New York, 26/07/2025 - 01:36
Medie: NFL straffer spillere for salg af Super Bowl-billetter
Mere end 100 NFL-spillere får en bøde for at sælge Super Bowl-billetter med fortjeneste, skriver mediet CNBC.
Brynn Anderson/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mere end 100 NFL-spillere vil blive straffet med bøder af NFL for at videresælge billetter med fortjeneste til Super Bowl tidligere på året.
Det skriver det amerikanske medie CNBC.
CNBC har set et intern notat fra ligaens overvågningsansvarlige, Sabrina Perel.
En undersøgelse har ifølge notatet vist, at mere end 100 spillere og omkring 20 klubansatte har videresolgt billetter med fortjeneste til et mellemled, der har solgt de eftertragtede siddepladser videre.
Ligaens regelsæt forbyder spillere og ansatte på NFL-holdene at videresælge billetter, som de har sikret sig gennem deres arbejdsgiver, til en højere pris, end der er betalt for den.
Klubansatte, der har forbrudt sig mod reglen, vil få en bøde på to gange billetprisen, mens NFL-spillere slipper med bøder på 1,5 gange billetprisen.
NFL ser med stor alvor på videresalg af Super Bowl-billetter med fortjeneste og vil øge straffen frem mod næste års finale i NFL, fremgår det af notatet.
- Ingen bør opnå personlig fortjeneste på deres NHL-tilhørsforhold på bekostning af vores fans, skriver Sabrina Perel i notatet.
Billetterne til Super Bowl bliver ofte drevet op på grund af stor efterspørgsel.
Da Philadelphia Eagles og Kansas City Chiefs mødtes i Super Bowl i februar, blev der i gennemsnit betalt omkring 6645 dollar per billet, berettede mediet USA Today. Det svarer til 42.200 kroner.
/ritzau/