Paris, 21/11/2024 - 02:49
Frankrigs rigeste familie køber fodboldklubben Paris FC
Paris FC, der topper den næstbedste franske fodboldrække, står til at få nye, stenrige ejere.
Af: /ritzau/
Frankrigs rigeste familie vil de kommende dage sikre sig aktiemajoriteten i den franske fodboldklub Paris FC, der ligger nummer et i den næstbedste franske fodboldrække.
Det siger klubpræsident Pierre Ferracci onsdag på et pressemøde.
Det er den franske rigmand Bernaud Arnault og hans familie, der inden længe overtager klubben. Energidrikgiganten Red Bull ventes derudover at købe en mindre del af klubben.
Arnault og hans familie er med en anslået formue på 156 milliarder dollar - 1100 milliarder kroner - nummer fem på Forbes' liste over de rigeste mennesker i verden.
Paris FC's klubpræsident oplyser, at der den 29. november vil blive holdt en generalforsamling, hvor en ny bestyrelse skal vælges.
Han tilføjer, at selv om Red Bull også bliver en del af det nye ejerskab, så vil klubben ikke blive en del af den model, der inkluderer klubberne RB Leipzig og FC Red Bull Salzburg fra henholdsvis Tyskland og Østrig.
Efter næste uges generalforsamling vil Arnault-familien eje 52 procent af Paris FC, mens Red Bull vil eje 11 procent.
Paris FC står i den franske hovedstad i skyggen af klubben Paris Saint-Germain, der i mange år har været en dominerende faktor i fransk fodbold.
Mens Paris FC aldrig har vundet nogen større trofæer, så kan Paris Saint-Germain blandt andet kalde sig 12-dobbelt fransk mester.
Paris FC topper i øjeblikket den næstbedste franske fodboldrække, Ligue 2, med 27 point efter 13 kampe.
Hvis klubben sikrer sig oprykning, vil det være første gang i over 30 år, at der er to hold fra Paris i den bedste franske fodboldliga, Ligue 1.
Paris Saint-Germain er i forvejen en del af Ligue 1 og ligger i øjeblikket på førstepladsen med 29 point efter 11 kampe.
Bernard Arnault er administrerende direktør for LVMH, der er et konglomerat af luksusvarer.
/ritzau/