København, 07/07/2025 - 07:00
Sådan dækker det blå sygesikringskort på rejsen
Det blå sygesikringskort erstatter ikke en privat rejseforsikring, da kortet har flere begrænsninger. Men det kan give dig adgang til behandling i flere lande.
Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus
Hvis du skal på ferie i Europa, bør du huske det blå sygesikringskort, som giver adgang til nødvendig offentlig behandling, hvis du skulle blive syg eller komme til skade.
Kortet er gratis og gyldigt i op til fem år ad gangen. Men vær opmærksom på, at det har visse begrænsninger.
Helt grundlæggende giver det blå sygesikringskort adgang til offentlig behandling på samme vilkår, der gælder for offentligt sikrede borgere i det europæiske land, du opholder dig i.
Det fortæller Kristine Steenhuus, der er koncerndirektør i Udbetaling Danmark, som administrerer udstedelsen af kortet.
- Det betyder, at kortet ikke dækker blandt andet hjemtransport og behandling på private hospitaler, siger hun.
Du kan bruge kortet i alle EU-lande, Island, Liechtenstein, Norge, Schweiz samt Storbritannien og Nordirland.
Men den offentlige sygesikring kan variere fra land til land, og derfor kan du opleve, at kortet dækker forskelligt i de enkelte lande.
Hvis du ikke kan finde dit kort før afrejse, eller det er udløbet, kan du bestille et nyt på borger.dk. Leveringstiden er to til tre uger, men du får tilsendt et midlertidigt bevis med digital post, som du kan bruge.
- Skulle man alligevel rejse uden kortet og få brug for behandling, kan man som udgangspunkt selv betale og søge refusion bagefter, siger hun og fortsætter:
- Men hvis man ikke havde et gyldigt kort under rejsen, skal man først søge en erstatningsattest hos Udbetaling Danmark.
Herefter er det Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for at behandle refusionen.
Foruden hjemtransport og behandling på private hospitaler dækker det blå sygesikringskort heller ikke eventuel egenbetaling, der bliver opkrævet i flere lande.
Hvis du skal have dækket de udgifter, vil det kræve en privat rejseforsikring.
Netop grænsen mellem det blå sygesikringskorts dækning og behovet for en privat rejseforsikring skaber ofte tvivl, fortæller Anne Garde Slothuus, der er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen under brancheorganisationen Forsikring og Pension.
- Man kan overordnet sige, at den private rejseforsikring tager over i de situationer, hvor det blå sygesikringskort ikke dækker. Det kan være, hvis man skal behandles på et privat hospital, i tilfælde af at der ikke er et offentligt behandlingstilbud, siger hun.
- En rejseforsikring vil typisk også dække hjemtransport og udgifter til, at en pårørende kan komme og være hos én. Men dækningen kan variere.
Desuden kan rejseforsikringen dække ødelagte rejsedøgn eller en erstatningsrejse.
Ifølge både Anne Garde Slothuus og Styrelsen for Patientsikkerhed skal det blå sygesikringskort ikke ses som en erstatning for en rejseforsikring, da kortet altså har begrænsninger.
Som udgangspunkt skal du ikke selv betale, hvis du har brug for offentlig behandling i et land, hvor det blå sygesikringskort gælder.
Det er som regel nok at vise kortet. Hvis du alligevel skal betale, kan du få refunderet udgifter, der ikke er egenbetaling. Refusion skal søges på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.
/ritzau fokus/