Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Vatikanet, 21/04/2025 - 11:09

FAKTA: Sådan vælges en ny pave efter Frans' død

Pavens efterfølger vælges af kardinaler fra hele verden i et konklave. De viser sig ikke, før en ny er valgt.

Dylan Martinez/Reuters

Af: /ritzau/

På 2. påskedag er den katolske kirkes overhoved, pave Frans, gået bort.

Det oplyser Vatikanet mandag.

Dermed står kirken uden leder. En ny skal vælges i en såkaldt konklave.

Læs her, hvordan processen foregår:

* Konklavet finder sted i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Ordet konklave betyder "lukket rum".

* Her samles kardinaler fra hele verden, når en pave er død. De skal vælge en ny.

* Konklavet skal begynde tidligst 14 dage efter og senest 20 dage efter pavens død. Der skal være tid til, at kardinalerne kan rejse fra deres hjem og til Vatikanet.

* Kardinaler under 80 har stemmeret i konklavet. Globalt er der 252 kardinaler, men kun 136 af dem må stemme.

* Når konklavet er begyndt, viser kardinalerne sig ikke, før den nye pave er blevet valgt.

* Den hidtil længste konklave varede næsten tre år fra 1268 til 1271. Flere andre konklaver har kun varet en enkelt dag. Da pave Frans blev valgt i 2013, blev konklavet enig efter to dage.

* Bortset fra den første dag, hvor der kun holdes én afstemning, holder kardinalerne to daglige afstemninger, indtil en kardinal har et flertal på to tredjedele af stemmerne plus en.

* Kardinalerne afgiver deres stemmer på kort, hvorpå der er skrevet "Eligo in Summum Pontificem" ("Jeg vælger som øverste pave"). Stemmesedlerne bliver lagt i et kæmpestort guldbæger.

* Hvis der ikke er det nødvendige flertal, bliver valgkortene lagt i en ovn sammen med et kemikalie, der frembringer sort røg.

* Når flertallet er i hus, og en ny pave er valgt, bliver valgkortene brændt sammen med et kemikalie, der laver hvid røg.

* Røgen sendes op gennem en skorsten i Det Sixtinske Kapel, så verden kan følge med i, hvordan det går med afstemningerne. Katolikker flokkes på Peterspladsen for at observere røgen.

* Når konklavet har valgt en pave, træder den mest fremtrædende kardinal ud på balkonen på Peterspladsen og meddeler på latin: "Annuntio vobis gaudium magnum. Haremus Papam" (Jeg meddeler jer en stor glæde. Vi har en pave).

* Den nye pave træder derefter frem for at velsigne folkemængden på Peterspladsen.

Kilder: Reuters, AFP, Katolsk Liv, Vatikanet.

/ritzau/

København, 24/04/2025 - 06:00

Målløs Abdel Aziz Mahmoud rækker mikrofonen til shitstormramte

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Journalist Abdel Aziz Mahmoud inviterer i ny podcast omdiskuterede gæster i studiet, blandt andre iværksætter Cathrine Wichmand, som står midt i orkanens øje.

Det kan gå hurtigt, når først shitstormen tager fart.

Offentlighedens opmærksomhed rettes mod en enkelt person, og meningerne spreder sig med lynets hastighed.

Journalist Abdel Aziz Mahmoud inviterer i sin nye podcast "Spotlight" omdiskuterede gæster i studiet.

Det skriver podcastplatformen Podimo i en pressemeddelelse.

- Selv om jeg har været journalist i over 20 år, så bliver jeg for tiden målløs over den hastighed og den retning, en shitstorm kan udvikle sig i, lyder det fra Abdel Aziz Mahmoud i pressemeddelelsen.

- På få dage kan sociale medier både starte og slutte en karriere. Jeg er nysgerrig på, hvad vi egentlig kan lære, når stormen har lagt sig.

Gæsterne bliver de personer, der præger mediebilledet lige nu, og som får Danmark til at mene, dele og diskutere.

Her vil de få muligheden for at forklare sig selv eller nuancere debatten.

Blandt de første gæster finder man iværksætter og influencer Cathrine Wichmand.

Hun kom for nylig i massiv modvind, da hun delte på Instagram, at hun havde fået tildelt en kommunebetalt assistent 15 timer om ugen på grund af sin adhd-diagnose.

En anden gæst bliver mangfoldighedskonsulent Joan Rang Christensen.

Både hun og DR modtog kritik, efter at hun havde afholdt en workshop om mangfoldighed i forbindelse med DR-serien "Slave af Danmark".

Begge kvinder kommer til at sætte ord på deres side af historien, og hvordan det føles at stå midt i offentlighedens søgelys. Det fremgår af pressemeddelelsen.

41-årige Abdel Aziz Mahmoud er vært på "Go' Aften Live" og har i podcastformatet udfoldet sig som vært for TV 2's "Dato", der lukkede og slukkede med udgangen af marts.

I 2016 lavede han desuden et liveprogram på P1 under navnet "Shitstorm", hvor han vendte ugens mest kontroversielle udtalelser i den offentlige debat.

Den første episode af "Spotlight" går i luften 24. april, og podcasten udkommer derefter hver onsdag på Podimo.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/04/2025 - 22:35

Anmeldere kalder film om mandlig seksualitet for en sand ener

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kærlighedsdramaet "Sauna" er en unik skildring af mandlig seksualitet og tager seeren ind i et lukket miljø.

Filmen "Sauna" skildrer en anderledes kærlighedsfortælling og høster store roser fra en stribe anmeldere.

Kærlighedsdramaet, der har premiere torsdag, handler om to mænds forelskelse i hinanden.

Filmen trækker seeren helt med ind i et miljø, der sjældent skildres på biograflærredet. Det skriver Berlingskes anmelder.

- Bøsse- og transmiljøet, som det også udspiller sig i København – filmet on location. Det lykkes den overrumplende godt med, lyder det i Berlingske, der giver fem ud af seks stjerner.

"Sauna" er en filmatisering af Mads Ananda Lodahls roman af samme navn.

Homoseksuelle Johan, der spilles af Magnus Juhl Andersen, forelsker sig i den transkønnede mand William, der spilles af Nina Rask.

Kærligheden mellem de to er dog langtfra en dans på roser. Transkønnede William kan ikke lukkes ind i Johans omgangskreds af ligesindede, fordi han er født som kvinde.

Ud over at fortælle en historie om kærlighed, undersøger filmen samfundets seksuelle normer, mener Kristeligt Dagblads anmelder.

- Den viser, hvordan visse miljøer – selv minoritetsmiljøer, der måske burde være åbne og inkluderende – alligevel ikke er det, skriver avisen, der tildeler "Sauna" fire stjerner.

De to hovedrolleindehavere "suger publikum til sig og helt ind i klaustrofobien", skriver Politikens anmelder, der kvitterer med fem af seks hjerter.

- Sjældent har jeg set det grundtema spillet med så naturlig en indlevelse og instrueret med så musikalsk en kontakt med det improviserede. I nogen film og i særdeleshed i en dansk film.

Bag filmen står instruktøren Mathias Broe, der med "Sauna" debuterer som filminstruktør.

Den debut slipper Broe ualmindeligt godt fra, mener Soundvenues anmelder, der sender fire af seks stjerner i filmens retning.

- "Sauna" vil stå tilbage som en stærk debut og som en sand ener på den danske filmscene med sin unikke skildring af mandlig seksualitet, lyder det i Soundvenue.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 23/04/2025 - 08:00

FAKTA: Hold knivene skarpe

* Sløve knive kan være farlige i køkkenet. Derfor er det en god idé løbende at holde dem skarpe.

* Du kan fra tid til anden tage alle dine store knive med hen til en skærsliber og få dem slebet.

* Det mest fordelagtige er dog at slibe dem i hverdagen - gerne hver gang du skal bruge dem.

* Gør det derfor gerne til en vane at bruge et strygestål i det daglige.

Kilde: Thomas Rønsch Toftdahl, kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 23/04/2025 - 08:00

Undgå ulykker med køkkenkniven når du kokkerer

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Alt fra tørre hænder til den rette opbevaring hjælper med at forebygge blodige uheld med skarpe knive i køkkenet.

Spidsen af tommelfingeren skal nødig rulle hen ad skærebrættet sammen med agurkeskiverne, når du hakker en frisk salat til aftensmaden.

Selv om der altid vil være en risiko forbundet med at håndtere skarpe køkkenknive, kan du gøre en del for at forebygge ulykker.

Først og fremmest er det vigtigt, at du har et godt greb om kniven, siger kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl.

- Den hånd, du bruger til kniven, skal være helt tør. Derfor anbefaler jeg, at du altid har et tørt og rent viskestykke til at tørre hænderne i, så du undgår, at kniven glider ud af hånden på dig. For det er farligt, siger han.

Vær samtidig opmærksom på, hvordan du gebærder dig med kniven. Sving aldrig med den, eller lav hurtige bevægelser, og går du rundt med den, så sørg for, at spidsen ikke vender frem foran dig.

Er der andre i køkkenet sammen med dig - for eksempel børn - er det en god idé at have et bestemt sted, hvor du lægger kniven eller knivene under madlavningen.

- Jeg bruger selv meget kokkeagtigt et viskestykke, som jeg folder sammen på køkkenbordet. Her lægger jeg mine knive, og her ved min søn, at han skal passe på, fortæller Thomas Rønsch Toftdahl, der på samme vis altid samler urteknive og kartoffelskrællere i en skål på bordet.

Din opbevaring af knivene, når du ikke bruger dem, spiller også ind på sikkerheden. Thomas Rønsch Toftdahl fraråder, at du har de store køkkenknive liggende i en køkkenskuffe, hvor for eksempel børn risikerer at stikke hånden ned og skære sig. Selv har han sine knive hængende på en magnetskinne på væggen.

- I køkkener, hvor man ikke har verdens bedste udsugning, bliver skinnerne nemt fedtet til, og derfor skal man være opmærksom på at holde dem rene, så knivene ikke pludselig falder ned, siger han.

Knivblokke er ifølge ham ikke nogen god løsning, fordi knivene bliver sløve af glide mod træet, hver gang de sættes i og tages ud. Og sløve knive udgør en sikkerhedsrisiko.

- Når en kniv ikke er skarp, har man en tendens til at være hårdere ved den og bruge ekstra kræfter, når man bruger den, siger Thomas Rønsch Toftdahl og forklarer, at voldsommere bevægelser øger risikoen for, at kniven smutter.

Han fraråder i øvrigt, at du putter knivene i opvaskemaskinen, da det både sløver knivene og med tiden fører til, at de ruster indvendigt og derfor risikerer at knække.

Er uheldet ude, og du skærer dig voldsomt, dækker din ulykkesforsikring, hvis du får varige men. Det fortæller Anne Garde Slothuus som er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen, der hører under brancheorganisationen Forsikring og Pension.

- Hvis man for eksempel får skåret en finger helt eller delvist af, er man som udgangspunkt dækket af ulykkesforsikringen, medmindre der er et eller andet, der taler for, at man har gjort det med vilje, siger hun og råder dig til ikke at vente for længe med at kontakte dit forsikringsselskab, hvis du er kommet til skade.

- Det behøver selvfølgelig ikke ske i det øjeblik, du står med blodet dryppende ned ad hånden, men det skal bare gøres så hurtigt som muligt, siger Anne Garde Slothuus.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek