

- De svære psykisk syge er nogle af dem, der er blevet svigtet mest, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

- Vi ved, at det virker. Jeg er virkelig glad for, at det er kommet med i aftalen, siger sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R).

/ritzau/

London, 21/05/2025 - 21:43

Northside-aktuel rapper sigtes for terrorforseelse af britisk politi

Clodagh Kilcoyne/Reuters

En video viser angiveligt, at en nordirsk rapper viser et Hizbollah-flag frem under en koncert i London.

Britisk politi har sigtet Liam O’Hanna, der er en del af den nordirske hiphoptrio Kneecap, for en terrorforseelse, fordi han angiveligt har vist et flag til støtte for den militante bevægelse Hizbollah.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet blev ifølge mediet Sky News gjort opmærksom på en video af den unge rapper i april. Derfor blev dets antiterrorenhed sat på opgaven.

I videoen kan man angiveligt se O'Hanna vise et Hizbollah-flag frem under en koncert i London tilbage i november sidste år.

Hizbollah-bevægelsen blev dannet i 1982 som svar på en israelsk invasion i Libanon. Det er en shiamuslimsk bevægelse, som gennem årene blandt andet også har angrebet amerikanske mål.

Den har desuden spillet en særdeles aktiv rolle som allieret til Hamas-bevægelsen, der er i krig med Israel.

O'Hanna er sigtet for at have vist flaget "på en sådan måde eller under sådanne omstændigheder, at der er en rimelig mistanke om, at han støtter en forbudt organisation", lyder det.

Det er i så fald i strid med britisk terrorlovgivning.

Trioen har imidlertid understreget, at den hverken støtter Hamas eller Hizbollah, og den siger, at videoen er blevet taget ud af sin kontekst, skriver BBC.

Ifølge mediet har det indtil videre kostet Kneecap en række optrædener.

Ikke desto mindre tyder alt på, at de denne sommer lægger vejen forbi den aarhusianske festival Northside, hvor 27-årige O'Hanna efter planen skal optræde med de to øvrige medlemmer.

Han skal møde i retten i London den 18. juni, hvilket er 11 dage efter deres planlagte koncert i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 21/05/2025 - 21:23

Northside-aktuel rapper sigtes for terrorforseelse af britisk politi

En video viser angiveligt, at en nordirsk rapper viser et Hizbollah-flag frem under en koncert i London.

Britisk politi har sigtet Liam O’Hanna, der er en del af den nordirske hiphoptrio Kneecap, for en terrorforseelse, fordi han angiveligt har vist et flag til støtte for den militante bevægelse Hizbollah.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet blev ifølge mediet Sky News gjort opmærksom på en video af den unge rapper i april.

Den viser angiveligt O'Hanna vise et Hizbollah-flag frem under en koncert i London tilbage i november sidste år.

Kneecap lægger denne sommer vejen forbi den aarhusianske festival Northside, hvor O'Hanna efter planen skal optræde med de to øvrige medlemmer.

Han skal møde i retten i London den 18. juni, hvilket er 11 dage efter deres planlagte koncert i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 21/05/2025 - 10:00

FAKTA: Om regulering af legetøj

* Et produkt bliver defineret som legetøj, hvis det klart er konstrueret eller bestemt til legeformål for børn under 14 år. Regler for legetøj bliver primært reguleret i  EU's legetøjsdirektiv, som er implementeret i dansk lov i legetøjsbekendtgørelsen.

* Reglerne i legetøjsdirektivet har været under revision, og i april 2025 blev de nye regler vedtaget politisk.

* For at opnå den bedste beskyttelse af børn, er det blevet besluttet, at direktivet skal ændres til en forordning. Det vil give en bedre beskyttelse, fordi alle EU-lande får de samme regler vedrørende legetøj.

Kilde: Miljøstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 21/05/2025 - 10:00

FAKTA: Skru ned for kemien på børneværelset

* Luft ud på legeværelset.

* Sørg for at tørre støv af regelmæssigt. De kemiske stoffer kan klistre til støvet og dermed være i indeklimaet.

* Opbevar legetøjet i beholdere, der kan tørres af.

* Tør legetøjet af for støv, og vask bamserne.

Kilde: Stine Müller, som er projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek