Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/06/2025 - 14:08

Fåreavlere får øget tilskud til hegn for at beskytte mod ulve

Efter anbefalinger fra en såkaldt minitrepart øger minister nu tilskud til ulvesikrede hegn fra september.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

For at beskytte husdyr mod ulveangreb får eksempelvis fåreavlere muligheden for at søge et øget tilskud fra staten til at opsætte ulvesikrede hegn.

Det bliver også muligt at få tilskud til vedligeholdelse af hegnene.

Tiltagene er blandt flere anbefalinger fra en såkaldt minitrepart, som minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) har valgt at følge. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ministeriet for Grøn Trepart, der har ansvaret for ulveområdet.

Minitreparten blev nedsat i forbindelse med en ulvehandlingsplan, som Jeppe Bruus præsenterede i april. Den består af myndigheder, relevante organisationer og Vildtforvaltningsrådet.

I dag er det muligt at få maksimalt 20 kroner i tilskud per meter hegn. Det øges nu til enten 40 kroner, 65 kroner eller 90 kroner, alt efter hvor svær opsætningen af hegnet er.

Ulvedebatten er i løbet af 2025 blusset op igen, efter der har været flere angreb fra ulve. Eksempelvis blev to hunde fundet dræbt i maj, og det formodes, at en ulv stod bag.

Fra politisk side er det blandt andet blevet gjort nemmere at regulere ulvebestanden - forstået på den måde, at der nu skal mindre til, før der kan gives tilladelse til, at en ulv, der færdes i byområder, må skydes.

Nu sættes der så ind på beskyttelsen af husdyr som får.

- Det er nødvendigt, for vi ser, at der kommer flere ulve, og det skaber et øget pres på dem, der har særligt mindre husdyr som lam og får. Derfor er vi også nødt til at gøre noget andet end hidtil for at beskytte de her får bedre, siger Jeppe Bruus.

Det er fra september, at de nye tilskud til ulvesikrede hegn kan ansøges. Der er afsat 3,5 millioner kroner i 2025 og 8,6 millioner kroner i 2026 til de nye tiltag.

I dag er det kun en "mindre andel" af fåreavlere, der har ulvesikret hegn, lyder det fra ministeren.

Med det nye tilskud kan der komme en "tredobling eller mere" af hegnene.

- Det er ikke, fordi der er nogen 100 procents garanti for, at du ikke kan opleve et angreb bag ved et ulvesikret hegn. Men vi kan se, at det virker, og derfor er vi også nødt til at gøre noget ekstra for at få de hegn op, siger Bruus.

Han fortæller også, at der endnu ikke har været nogen ansøgninger om tilladelse til at skyde en ulv, siden det blev ændret, i hvilke tilfælde ulvebestanden kan reguleres.

- Vi er også i en fase af året, hvor vi ser betydeligt færre både angreb på får og ulve i byen, men det er klart, at når vi kommer ind i efteråret og vinteren, så vil det formentlig stige igen, og så er vi et andet sted nu med den forvaltningsplan og handlingsplan, som vi har lagt, end vi var for et år siden.

Et andet tiltag er, at det bliver et krav at have et ulvesikret hegn, hvis man skal have kompensation ved gentagne ulveangreb.

Der vurderes at være mellem 54 og 78 ulve i Danmark, og de befinder sig alle i Midt- og Vestjylland.

Ud over ulve har Jeppe Bruus også mink som ansvarsområde.

Regeringen forsøger lige nu at få en særordning ved EU, så minkproduktion kan fortsætte i Danmark, selv om det bliver forbudt i EU.

Ritzau ville også gerne have interviewet Jeppe Bruus om den sag, men det vil han ikke svare på spørgsmål omkring. Ritzau har i flere dage forsøgt at få svar fra ministeren. Det samme har TV 2 uden held. I stedet henviser ministeriet til en ordfører fra Venstre.

/ritzau/

København, 28/06/2025 - 03:18

Tredje sæson af Squid Game er velfortalt - men også en gentagelse

Giada Papini Rampelotto/Europane/Ritzau Scanpix

Anmeldere beskriver ny sæson af Netflix-basker som spændingsfyldt, men den når ikke niveauet fra første sæson.

Tredje sæson af den sydkoreanske hitserie "Squid Game" høster ros fra anmeldere i Danmark og udlandet - men den opleves også som en gentagelse af de hidtidige sæsoner.

Sæson tre ventes at blive den sidste i den voldsfyldte serie, som handler om en gruppe mennesker, der konkurrerer i en livsfarlig leg om at komme af med deres gæld.

I 2021 opnåede "Squid Game" verdensomspændende succes, og både den første og anden sæson slog tv-rekorder.

