København, 05/07/2025 - 23:21
Studie: Løbere får oftest skader af pludseligt længere ture
10-15 procent af løbeskader kan ifølge lektor givetvis forklares ved, at man løber for langt i ét træningspas.
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den hyppigste årsag til en løbeskade er, at man i ét træningspas løber markant længere, end man er vant til.
Sådan lyder konklusionen fra en gruppe forskere på Aarhus Universitet, som har lavet et omfattende studie af løbeskader.
Det skriver Jyllands-Posten. Avisen omtaler studiet som det største studie af løbeskader nogensinde.
Ifølge lektor Rasmus Ø. Nielsen, som er en del af forskergruppen, har opfattelsen hidtil været, at overbelastningsskader udvikler sig gradvist over tid.
- Men vores forskning viser med stor tydelighed, at mange skader opstår i ét træningspas, fordi man træner for meget, i forhold til hvad man er vant til, siger han til mediet.
Lektoren tilføjer, at 10-15 procent af alle skader formentlig kan forklares ved, at man løber for langt i ét træningspas.
Det er forbundet med en let forøget risiko for skader, selv hvis man blot forlænger løbeturen med 1-10 procent, lyder det.
Ingen af skaderne i studiet, som omfatter over 5000 løbere fra 87 lande, kan forklares ved, at man i en uge har løbet hyppigere, end man gjorde tre uger forinden.
Rasmus Ø. Nielsen forklarer imidlertid, at man kan få skader, hvis man pludselig løber ti kilometer alle ugens dage, når man kun er vant til at løbe selvsamme distance to gange om ugen.
Lektoren mener, at løbere i årevis er blevet guidet fejlagtigt om årsagen til skader.
Det skyldes en algoritme, som blandt andet anvendes i sportsure fra Garmin og Apple.
Ifølge Jyllands-Posten giver urene en advarsel, hvis man eksempelvis løber fem kilometer fire gange om ugen, selv om man plejer at løbe fem kilometer to gange om ugen.
Gør man det, vil uret forudsige, at den ekstra træning øger risikoen for en skade.
Løberne i studiet har hver uge i halvandet år skullet indberette, om de var blevet skadede.
Var det tilfældet, blev de bedt om at fortælle, hvilken dag skaden kom.
/ritzau/