17/10/2025 - 10:00
Tag stilling til dit velbefindende før du tjekker din søvnscore
Vi benytter smartwatches og smart-ringe til at måle sundhed, men man kan misse usynlig sundhed, hvis man kun ser det målelige.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus
Det anbefales at få syv til ni timers søvn hver nat som voksen. Det er dog ikke den eneste målestok, som man kan følge. Vores smartwatches eller smart-ringe kan nemlig også give en score på nattens søvn.
Scoren giver et tal fra 1 til 100 på, hvor god din søvn har været, og afhænger af, hvor længe du har sovet og været i de forskellige søvnfaser.
Julie Aasbjerg Andersen, der er psykolog og indehaver af klinikken Mentalt Overskud, fortæller, at det er meget individuelt, om en søvnscore vil påvirke negativt eller positivt.
- For nogle personer kan en søvnscore fungere som en motivationsfaktor for at få mere og bedre søvn i hverdagen, siger hun og fortsætter:
- For en del kan der dog komme en overfokusering på søvndata, som kan medføre unødvendig bekymring, især hvis scoren ikke matcher personens oplevelse af at være udhvilet.
Der kan dermed blive skabt en perfektionisme omkring søvn, hvor ønsket om optimal søvn forstyrrer i sig selv. Den tilstand kaldes ortosomni.
Ortosomni blev beskrevet for første gang i et amerikansk studie fra 2017.
- Et studie viste, at flere patienter havde søgt lægebehandling, fordi de havde identificeret søvnforstyrrelser gennem data på deres søvntracker. Mange af dem ville nok ikke have søgt lægehjælp, hvis de havde været foruden teknologien, siger hun.
Dermed kan søvnscoren også give en digital placeboeffekt, hvor vi bliver påvirket i enten positiv eller negativ retning, alt efter hvad enheden viser.
- Du kan spørge dit smartwatch, hvordan du har det, eller hvor udhvilet du føler dig, inden du selv har taget stilling. Det kan være uproblematisk, hvis det understøtter sunde rutiner, men kan også føre til en negativ forventning til dagen, hvis søvntallet er lavt, siger hun.
Personer med perfektionistiske tendenser kan derfor have svært ved smartwatches søvnscore.
Julie Aasbjerg Andersen råder til en stund for sig selv, inden teknologien siger godmorgen.
- Jeg vil næsten opfordre til, at man tjekker ind med sig selv og vurderer sin søvn, inden man kigger på sit smartwatch.
Morten Fenger, der er ph.d. i psykologi fra Københavns Universitet og forfatter til bogen "Når mobilen tager magten", forklarer, at mennesket ser søvnscoren som gældende, men dybest set ved man ikke, hvad der er bag tallene.
- Det er ligesom i folkeskolen. Det er mellemregningerne, vi er interesserede i, og ikke resultatet. Så får man at vide, at søvnscoren er dårlig, men man bør kunne mærke det på sig selv, siger han.
Det mener han ikke er en positiv udvikling for alle.
- Man skal præstere hele tiden, måles og hele tiden være opmærksom på sig selv. Det stresser, siger han.
Morten Fenger fortæller, at mennesket kan lide at se sig selv som en del af en stor gruppe, men dybest set er vi forskellige. Derfor mener han, at smartwatches vil være brugbare for nogle, mens det for andre vil stresse.
- Sådan en som Chris MacDonald vil elske en søvnscore til at måle sin sundhed, for flertallet vil det dog være stressende. Det vil det være, fordi man ikke ved, hvordan man kommer i mål, siger han.
Han beskriver, at vi hele tiden ser det, som vi kan måle og veje, mens vi misser det ikke-målbare som nærvær, kærlighed og relationer.
- Så længe, vi bliver kodet til hele tiden at se på det, der er måleligt, så kan vi ikke se det, der er usynligt, fortæller han.
/ritzau fokus/