Jyllands-Postens anmelder beskriver, hvordan sæson tre ligesom de tidligere udspiller sig i to spor - det ene i spillets kulørte kulisser, og det andet i virkelighedens Sydkorea.

I tredje sæson er der dog lagt endnu mere op til revolutionsstemning og modstand.

Det var afgørende for første sæsons popularitet, at chokkene over seriens kalkulerede afstumpethed var så voldsomme, som de var, lyder det.

Det kan man dog ikke påstå, at de er i tredje sæson, skriver avisens anmelder og giver de seks nye afsnit tre ud af seks stjerner.

- I stedet er "Squid Game", som det så ofte går med store succeser, blevet så forelsket i egne greb, at den bare gentager de samme om og om igen.

Mediet Soundvenues anmelder giver den nye sæson af Netflix-baskeren fire ud af seks stjerner.

Der er ganske rigtigt tematiske gentagelser, men man bør alligevel ikke snyde sig selv for en velfortalt finalesæson, lyder budskabet.

- Desuden giver tredje sæson de forskellige spændingsplot luft og balance til fortællingerne om kvælende fangenskab, og Wi Ha-joons (skuespillerens, red.) politibetjent Hwang Jun-ho, der søger efter den diabolske ø, hvor spillet afholdes, får lykkeligvis mere skærmtid i denne ombæring.

The Guardians anmelder lægger vægt på, hvordan det sidste minut af sæsonen byder på så overraskende et øjeblik, at det er umuligt for seere at gætte på forhånd.

I tredje sæson er deltagerne blodtørstige, en ny deltager tvinges mod sin vilje ind i spillet, og der er tre lege tilbage i kampen om penge og overlevelse.

Ingen af legene virker dog lige så gennemtænkte som i den første sæson, og det kan medvirke til, at afsnittene ikke når niveauet fra første sæson, lyder det fra den engelske anmelder. Herfra får sæsonen fire ud af seks stjerner.

- "Squid Game" gør det, den skal. Men den efterlader også indtrykket af, at den er blevet en mere traditionel actionthriller, end den engang var.

Underholdningsmediet The Variety uddeler ikke stjerner, men skriver i sin anmeldelse, at sæsonen trods gentagelser indeholder "fængslende drejninger", der binder en sløjfe på den populære saga.

/ritzau/

Læs Mere >>

Venedig, 28/06/2025 - 03:07

Medier: Bezos har sagt ja ved storslået bryllup i Venedig

Stefano Rellandini/Ritzau Scanpix

Jeff Bezos' hustru har ændret sit navn på Instagram til Lauren Sanchez Bezos efter bryllup i Venedig.

Den amerikanske milliardær og Amazon-grundlægger, Jeff Bezos, har sagt ja til sin hustru, journalisten Lauren Sanchez, under et bryllup i Venedig i Italien.

Det skriver flere medier, heriblandt nyhedsbureauerne AP og AFP.

Det skete ifølge italienske medier på San Giorgo, der er en af Venedigs mange øer. Vielsen menes at have fundet sted i et stort, udendørs amfiteater på øen, der ligger over for Markuspladsen i Venedig.

Der er ingen af de to, der direkte har bekræftet, at vielsen har fundet sted.

Sanchez lagde sent fredag aften et foto ud af sig selv og 61-årige Bezos på det sociale medie Instagram. Her er hun iført en lang, hvid kjole, og han et sort jakkesæt med butterfly.

I beskrivelsen har hun skrevet datoen for brylluppet, den 27. juni. Sanchez har desuden ændret sit Instagram-navn til Lauren Sanchez Bezos.

Ifølge medierne sang Matteo Bocelli for det nygifte par. Han er søn af den berømte operasanger Andrea Bocelli.

55-årige Sanchez menes at have forberedt 27 sæt tøj, som hun skulle bære under fejringen.

Det var i det hele taget et ekstravagant bryllup, hvor flere kendisser deltog.

Blandt de fotograferede var talkshowværten Oprah Winfrey, skuespilleren Orlando Bloom og mediepersonlighederne Kim og Khloe Kardashian.

Desuden sås den amerikanske fodboldspiller Tom Brady, Jordans dronning Rania og den amerikanske præsident Donald Trumps datter, Ivanka Trump.

Bezos og Sanchez donerer i forbindelse med brylluppet tre millioner euro - godt 22 millioner kroner - til byen. Det har regionen Venetos præsident, Luca Zaia, oplyst til AFP.

Brylluppet har vakt vrede blandt aktivister i Venedig. I flere uger har folk demonstreret imod brylluppet med argumenter om, at Venedig bliver lavet om til en forlystelsespark for de rige.

Ifølge blandt andet mediet BBC skulle brylluppets festligheder oprindeligt have fundet sted i byens centrum i den historiske bygning Cuola Vecchia della Misericordia.

Det blev dog rykket til udkanten af byen til skibsværftet Arsenale di Venezia. Det er ikke officielt bekræftet, og det er uklart, om demonstrationerne var årsag til ændringen.

Aktivisterne så det som en sejr, har de sagt til BBC.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/06/2025 - 10:00

FAKTA: Fast eller variabel rente

* Med et boliglån med fast rente er renten den samme i hele lånets løbetid. Med en variabel rente kender man sin rente inden for en aftalt periode, hvorefter man får en ny rente, der både kan stige eller falde.

* Fordelen ved en fast rente er, at man ved, hvad man skal betale i rente i låneperioden, og man risikerer ikke at betale mere, selv om markedsrenten stiger.

* Til gengæld er renten typisk højere end en variabel rente, når man optager lånet, og dermed dyrere.

* Hvis markedsrenten falder eller ikke stiger, kan man ikke drage nytte af det og få et billigere lån, men det kan man med en variabel rente.

Kilde: danskebank.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 27/06/2025 - 10:00

Har renten på dit boliglån ændret sig? Glem ikke forskudsopgørelsen

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Ifølge økonomer bør du tjekke forskudsopgørelsen løbende, hvis din økonomi ændrer sig. Glemsomhed kan koste dyrt senere. Juli er oplagt til at gennemgå den.

Du har sikkert allerede glemt alt om, hvilke oplysninger du har indtastet på din forskudsopgørelse i begyndelsen af året.

Og da vi er omkring halvvejs gennem året, vil det være oplagt at bruge noget tid i løbet af sommeren på at kigge forskudsopgørelse igennem, mener Karsten Brøndum Idskov.

Han er investeringskonsulent hos Spar Nord og peger på, at det især er relevant for dem, hvis privatøkonomi har ændret sig større eller mindre grad i løbet af året.

Det drejer sig for eksempel om boligejere, der har fået ændret boliglån.

- Mange har måske fået en ny renteudgift. Hvis man har et boliglån, der havde en rente på tre procent sidste år, men som nu er to procent, vil der være en anden renteudgift i år.

- For nogen kan renten være ændret, uden man har lagt mærke til det, og retter man det ikke på forskudsopgørelsen, kan man komme til at betale for lidt eller meget i skat, siger han.

Der er omkring 300.000 boligejere, der har variabel rente med halvårlig rentetilpasning.

Ifølge Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, er der lagt op til rentefald, når renten tilpasses næste gang 1. juli.

- Hvis vi ser et rentefald igen, skal man sætte sit fradrag ned på forskudsopgørelsen, så man ikke kommer til at betale for lidt i skat.

- De med variabel rente i forvejen kunne godt komme til at glemme at gøre det, fordi det er midt på året, og fordi man allerede har justeret forskudsopgørelsen i januar.

- Men det skal gøres løbende - særligt hvis renten falder, siger Brian Friis Helmer.

Han påpeger, at det også er vigtigt at ændre dit fradrag, hvis du selv aktivt har ændret dit lån fra et med fast rente til et med variabel rente eller blot til et lån med lavere fast rente, så du får lavere renteudgifter.

Men han understreger, at det i begge tilfælde er noget, du skal gøre aktivt. Det sker ikke automatisk.

- Ellers får de boligejere en kedelig restskat i 2026, siger Brian Friis Helmer.

Det er ikke kun boligejerne, der med fordel kan eftertjekke deres forskudsopgørelse, påpeger Karsten Brøndum Idskov.

- Det er også en god idé, hvis man har opnået kursgevinster ved at sælge aktier. Den gevinst skal påføres som en forventet indtægt for året.

- For aktieudbytter betaler man automatisk udbytteskat, siger Karsten Brøndum Idskov.

Ifølge investeringskonsulenten er danskerne endnu værre til at registrere kursgevinsterne sammenlignet med boligrenten, og det kan få endnu større konsekvenser.

- Det vil altid slå tilbage i form af en restskat, som man måske ikke har pengene til at betale, når den rammer, fordi pengene allerede er brugt, siger Spar Nord-manden.

Brian Friis Helmer tilføjer, at du også bør justere forskudsopgørelsen, hvis din arbejdssituation har ændret sig, så du eksempelvis får en anden indkomst.

Hvis du får kortere afstand til arbejdspladsen, skal du have et lavere befordringsfradrag.

- Hvis man er blevet arbejdsløs, har man ikke længere ret til beskæftigelsesfradrag, og hvis man er gået på pension, skal man ikke længere betale arbejdsmarkedsbidrag, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek